Hvordan skal litteraturen egentligt læses, og hvad er læsning i det hele taget? Hvor meget kan vi tillade os at lytte til de følelser, litteraturen vækker i os, og i hvor høj grad skal vi læse vores viden om verden ind i bøgerne? Det er blot nogle af de problemstillinger, der var til debat, da forfatter Josefine Klougart, digter Mads Mygind og professor i Nordisk Dan Ringgaard gæstede Nordisk foredragsforening Kakofoni d. 21. oktober til en snak om litteraturens læsemåder. 

Jeg har ikke lavet andet de sidste fem år på universitetet: læst. Jeg vender og drejer hvert enkelt ord på hver enkelt side af de værker jeg sidder med. Nogle gange er læsemåden dikteret af et fag: vi skal lære at læse psykoanalytisk (ja, selv i 2019!), så det gør vi så. Det kunne fx være Henry James’ The Turn of the Screw (1898), hvor man med udgangspunkt i Freud kan oversætte tekstens pæl og sø til to ting – og to ting udelukkende! Det er den type læsning Ringgaard, Klougart og Mygind diskuterer på aftenens Kakofoni-arrangement. Ikke den psykoanalytiske læsning af James, men den kritiske læsning som aldrig er et mål i sig selv men altid et middel til noget andet.

Professor Dan Ringgaard læser op fra sin bog Årsværk: En kritikers dagbog. // Alle fotos: Kio Jørgensen Ng.

Angsten for fejlfortolkningen

Aftenens hovedpersoner får i første omgang et kvarter til at præsentere deres synspunkt. Ringgaard fremsætter, med udgangspunkt i sin bog Årsværk: En kritikers dagbog (2017) et forsvar for den såkaldte overfladelæsning. Han lægger objektiviteten og fortolkningstrangen på hylden og forholder sig i stedet til det sanselige ved værket. Idéen er at skabe et større rum for læsningen, som rækker ud over bogens sider og omfatter alle de indfald, man kan have, når man læser.

Klougarts kritik lægger sig i forlængelse af Ringgaards. Hun angriber læserens konstante behov for at behandle teksten som noget, der skal oversættes. Litteraturens billeder skal netop ikke oversættes – de er konkrete.  I romanen Om mørke (2013) kan ”[e]n taske der bliver sat på gulvet” godt bare være ”en taske der bliver sat på gulvet”. Klougart mener, at oversættelsestrangen skaber en angst for fejlfortolkning. Samtidig bliver den sanselige erfaring ved værket også lukket ned. Det ekskluderer ligeledes en bestemt type publikum, som ikke kan læse litteraturen på den ’korrekte’ måde og privilegerer samtidig en bestemt type litteratur.

Mygind kritiserer, hvordan idéen om et fortolkningsfacit kan dræne læseren for læselyst. Han pointerer behovet for den sanselige oplevelse af læsningen. Der er mange måder, man kan tilgå en tekst. Man kan høre den oplæst til arrangementer eller på lydbog. For Mygind er der et kæmpe potentiale i teksternes lydside, hvad han illustrerer med oplæsningen af et af sine digte. Det bliver nærmest til en rap med den fart, han har på. Samtidig forsvarer han den ukvalificerede læsning. Det er okay at være på usikker grund i mødet med teksten. Det vigtigste er at komme ind på livet af en tekst. Det kan man imidlertid ikke, hvis man har for travlt med at fortolke.

Der var godt fyldt i Kommabar, da Kakofoni åbnede dørene til semestrets første arrangement.

Hvordan skal vi da forstå litteraturen?

Klougart, Mygind og Ringgaard er enige i, at man skal lade sansningen råde, når man læser tekster. De er også enige i en eller anden form for demokratisering af læsningen. Vi skal tage udgangspunkt i os selv og tekstens konkrete ord og acceptere, at vi ikke nødvendigvis forstår alt i litteraturen. Det åbner for en større litterær offentlighed.

Hvad de ikke er enige i, er tekstens forhold til vores virkelighed. Ringgaard påpeger den risiko, at litteraturen bliver for smal, hvis den ikke siger noget om vores verden. Klougart taler for, at man i første omgang ser litteraturens verden som selvstændig, før man sætter den i forbindelse med vores egen. Vi skal forsøge at slippe identifikationslysten, for den står i vejen for den nye erfaring, litteraturen kan give dig. Som jeg hører Klougart handler det i virkeligheden også om at læse etisk: at være tro mod det forfatteren rent faktisk har skrevet fremfor at pådutte teksten sine fordomme.

De debatterer også den måde, man taler om litteraturen i gymnasiet og folkeskolen. For Klougart er det at læse litteratur tæt forbundet med den kvalificerede samtale om litteratur. Ringgaard foreslår, at man opererer med et udvidet læsebegreb, hvor læsningen ikke kun omfatter det at sidde med en fysisk bog i hånden men også oplæsninger og litterær turisme. Han fortæller om den canadiske digter Anne Carson, hvis læsning fik hende til at gå ud at skovle sne, og hvordan det måske kan ses som en fortsættelse af læsningen. Mygind og Klougart mener dog, tilgangen fjerner for meget fokus fra værket. Det er imidlertid, ifølge Ringgaard, en forældet tilgang til litteraturen. Han mener, vi må udvide begrebet og acceptere den måde folk læser på – for de kommer alligevel ikke til at ændre den.

Gå ikke glip af Kakofonis næste arrangementer

Hvis du er træt af at være gået glip af arrangementet, afholder Kakofoni endnu to dette semester. Det drejer sig om en oplæsningsaften i samarbejde med Vandfanget, nordisk studenterblad (22. november) samt et oplæg med titlen “Sygdom på Sociale medier: Terapeutisk skrivning”  ved to lektorer ved Nordisk Sprog og Litteratur Camilla Møhring Reestorff og Carsten Stage.