Den 15. november åbnede Dome of Visions dørene op for et nyt koncept ”Kunsten: At lytte i kor”, hvor almindelige mennesker fortalte en personlig historie. Jeg tog godt med overtøj på og gik med ind i læ af kuplen for at lytte.

Der er tætpakket i Dome of Visions. Kuplen på havnen er lyst op af farvede lamper, stearinlys og genskinnet af utallige iPhones. Eller det vil sige, sidstnævnte gælder kun lige akkurat indtil aftenens vært og initiativtager Milan Højlund Ganesan byder velkommen.

Under planter og træer, mellem grønne ølflasker og 200 menneskers dampende udåndinger, lytter jeg til den første historiefortæller.

 

INSPIRERET AF THE MOTH

Milan fik idéen til arrangementet en af de første skoledage på Journalisthøjskolen: ”Vi skulle bare høre en enkelt fortælling fra The Moth, men da tænkte jeg: Det her bliver jeg nødt til at lave, for det er bare for fedt”.

New York-baserede The Moth er en organisation, der afholder live events, hvor ukendte personer fortæller historier fra eget liv foran et stort publikum. Det koncept kunne Milan ikke slippe: ”Det er født ud af, at jeg synes, vi skal blive bedre til at lytte til hinanden og være opmærksomme på menneskerne omkring os – hvis det giver mening?”.

Det giver mening. Særligt da jeg en mørk tirsdag aften bliver bjergtaget af fire fortællere.

 

img_6053
Marlene Lillebæk leverer sin fortælling: “At rejse med sine diagnoser”. //Foto: Cecilie Sølvsten

 

RØRENDE FORTÆLLINGER

Aftenens sidste taler er Niels Højlund, der fortæller, hvordan han på en tur med sine fem bedste venner, mistede de fire af dem i en drukneulykke. ”Vi svømmede rigtig længe. Vandet var 16 grader varmt, solen skinnede og mågerne skreg. Og engang imellem så skreg vi også. Og råbte. På Gud og på hinanden”, beretter han.

Der er helt stille inde i kuplen. Jeg tror aldrig, jeg har hørt så stor en gruppe mennesker lytte så højt sammen før.

 

LYT TIL HINANDEN

Vigtigheden af at blive lyttet til giver genklang i Milans egne erindringer. For syv år siden stod han pludselig uden håb i livet, og det var først da en fremmed under en rejse i New Zealand gav sig tid til at lytte, at håbløsheden forsvandt. ”Der skete noget dér, som forandrede mig stille og roligt, netop fordi han faktisk lyttede til mig”, husker han.

Tilbage i den kolde kuppel er de fire fortællere blevet færdige med at berette, og Milan slutter aftenen af med en opfordring:

”I har alle sammen en historie, der er værd at fortælle. Fortæl jeres historier, men lyt også til hinandens”.