Under Coco & Rosies særegne vinger

Uden opvarmningsband foran et næsten fyldt Voxhall og i blåt scenelys står CocoRosies rekvisitfyldte scene klar til at rumme søskendeparret Bianca Leilani ‘Coco’ Casady og Sierra ‘Rosie’ Rose Casady. En prinsesses sminkespejl står midt på scenen ved siden af ovale perkussions og en harpe. En tøjsnor med kostumeagtigt kluns hænger tværs over scenen. Rammen er sat, og vi er klar.

Coco og Rosie træder på scenen og åbner showet med sangen ‘Child Bride’, mens de omslutter publikum med toner, som var de taget ud af en (uhyggelig) orientalsk bryllupsseance. De to skæve søstre har medbragt en levende rytmebox i form af ‘Tez’ The Beatboxer og Tako – sidstnævnte med kinesisk inspireret og troldmandslignende udklædning, tryllende på diverse lydmaskiner. Kombinationen af det ultra akustiske og det elektroniske skaber fra start et særpræget univers, hvori Coco og Rosie frembringer kuldegysninger fra første sang med deres skæve og perfekt harmonerende vokaler.

Alle 4 er de hvidmalede i ansigtet, Rosie i korset og Coco i bryllupskjole. Så man dette søskendepar på scenen ude af kontekst efter tredje on-stage overdrevne selvsminkning med kjole, oversize t-shirt, bandana, paryk, klovnekostume, kunne man foranlediges til et uforstående grin. Men blandt publikum er stemningen en anden: Man forstår ethvert rekvisitvalg. Man forstå Rosies headbangende bevægelser og spring. Og man forstår hvert eneste gimmick. Man er inddraget fuldt og helt i et sceneshow, der varierer fra en i-don’t-give-a-fuck-attitude til vildt bouncende.

Selv når Coco eller Rosie på skift sidder med ryggen vendt mod publikum for at sminke skæg, striber under øjnene eller neonrøde kinder foran deres prinsessespejl, er de alligevel til stede. Måske fordi de, når de sidder foran spejlet, bliver projiceret op bag scenen og på kunstnerisk vis fungerer som koncertens æstetisk velvalgte visuals. Seancerne er intime, og pigerne er nærværende.

Har man lyttet til deres seneste plade Tales of A Grass Widow, hvorfra næsten alle koncertens sange stammer, er man ikke sen til at fornemme, hvordan der er skruet op for alting. Der sker en ellers uforenelig sammensmeltning af noget uhyggeligt og samtidig festligt – der er tusindvis af følelser på spil. På pladen er Rosies stemme sjældent mere end stemningsgivende andenvokal, mens den til koncerten var ligestillet med Cocos. En sej blanding af Sierras rene, højtonede opera med bevidste tilblandinger af diverse effekter til Biancas særprægede og smukt skingrende stemme. Musikken er ligeså, måske forventet, mere kantet, markant og hård end den mere stuevenlige plade. Dette på trods af, at hoveddelen af beatsene er frembragt af Tez’ mund, næse og læber.

Midt under koncerten går Coco, Rosie og Tako af scenen, og tilbage står Tez kridthvid i hovedet og i en grønprintet 80’er tee, knickers og hvide knæstrømper. Nu kun beat-maskinen foran Voxhall’s publikum og med et kvarterlangt solo-beat-box-show, der tilmed rummede Ginuwines ‘Pony’. En intermezzo ud over det sædvanlige.

Da koncerten er slut, vil publikum have mere, og hele det vildt udklædte band er da også hurtigt tilbage på scenen. Energien er langt fra brugt op, og både Coco og Rosie danser med til de skævvredne popbeats. Der sluttes af med manér. Det har været en smukt oplevelse. Personligt har jeg ikke lyst til at forlade det tryllebindende univers endnu, men virkeligheden kalder.