SKRIBENTSTAFET: Vi på VINK vil gerne give jer læsere et indblik i, hvem vi er. Det vil vi gøre ved at lade hver skribent på redaktionen lave en artikel på baggrund af tre benspænd, som en af de andre skribenter har bestemt.

 

Jeg hedder Pernille Nielsen, og det, du skal til at læse nu, er en artikel, jeg har skevet til skribentstafetten på baggrund af følgende benspænd:

 

 

Den forkerte side

 

Bus 13 kl. 16.26

Jeg kan ikke rigtig finde ud af det, efter de har lavet busruterne om. Den her plejede for eksempel at hedde linje 7. Den kørte nordpå. Ned forbi centeret, drejede til venstre oppe ved tanken og passerede købmanden og kiosken hvor vi købte Shake-tyggegummi og Girls-blade. Nu ligger der et pizzeria. Linje 7 fulgte vejen rundt til endestationen ovre ved SuperBest. SuperHest kaldte vi det. Hvorfor var det sjovt? Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde fangede den joke. Men jeg grinede alligevel.

Jeg står af og går over vejen, forbi fritidshjemmene, først det nye, så det gamle. De er begge to lukkede nu. Der har vist været indbrud. Der er stadig rester af polititape og knuste flasker foran indgangen. Over for kirken ligger vores gamle skole. Den hedder noget andet nu, men den ligner sig selv. Det hele ligner lidt sig selv her på den forkerte side af Grenåvejen.

 

Dengang det hed Århus Sporveje, sæderne var runde og en børnebillet kostede 7 kroner // Foto: Dennis Kristensen
Dengang det hed Århus Sporveje, sæderne var runde og en børnebillet kostede 7 kroner // Foto: Dennis Kristensen

 

 

Bus 5A kl. 9.34
Engang tog du mig med hen for at plukke nødder ovre ved fodgængerovergangen. Jeg vidste slet ikke, at man kunne plukke nødder heromkring. Jeg havde aldrig plukket nødder før, og jeg har aldrig gjort det siden. Vi tog dem med hjem til din mor, der sad ved køkkenbordet og rullede smøger. Vi måtte pille alt det grønne af, før vi kunne knække dem. De smagte bedre end almindelige nødder. De smagte som noget, man selv har plukket. Du havde fjernsyn på værelset og TV3. Man måtte godt skrive på dine vægge. Du havde sådan en legetøjspapegøje, der kunne tale. Jeg var misundelig, men i længden var den bare belastende.

 

Bus 16 kl. 11.02
Kan du huske dengang i matematik, da vi skulle finde ud af, hvilken bil vi var? Man kunne for eksempel være en stabil og sikker Volvo eller en Ferrari, der accelererer hurtigt, men taber fart i længden. Vores lærer sagde, at jeg var ligesom linje 7. Havde mange stop og var ofte lidt sent på den, men kom altid frem til endestationen til sidst. Jeg ved ikke, hvad du var. Måske var du slet ikke nogen bil. Du kørte i hvert fald dit eget løb.

 

Bus 45 kl. 4.07
Jeg var til min første fest oppe i din fars lejlighed i boligblokkene. Jeg skulle være hjemme kl. 24. Vi sad fem-seks teenagere i en hjørnesofa rundt om et marmorbord. Du gav mig et glas med ren vodka. Jeg drak det, og de andre sagde: ”Wow!” Da jeg cyklede hjem, tænkte jeg på, om det var sådan, det var at være til fest.

 

Bus 1A kl. 23.14
Jeg kan huske, at vi stod i klassen og dansede til Spice Girls, da vi fik det at vide. Det var op til jul. Vores lærer kom ind og fortalte, at der var en, der var død. Hun fortalte også, hvordan han var død. Så vi kunne jo nok forstå, hvorfor du ikke var i skole den dag. Jeg havde aldrig hørt om nogen, der var død på den måde, og jeg har aldrig hørt om det siden. Jeg forstod godt, at han var kommet i dårligt selskab, men jeg forstod ikke, om han gjorde det med vilje. Dengang lagde jeg ikke rigtig mærke til det, men da du kom tilbage i klassen, tror jeg ikke, at du var noget barn længere.

 

Hun sidder i sin søsters køkken. De hygger sig. De tatoverer hinanden. Hun skal snart giftes. Hun har fået en lejlighed tæt på sin gamle skole. Hendes førtidspension er endelig gået igennem. Hun elsker sin hund.

Nede ved endestationen holder bussen. Den skal ind til byen. Skolen hedder noget andet, fritidshjemmet er lukket, og kiosken er skiftet ud med et pizzeria. Men det hele ligner alligevel lidt sig selv her på den forkerte side af Grenåvejen.

Og nu er bussen kørt.

 

Og stafetten sendes videre til…

Næste (modige!) skribent, som har taget udfordringen op, er Jacob Clausen. I kan således glæde jer til at læse hans artikel, som vil blive skrevet på baggrund af følgende tre benspænd:

 

 

Coverfoto: Amalie Patricia Mortensen