Kan du mærke det? Du mangler kun ét juletræ på skrabekalenderen, julegaverne er  lige ved at være i hus og snart går turen hjem til familien, hvor flere dages julehygge venter. På litteraturredaktionen er vi klar til indendørs julehygge, og vi ved lige præcis, hvad vi skal kaste over. Men ved du det? Hvis ikke, kommer her fem gode bud fra vores skribenter på, hvad du skal læse i den søde juletid. Rigtig god læselyst og glædelig jul fra litteraturredaktionen. 

 

Katrine anbefaler:  Rødby-Puttgarden.

Forfatter: Helle Helle.
Pris: 119,95 kr.

Den danske forfatter Helle Helle udgav i 2005 bogen Rødby-Puttgarden, der skildrer søskendeparret Jane og Tine og deres liv i udkantsbyen Rødby på Lolland. De bor sammen i en lejlighed efter deres mors død, og arbejder begge i parfumeafdelingen på Rødby-Puttgarden-færgerne. Bogen er sat sammen af erindringer om livet før morens død, direkte konversationer mellem karaktererne og detaljerige beskrivelser af søstrenes banale hverdagsliv. Ikke meget finder sted, men med Helle Helles skrivestil bliver det umiddelbart indholdsløse liv gjort indholdsrigt. Jeg måtte flere gange trække på smilebåndet under læsningen, der på én og samme tid er opmuntrende og trist. Bogen giver nemlig et indblik i, hvordan det aldrig er helt muligt at undslippe fortiden. Den følger med én og bliver en del af både nutiden og fremtiden. Fortællingen skildrer det farlige ved at hænge fast i fortiden, men samtidig det smukke ved aldrig at glemme den. En anbefalelsesværdig bog, som sirligt portrætterer livets banalitet.

 

Caroline anbefaler: Mr. Y’s forbandelse.

Forfatter: Scarlett Thomas.
Pris: 199 kr.

Hovedpersonen Ariel Manto er ved at skrive en ph.D. om tankeeksperimenter med fokus på forfatteren Thomas E. Lumas, og finder tilfældigvis en udgave af hans mest sjældne bog, som siges at være forbandet. I denne bog står en opskrift skrevet, en opskrift som giver adgang til det, der bliver navngivet Troposfæren – et sted, hvorfra man får adgang til alt levendes bevidsthed. Romanen bliver en manifestation af videnskabelige og filosofiske spørgsmål, der overgiver sig fra et hypotetisk plan til en stor metafor. Bogen er i sig selv et tankeeksperiment, der skubber til tid, rum og bevidsthed på en meget elegant måde. Det lyder kompliceret, men Scarlett Thomas gør det let at være en del af denne verden, hvor handlingen som sådan ikke er den egentlige drivkræft, men en måde, hvorpå de filosofiske tanker bliver manifesteret. Genren er svær at fastslå, men ligger et sted mellem fantasy og science fiction, spænding og filosofi, men til dem, der ikke nødvendigvis er til disse genrer. Det betyder, at man enten elsker eller hader denne roman, som i den grad tør bevæge sig rundt mellem filosofi, kvantefysik og videnskab, som en fantastisk legeplads for fiktionen.

 

Niels anbefaler: Today I Wrote Nothing.

Forfatter: Daniil Kharms.
Pris: 160 kr

En litterær portefølje af den russiske futurist, avantgardist og børnebogsforfatter Daniil Kharms’ skriverier fra de tidlige tumultariske år i et ungt sovjetisk Rusland. I Kharms’ litterære virkelighed er nonsens rigtigt og korrekt, og der stilles altid spørgsmålstegn ved fortællerens autoritet. For hvad kommer egentligt efter 6? 7 eller 8? En brækket kæbe på et barn skal i én fortælling til for at afslutte en diskussion om tallenes rækkefølge. I en ganske anden slår en forkvaklet og talentløs forfatterspire en ældre dame ihjel for at komme igennem dagen, mens al tidslighed opløses. Måske skal vi bogstaveligt talt vende fortællingen om vores egen verden på hovedet? Følg en pebernødopskrift i omvendt rækkefølge, gå baglæns gennem strøget eller læs lidt Kharms. Kom grublende, grinende og tilpas forarget igennem julen med denne fantastiske samling af kortprosa, poesi, drama og en enkelt novelle.

 

Thea anbefaler:  Samtaler med venner.

Forfatter: Sally Rooney.
Pris: 160 kr. 

Den irske Sally Rooney har skrevet sin debutroman Samtaler med venner, der er en intellektuel og humoristisk chick-lit, som rammer særligt det unge segment, da Rooney selv kun er 27 år og vandt “Sunday Times Young Writer of the Year 2017”. Romanen følger den litteratur- og kulturinteresserede Frances på 21 år, der bor med sin ekskæreste og bedste veninde Bobbi. Trods Frances kloge hoved, har hun svært ved at lytte til sit hjerte. Hun bliver rodet ind i et kærlighedsforhold med den ældre og allerede gifte Nick, hvis intellektuelle baggrund også rummer en form for stimuli. Det bliver en historie om usikkerhed og uforløst kærlighed, der bliver gjort genkendelig gennem skarpe fragmenter af SMS-korrespondancer, der både er humoristiske, levende og hjerteskærende. Rooneys roman formår at drage virkelighedsnære paralleller til de, der ligesom Frances, gennemgår en 20’er krise – og i al forvirring render rundt i kriser af kærlighed og karriere. Det er den perfekte bog til juleferien, hvis man har brug for at løsrive sig eksamens tunge læsestof, men stadig har brug for at holde hjernen lidt i gang.

 

Birgitte anbefaler: And the hippos were boiled in their tanks.

Forfatter: William S. Burroughs og Jack Kerouac.
Pris:
119,95 kr.

Hæsblæsende hurtigt og i et anfald af ungdommeligt udødelighed flakker det 20. århundredes dandyer rundt i New Yorks gader i en rus af jazz og morfin. And the hippos were boiled in their tanks tager læseren med til 1940’ernes New York, og er på mange måder et fantastisk indblik i USAs aspirerende kunstnermiljø under krigen. Romanen veksler mellem de to fortællere, Mike Ryko (Kerouac) og Will Dennison (Burroughs), men dens egentlige hovedpersoner er den unge, smukke Phillip Tourian og den betydeligt ældre Ramsay Allen. Allen har i årenes løb udviklet en forelskelse i Phillip, der grænser til regulær besættelse, hvilket er udgangspunktet for bogens handling. Phillip og Mike forsøger således at håndtere problemet ved at flygte fra New York. Intentionen er at melde sig til forsvaret og derved sikre sig adgang til Europa. Problemet er bare, at dette ikke er så nemt, som Mike tror, hvorfor en stor del af romanen mest går med ventetid: karaktererne drikker, diskuterer og driver rundt i byens gader – og det er i disse situationer, at bogens litterære kvalitet ligger.  And the hippos were boiled in their tanks er skrevet i samarbejde mellem de to beat-forfattere Burroughs og Kerouac i 1945 (publiceret i 2008). Bogen er ikke udkommet på dansk, men er letlæst.