Selvom den århusianske litteraturfestival LiteratureXchange er aflyst i år, skal vi ikke snydes for hele programmet. Nogle af arrangementerne afvikles nemlig online. Et af dem var forelæsningen “Litteratur i brug i krisetiden” med professor i dansk litteratur Anne-Marie Mai. Forelæsningen blev streamet live, og VINK så med.
Som enhver anden Aarhus-baseret litteraturnørd glædede jeg mig til, at den internationale litteraturfestival LiteratureXchange skulle løbe af stablen. Den planlagte festival med litteraturtalks og oplæsninger blev aflyst pga. corona, imens noget af programmet overgik til stream (Thank God for internettet). En af de begivenheder var Anne- Marie Mais forelæsning “Litteraturen i brug i krisetiden”.
Litteraturen (og kunst generelt) skal altid legitimere sig selv og argumentere for sin egen eksistensberettigelse. I sit foredrag undersøger Anne-Marie Mai netop litteraturens eksistensberettigelse med afsæt i coronakrisen. Temaet er både spændende og relevant, men jeg har lidt svært ved at finde begejstringen frem. Computerskærmen mangler så meget af det, som er fedt ved at gå til litterære arrangementer: de fremmødtes forventningsfulde hvisken i krogene, de kolde øl, følelsen af faktisk at være til stede i et rum med nogle mennesker, man deler oplevelsen med.
Litteraturens anvendelighed
Mais forelæsning har udgangspunkt i forskningsprojektet “Uses of Literature”, eller litteraturen i brug. Som det også fremgår af titlen, er projektets udgangspunkt at undersøge litteraturens anvendelighed. I kølvandet på corona kunne man spørge til, hvordan man bruger litteraturen i krisetider. Flygter vi væk i bøgernes verden, eller bruger vi dem til at forstå vores egen? Vi bruger litteraturen, så snart vi læser den, men litteraturen har også en mere konkret anvendelighed. Medicinstuderende på Syddansk Universitet kan eksempelvis tage et fag, hvor de læser litteratur med det formål at blive mere lydhøre over for deres patienter.
Litteraturnes domæne har således udvidet sig så meget at det, ifølge den franske litterat Denis Hollier, ikke længere er interessant at spørge, hvad litteraturen er, men snarere, hvad den ikke er. Litteraturen kan ikke, ifølge den engelske litteraturforsker Rita Felski, holdes fast. I stedet allierer bøgerne sig med alt muligt uden for sig selv. Som eksempel nævner Anne-Marie Mai, hvordan en af Lars Skinnebachs digtsamlinger allierer sig med læseren i kampen for klimaet. Helt konkret bestod alliancen i, at læseren ved købet af bogen skulle skrive under på en kontrakt, hvor vedkommende lovede at leve vegetarisk for klimaet. Bogen kan også alliere sig med virkeligheden, som det er tilfældet i autofiktive romaner som Leonora Christina Skovs Den der lever stille (2018), hvor romanen trækker på forfatterens liv.
“Mere skulle der ikke til for at afsløre vores skrøbelighed”
Med udgangspunkt i det ovenstående kan man undersøge, hvordan litteraturen bliver brugt under eksempelvis coronakrisen. Hvordan bruges litteraturen? Hvilke alliancer skaber de bøger, der forholder sig til krisetiderne med virkeligheden og deres læsere? Med traditionen, andre kunstarter og medier?
Under corona er det piblet frem med nye litterære og kulturelle initiativer, som bevæger sig på tværs af alle mulige skel. Som eksempler nævner Anne-Marie Mai, hvordan Dagbladet Information har offentliggjort coronadigte. Overskriften på dette afsnit stammer fra et digt af Klaus Høeck, hvis formål det er at sætte ord på situationen og vores egen reaktion. Et andet eksempel Anne-Marie Mai nævner er en challenge på de sociale medier, hvor man skulle poste syv bogomslag uden nogen medfølgende tekst eller beskrivelse.
Jeg kunne i øvrigt nævne et hav af andre tiltag såsom Caspar Erics coronadagbog (dagbogen blev sidenhen overtaget af Knud Romer og kan findes på Podimo), teaterstykker af blandt andre Thomas Korsgaard, Christina Hagen og Madame Nielsen skrevet til Teater Republique, Det Lilla Rums daglige Digtfix på Instagram og meget, meget (MEGET) mere. Og det er i øvrigt bare, hvis man holder sig inden for litteraturens verden. Det er selvsagt ikke kun litteraturen, der forholder sig til krisen men også alt andet kunst.
Litteratur i krisetider
Coronakrisen er ikke den eneste slags krise, Mai fortæller om i sit foredrag. Hun kommer også igennem to andre hhv. den eksistentielle krise og krisen i et større samfundsmæssigt perspektiv. I gennemgangen af de to fokuserer Mai på, hvordan de kommer til udtryk i litteraturen.
Med udgangspunkt i Naja Marie Aidts bog Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog, skriver Aidt om sorgen ovenpå tabet af sønnen Carl. I bogen opstår der et sorgfællesskab på tværs af tid igennem citater fra blandt andet Inger Christensens værker. I Klaus Lynggårds digtsamling Personfølsomme oplysninger skriver forfatteren om kemoforløb og kræftbehandling. Her handler det om at komme så tæt på det grimme og skrækindjagende som muligt. Det er sådanne bøger, man blandt andet kan læse på medicinstudiets litteraturfag, men der er også en diskussion inden for litteraturforskningen om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt at læse tematisk, bare fordi man har med kommende læger at gøre.
I forhold til den større samfundsmæssige krise tager Mai udgangspunkt i velfærdstaten. Velfærdstaten muliggør en frigørelse fra samfundets traditioner og normer, men der er også en krise i denne frigørelse, fordi traditionen trods alt er et fast holdepunkt. Som eksempler på denne krise nævnes Molly Balsbys digtsamling Ponyprivilegiet, hvor en ung kvinde lider af fobi for at blive voksen. I Jamal Bendahmans Ash-Shaheed (vidnet) er en ung mand i krise over ikke at høre til nogen steder.
Interesseret i mere?
Har du lyst til at dykke yderligere ned i litteraturens brugspotentiale? Så kan du lytte til Kraniebrud på Radio4, hvor Anne-Marie Mai fortæller om kriselitteratur. Du kan finde programmet under titlen “Kriselitteratur” her.
//Coverbillede: Amanda Aviaja.
