Da vi står i køen til garderoben efter koncerten siger en pige højlydt: ”iiiiuu I lugter af sved”. Men ingen tager rigtig notits af hendes bemærkning. Du lugter af sved. Jeg lugter af sved. Alle lugter af sved. Man kan ikke andet efter en Reptile Youth koncert.

 

Da vi først entrerer Voxhall bliver jeg skuffet – gulvet er halv fyldt og det selvom, vi først kommer efter, at det islandske opvarmningsband Grísalappalísa er gået af. Jeg tænker tilbage på min første oplevelse med Reptile Youth tilbage i 2012, hvor de fyrede for vildt op under Blackbox på Godsbanen. Men her er jo ikke engang halvt så mange mennesker som dengang. Mine forventninger bliver kølige, og jeg tager mig selv i at tænke: ”For et band som har spillet på Roskilde, i Kina og til Spotfestival må det være dødens pølse at skulle spille for sådan en bette flok”.

 

Bassist Esben Valløe // Alle fotos: Cecilie Buch Golczyk
Bassist Esben Valløe // Alle fotos: Cecilie Buch Golczyk

 

Heldigvis stiger temperaturen hurtigt efter de første to sange, som får min roomie og aftenens gode selskab til at sige: ”Der er så meget energi i bandet”. Jeg kan kun give hende ret. Heldigvis flyder bandets energi ud igennem musikken og blæser energi ind i os alle – selv ham i slut 30erne i hjørnet af lokalet må tage sig til hovedet af fornøjelse. Forsanger Mads Damsgaard gør en dyd ud af at lade musikken overtage hans krop – han kaster armene ud til siderne, springer op i luften uden omtanke for, hvor han lander, når tyngekraften hiver ham nedad igen, og hans krøllede hoved følger taktfast tonerne. Faktisk føler man sig latterlig, når man står og vipper i knæene og vrider skuldrene forsigtig fra side til side – for det er klart, at musikken og hele bandet lægger op til at kaste hæmningerne over bord og lade kroppen blive en marionetdukke under tonernes herredømme. 

 

Om det er bandets navn eller musikkens speed, som tiltaler de unge, er ikke til at vide, men vilde med det er de i hvert fald. De står forrest foran scenen i en hoppende, hujende, hårkastende gruppe af noget der ligner gymasieelever. Trods de unge år er det tydeligt, at de er trofaste fans, for så snart Mads nærmer sig scenekanten løfter de hænderne op som for at sige ”vi er her – stol på os”. Og der går heller ikke mange sange, før Mads tager første svømmetur ovenpå de svajende, svedige hænder. Helt som man havde forventet – men forudsigeligheden ødelægger langt fra oplevelsen. Stemningen bankes helt i top og folk hopper højere og vrider deres kroppe vildere og vildere til de elektroniske og rockede toner og den insisterende stemme, som synger ”I know you. I know you”. Vi vil have en fest, og det ved bandet, som sætter det ene tempofyldte nummer på efter det andet.

 

Det er også klart det, som klæder bandet og publikum bedst. Under sangen ”Structures” forsvinder fandenivoldskheden sammen med tempoet, og gymnasieeleverne svajer for første gang stille og roligt frem og tilbage. Det er tydeligt, at de bedre kan lide de vilde, trancefremkaldende beats, men deres svedglinsende pander fortæller, at deres kroppe har brug for en tiltrængt pause.

 

Scenelyset lægger en fantastisk regnebuefarvet ramme om sangen "colours".
Scenelyset lægger en fantastisk regnebuefarvet ramme om sangen “colours”.

 

Da bandet spiller ”colours” er scenen badet i regnbuefarvet lys, og Mads kaster sig rundt, så det svimler for øjnene bare af at kigge på ham – jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hans hoved har det. Bandet slutter af med kendingen ”Speeddance”, som får alle til at spidse læberne og synge med på ”do-do-do-do-do-do-do”. Vi danser, som var der ild i gulvet. Mod enden træder bassist Esben Valløe frem fra hjørnet af scenen og giver bassen en kærlig behandling – først under sin rockede solo og derefter får den en svingtur til publikums fornøjelse.

 

Bandet får lyd, energi, opfindsomhed og scenelys til at spille maksimalt sammen og viser de unge aarhusianere, at deres turné rundt i landet langt fra har gjort dem for høje i hatten til at yde deres bedste for at give et par hundrede aarhusianere en fantatisk (svedig) start på deres lørdag aften. Thumbs-up herfra.