Shahrnush Parsipur, et kultmesterværk og en passioneret litteraturkritiker

Shahrnush Parsipur, et kultmesterværk og en passioneret litteraturkritiker

Det århusiansk-baserede LiteratureXchange er internationale litteraturdage med muligheden for at opleve store internationale samt danske forfattere i et dynamisk miljø mellem forskning og litteratur i spørgsmålet om internationale problemstillinger og forskellige utraditionelle aktiviteter. Det er kontrasten mellem debatskabende arrangementer og overraskende initiativer rundt om i bybilledet, der får Aarhus til at summe af litteratur i sommerens gode vejr. Som enhver anden litteraturentusiast med kærlighed og respekt for de skrevne ord er det en mulighed, jeg ikke ønsker at gå glip af.

Arrangementet sætter fokus på litteraturens potentiale gennem dialog om aktuelle, globale temaer. Er det muligt for litteraturen at flytte på verden? Kan den rykke på vores holdninger og sætte dem i perspektiv? LiteratureXchange udforsker netop, hvordan litteraturen udfordrer grænserne for vores selvforståelse og omverden. Det er intentionen om at gøre vores verden mindre og perspektivet større. Der er en masse spændende forfattere med villighed til at lukke os ind i deres forunderlige litterære skildringer. En af dem er Iranske Shahrnush Parsipur, der er aktuel med romanen Frie Oplevelser.

Shahrnush Parsipur udgav i 1990 kultmesterværket Kvinder uden Mænd, der blev oversat af dansk-persiske litteraturkritiker og oversætter Nazila Kivi til udgivelse i 2019. Romanen skildrer fem kvinder, der skal begå sig midt i det iranske statskup samt navigere i det moderne, islamiserede Iran. De kæmper mod deres manglende rettigheder, der er en konsekvens af deres køn. Det giver et barskt indblik i kvinders undertrykte position: en position, der er fortalt med en skævvridning af normaliteten. Dette litterære fænomen skaber således en stemningsfuld allegori om livet for iranske kvinder.

Efter udgivelsen blev Parsipur fængslet, og romanen blev bandlyst i Iran. Siden debuten har Parsipur skrevet både romaner og novellesamlinger, der har forårsaget problemer for hende i Iran. Hun har været fængslet flere gange for at være systemkritiker samt for ærligt og trodsigt at skildre den kvindelige seksualitet og derigennem udtrykke en moderne feministisk holdning. Det har samtidig resulteret i hæder og priser fra den vestlige verden for lige præcis den feministiske, litterære kamp og for at sætte et urokkeligt fokus på kvinders manglende rettigheder.

Død, revolution og forvandlinger – En introduktion til Shahrnush Parsipur

En tidlig mandag aften besøgte jeg Dokk1 til et arrangement afholdt af LiteratureXchange i forbindelse med Århundreds Festival: et arrangement med titlen Død, revolution og forvandlinger – Shahrnush Parsipur og fejring af det mislykkede liv. Det var en oplagt mulighed for en introduktion til en af Irans mest fremtrædende forfattere gennem kvinden, der oversatte hendes måske mest kendte litterære værk. Jeg havde på det tidspunkt hørt om Parsipur og hendes betydning for litteraturen, men jeg havde faktisk ikke læst Kvinder uden Mænd.

Som den planlægningsnørd jeg er, så faldt valget på at lave lidt research om Nazila Kivi inden arrangementet. I forhold til Parsipur ville jeg gerne overvældes af inspirerende ord om en forfatter, jeg endnu ikke rigtig havde et kendskab til. Det gav god mening, at Kivis repræsentation stod uden forbehold – at jeg bare kunne blive draget ind i en litterære verden uden den store mulighed for forudsigelighed og forventninger. Det var lidt af en udfordring for en kontrolfreak som mig, men det er jo netop nogle af forudsætningerne for litteraturens blomstring.

Nazila Ghavami Kivi er født og opvokset i Iran, men hun bor nu i Danmark. Udover at være litteraturkritiker og oversætter er Kivi essayist, kurator og ekstern lektor i kønsstudier og queerteori. Med sin sammensatte baggrund af kulturstudier, medicin og folkesundhed arbejder hun i krydsfeltet mellem videnskab, aktivisme og kunst i forhold til reproduktive rettigheder, kønsteori, afkolonisering samt minoritets- og kulturmøder. Desuden er hun medgrundlægger af og redaktør på kulturmagasinet Friktion. Men det er måske i lige så høj grad kombinationen af hendes faglighed og hendes personlige relation til Parsipurs litterære arv, der gør hende interessant som formidler af en litterære verden, jeg på ingen måde ellers ville have adgang til.

En relation til en litterær verden og oversættelsens betydning

Kivi introducerer os for Parsipurs forfatterskab på fornemmeste vis med engagement. Det er en introduktion, der omhandlede alt fra kvinder der bliver til træer, tager på feministiske sufi-vandringer til bohemer, der driver rundt om i Teherans gyder og forsøger at blive til sommerfugle: stærke historier om livsomvæltende vandring, forvandling og revolution. Der er en beundring af og relation til Parsipurs magiske verden, hvilket hun på intet tidspunkt lægger skjul på. Efterordene til Kvinder uden Mænd får genklang til arrangementet. Der er en længsel tilbage til en anden tid – en forbindelse til Parsipurs litterære forunderligheder.

De er begge fra Teherans gaders, og Kivi kan reflektere sig i minder om en have i Karadj – hvor man jo også finder den magiske have i bogen. Det magiske element ved hendes forældres have er med tiden blevet forstærket af netop forandring, og at stedet nu kun findes i Kivis erindringer om fortiden. Fantasien får muligheden for at få sit eget liv. Men hun kan altid vende tilbage til Parsipur og finde magien for et øjeblik. Det er jo også her kunsten at oversætte får en betydning, der kan mærkes. For Kivi bærer utvivlsomt på en kulturel arv. Oversættelsen kommer til at repræsentere nødvendigheden i at tage noget med fra det tidligere liv til det nuværende – det er et vilkår for den proces at flytte sig fra et sted til et andet uden en udviskning af identiteten.

Det begynder lige så enestående som værket kan siges at være. Kivi læser ordene med en lethed – det er rytmisk og poetisk. Der er en fortrolighed, som publikum endnu ikke kan tage del i. Men det fanger min opmærksomhed. Oplæsningen af den originale (censurerede) udgave er på alle måder dragende og nærmest tryllebindende. Jeg forstår ikke et ord, men det er også helt unødvendigt – det skaber en stemning, en sitren i luften, der bare bliver hængende. Forståelsen efterfølger og forunderligheden forbliver den samme, da hun med stolthed i stemmen læser ordene af sin egen oversættelse.

Kivi fortæller om det øjeblik, for godt et årti siden, hvor hendes blik faldt på den her lille, lyserøde bog med blåsorte ornamenter og den fascinerende persiske titel. Man kan som litteratur-entusiast ikke bebrejde hende for antagelsen om, at titlen er en reference og et iransk modsvar til Ernest Hemingways Men without Women (1927). Det har dog ikke været tilfældet. Men det vakte en følelse af nysgerrighed inden, at hun overhovedet havde åbnet bogen.

Det øjeblik fandt sted i en mindre flække af en industriby i det nordlige Tyskland, hvor et iransk ægtepar driver et idealistisk projekt i form af en iransk boghandel. Så hun lægger altid vejen forbi, når hun befinder sig i området. Det er en måde at forsyne sig selv med den nyeste litteratur fra Iran samt støtte nogens hjertebarn. Hun havde selvfølgelig ingen chance for at vide hvilken verden, der ventede hende – og alle os andre – med tiden.

Skønheden der skal med, gennemslagskraft på dansk og en sproglig tradition

På de her tidspunkter retter hun på bøgerne, der ellers ligger så fint på bordet foran hende. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er nervøsitet. Men min tanke er, at det må være et udtryk for glæden ved at have oversat Parsipurs værker. For hendes begejstring efter at have læst bogen på vej hjem i toget resulterede i, at hun begyndte at oversætte den mundtligt til hendes daværende kæreste, som ikke kunne persisk. Hun blev simpelthen grebet af oversættelsesprocessen, hvilket viser sig ikke at være særligt overraskende.

Vi sidder nemlig overfor en kvinde, der altid har fundet glæden ved at oversætte – også rigtig mange iranske popsange. Det handler om behovet for at få skønheden med over på dansk. Den her begejstring udviklede sig til en realisation om, at det her velskrevne værk simpelthen måtte oversættes. Det er tydeligt at mærke, at hun finder det dybt ærgerligt, hvis dansksprogede læsere ikke ville kunne få et indblik i Parsipurs magiske og forunderlige litterære verden på grund af sproglige barrierer og ikke et bevidst fravalg.

Hvis tanken om oversættelse af iranske popsange ikke er overraskende nok, så sørger Kivi for lige at understrege hendes evner til at levere det uventede. Hun fortæller med et grin i stemmen, at hun i forbindelse med oversættelsen af den nye bog her i efteråret skriver, at hun efterhånden ser Parsipur som en dansk forfatter. Jeg når lige at tænke, at jeg helt klart må have hørt forkert. Men hun forklarer, at det ikke har noget at gøre med nationalitet og ophørsforhold – altså alt det man benytter politisk. Hun gør det klart, at det handler om gengivelsen på dansk. Parsipurs skrevne ord, måden at bruge sproget på og den bevidsthed hun har; på en måde siver det ned ind i det danske sprog, og vi kan på en eller anden måde tænke sammen med hende. Det giver en vis gennemslagskraft på dansk, der ikke er til at betvivle.

Den her gennemslagskraft bliver forstærket af humoren, da Parsipurs helt tørre galgenhumor giver virkelig god mening på dansk. Vi er åbenbart rimelig habile til at opfange den type humor. Det er her, at referencen til død og forvandlinger bliver meget tydelig. For det iranske folk har haft døden og forvandlinger, eller forandringer hvis du vil, tæt ind på livet. Kivi pointerer med præcision, at den her humoristiske og distancerede måde at se død og katastrofe på således er blevet en inkorporeret del af retorikken. I forhold til Parsipur så mener Kivi, at forfatteren formår både at skille sig ud fra mængden, men samtidig bygger hun videre på en sproglig tradition. Det er en tradition, der på en eller anden måde oversættes godt til dansk.

Jeg er dog ikke helt sikker på relevansen af konceptet død. Det skyldes jo selvfølgelig nok min manglende læsning af hele grundlaget for arrangementet. Men det virker som om, at forvirringen står skrevet i mit ansigt med sorte streger. Det er i hvert fald sådan, det føltes. For Kivi fortsætter nemlig med at understrege vigtigheden af død som et prominent omdrejningspunkt i Parsipurs forfatterskab og store repertoire.

Queerteori, døden er ikke slutningen og dem i livets skyggesider

Parsipur voksede egentlig op i en middelklasse familie, men de endte alligevel med at leve under hårde økonomiske vilkår, da hendes far forlod moren og de tre børn for at arbejde i Sydiran. Men litteraturen har altid haft en prominent rolle. Hun lånte bøger hos den lokale købmand sammen med moren, også byttede de med hinanden og diskuterede bøgerne efterfølgende. Parsipur har simpelthen læst alt, hvad hun har kunnet finde.

Hun har desuden læst kinesisk filosofi og studeret i Paris. Så hun har en global bevidsthed, en kollektiv forståelse, og hun taler til os på mange niveauer. Hun har på rigtig mange måder arbejdet med den her kollektive bevidsthed, der er i kvindebevægelserne. Ifølge Kivi bliver Parsipur aktuel med den universelle måde at se på netop død og forvandling, hvilket er grundlæggende i forhold til hendes feministiske skrift.

Kivi påpeger dog, at Parsipur ikke vil kendes ved at være feminist. For i hendes måde at se verden på er kvinder ikke bedre end mænd – så det vil hun ikke have noget at gøre med. Desuden har hun heller ingen intentioner om at deltage i analysen af hendes værker. Kivi forstår det på dén måde, at det har en relation til feminismens udvikling fra at være et middelklassedameprojekt nogle steder til allemandseje. Parsipur er netop bevidst omkring de her ting, den her kollektive feministiske bevidsthed. Men hun tager muligvis afstand fra det for ikke at blive kategoriseret, og fordi hun ikke kan identificere sig med den romantiske typificering af måden, kvinder ses på.

Hendes læsning af Parsipur som queer bunder i idéen om et frontalt opgør med kønnenes hierarki – det handler ikke om, at der ikke må være forskel. Det handler om, hvordan den her forskel bliver forvandlet. Der er et hierarki, et køn der bliver set som mere værd end det andet. Kvinder uden Mænd er et exceptionelt eksempel, blandt andet på baggrund af storylinen omkring Mahdokht. Hun har lysten til at få børn, men hun kan samtidig ikke holde tanken om seksualitet ud – hun væmmes ved det.

I stedet hacker hun sig vejen frem til reproduktion ved at blive til et træ, hvilket forplanter sig dybt i jorden og kaster en masse frø af sig. På den måde bliver hun mor alligevel med en metode, dét at sprede frø, der ofte er forbundet med maskulinitet. Parsipur formår således at endevende kønsrollerne. Forfatteren provokerer også ved at ophøje den prostituerede til lys – hun føder en ren, hvid linje, som omslutter hende. Hun har endelig det hårdeste liv, men det går hende bedst. Hun går fra at være den mest ringeagtede i det patriarkalske samfund til at være det mest ophøjede.

Det er her, vi vender tilbage til døden. For Parsipur ser en forbindelse mellem død, bevægelse og forvandlinger. Parsipurs forhold til død handler også om, at død ikke er slutningen – altså tit bliver død en trædesten til andre verdner, til en forvandling. Det er eksemplificeret gennem karakteren Munes, der genopstår – endnu en af Parsipurs måder at endevende det patriarkalske samfund. Under normale omstændigheder vil man dø, men den her karakterer skal da, i hvert fald litterært, have en chance til.

Hendes forhold til død handler jo også om, at hun ser dét at bevæge sig fra den ene tilstand til den anden som en stor katalysator for udvikling. Hun skaber optakt til noget spektakulært, men kun det ordinære opstår. Hun interesserer sig for dem, der lever i livets skyggesider – hun interesser sig for det ordinære og ikke nødvendigvis vellykket. Der er en interesse for det, der dør og forvandles. Det er kvinderne uden den traditionelle succes, der havde de bedste tilværelser. De andre har liv, der hverken er gode eller dårlige. Det er hverken koldt eller varmt – det gik bare.

Kivi formår også lige at forbinde det til nuet. Hun referer til en karakter uden navn, der ikke vil have det velorganiseret og tilrettelagte liv. Det udfordrer den kapitalistiske logik med konstant vækst, hvilket kan relateres til overvejelserne i vores tid set i forhold til klimakatastrofer, og hvorvidt den kapitalistiske model er den rette for fremtiden. Samtidig vender Kivi opmærksomheden tilbage på dyrkelsen af netop død og bevægelse. Det der er så centralt i Parsipurs forfatterskab, handler jo om bevægelse – især kvinders bevægelse. Kivi præsenterer en referenceramme, der kan rumme både Parsipurs litteratur og MeToo-bevægelsen på grundlaget, at den feminine mobilitet er konstant under angreb.

Men kvinderne i Parsipurs bøger bevæger sig hele tiden, og Kivi har valgt at læse hende som en feministisk sufi-forfatter, da sufismen handler om den evige vandring. Den evige søgen efter sig selv, der normalt er forbeholdt mænd. Det er samtidig omfattet af en kontrast, en uligevægt af fokus, hvor seksualitet nærmest er uundgåeligt i relation til kvinder. Man har helt andre billeder i hovedet af gadens kvinde.

For Parsipur er fuldstændig seksual frihed og ligestilling for kvinder essentiel for, at kvinder også vil opnå social og politisk ligestilling. At kroppen er så central. Og det er også derfor, at hun på mange måder beskæftiger sig med den kvindelig krop, og dens forvandlinger, i hendes romaner. Kivi understreger med nøjagtighed, at man kan læse Parsipur som en, der beskæftiger sig med kvinden – altså som begreb. Kvinden som et identitetstab i og med kun at blive gjort til kvinde – kun at blive defineret som køn. At blive begrænset i at kunne gå og være i verden som sig selv og ikke som repræsentant for det kvindelige og det feminine.

LiteratureXchange 2022

Der er blevet gjort tid til spørgsmål efter den her beundringsværdige introduktion til en forfatter med en fundamental bevidsthed og et forfatterskab med samfundskommentar til kønsrollerne. Men det store spørgsmål er vel, hvorvidt det her arrangement har formået at gøre min verden mindre og perspektivet større? Hvor meget kan litteraturen gøre på få øjeblikke, på mindre end en time? Litteraturen skal kun bruge et enkelt øjeblik på det rette tidspunkt – det er jeg på alle måder overbevist om. Det har jeg med mit litteraturhjerte altid ment, men jeg er uden tvivl blevet bekræftet i det. For Kvinder uden Mænd er et eksempel på, når den litterære kunst er gjort med øje for lige præcis at rykke ved noget og med øje for detaljerne. Men i virkeligheden er det måske rigtig, hvad de siger. Maybe you should have been there – og det kan du da komme! Shahrnush Parsipur kommer forbi Aarhus d. 18. juni til en samtale med netop Nazila Kivi. Så gør dig selv en tjeneste og få bestilt den billet. Det kan du gøre lige her.

 

 

Skriv en kommentar