Koncertforestillingen Danse Macabre var en uimodståelig, timelang dans med døden. Komponeret og dirigeret af Signe Bisgaard og med lyskunst af Laura Rathschau. På lydsiden var det en kombination af jazz, klassisk og elektronisk musik i følgeskab med historiske fortællinger. Visuelt en snurrende, pirrende sammensætning af dødsskikkelser fra La Belle Epoque og kaleidoskopiske universer, projekteret op på endevæggen i aulaen på Aarhus Universitet, henover musikere i flere etager.

 

Koncertforestillingen Danse Macabre fortolker døden, som den blev portrætteret i kunsten i La Belle Époque (1871-1914). Som baggrund ligger en omfattende research foretaget af forfatter og ph.d. Søren Hein Rasmussen til computerspillet, Felix the Reaper, som ligger til inspirationsgrund for Danse Macabre. Musikken er komponeret og dirigeret af Signe Bisgaard, udført at Aarhus Jazz Orchestra, elektronisk musiker, Bjørn Svin, og cellist, Ida Nørholm. Inspireret af kunstværker fra perioden har designer, Laura Rathschau, skabt film, billeder og animationer blæst op på aulaens endevæg, der integrerer musikerne i en visuel helhed. Indimellem indføres vi i den historiske skildring af døden med Esben Kjær Ravns dybe røst (der grundet sygdom afløser Søren Hein Rasmussen).

 

// Alle fotos: Erica Wyrdling

 

Dødens bal

La Belle Époque. Det søde liv. Perioden er en fremgangens, men også en modsætningernes tid. Og den dødedans, vi er inviteret til, bevæger sig henover et bredt spektrum af stemninger – fra stille og fredfyldt henover sensuelt, rytmisk rokkende til storladent, bragende.

Aulaen får i dette set up et næsten tempelagtigt udtryk med balkoner, hvorpå forskellige musikere i hvert deres rum oplyses. Det meste af Aarhus Jazz Orchestra befinder sig i salen, men trommesættet i første etages midte, cellist, Ida Nørholm, på anden etage og øverst Bjørn Svin, oplyst nedefra, så to sorte kæmpeskygger tårner sig på hver side af ham som dødsengle, der hviler tungt på hans skuldre, skuende ned i salen.

 

// Alle illustrationer: Dagmar Grau Møller

 

Signe Bisgaard anslår blæserne i en blid start, og med sin svajende dirigeren er hun en dans i sig selv. Fra aulaens modsatte side indfører Esben Kjær Ravn os i periodens dødsskikkelser, mens han i spotlight træder gennem salen. Med sit store skæg, skaldede isse og dybe stemme udgør han et maskulint modstykke til den ellers feminine billedside. Kvindefigurer i marmor og guld snurrer i en lokkende dans, projekteret på væggen, afløst af stjernerejser og svajende mønstre.

 

 

Hvad danser vi?

Jeg bliver så indlullet i dansen, at jeg ikke opfatter op og ned, hvem og hvor. Er det døden, jeg danser med, eller jomfruen, som døden længselsfuldt besættes af? Som en jazzdiva, tirrende, pirrende og med billedsiden perle- og glimmerbesat. Eller i rytmiske, gentagne bevægelser ledt af elektroniske beats, der henfører mig til natklubben og følelsen af, at det eneste vigtige er at lukke øjnene og danse.

 

 

Indimellem anfører døden en march – som en festlig markering som mexicanske Día de Muertos eller som kampånd: du kan ikke slå mig, så du kan lige så godt tilslutte dig mig.

Andre gange henfører træblæsernes mildhed til en balsal i måneskær, en yndefuld dans med døden som elegant gentleman med sin hvide handskeklædte hånd i et respektfuldt greb om min.

 

 

En uendelig dans

I Danse Macabre virker dødedansen tiltrækkende, sensuelt lokkende, uforudsigeligt fascinerende, vild og hemmelighedsfuld. Men bedst som jeg nærmer mig dødens kys, parat til at overgive mig ham, viser han sit djævleansigt i en strøm af varslende ord, parat til at brænde mig, såre mig. Også dét ansigt viser han.  

Jeg rives ud af min længselsfulde tilstand. Min dans med døden er ikke én uendelig bevægelse, men tusind forskellige dansetrin. Storladent romantiske. Melankolske. Frygtindgydende vilde. Smukke og fredfyldte.

 

 

Stilhed efter døden

Danse Macabre har i sin cirka én times varighed stjålet hele min opmærksomhed. I koncertforestillingens abstrakte form har handlinger udspillet sig i mit hoved. Jeg er forløst af en enestående kombination af musikalske genrer og visuals, der har ledt mit blik både uendeligt langt væk i drømme og konfronterende tæt på min dødelighed.

Hvis dette var en dødedans, så lad den – dansen og døden – vare for evigt.