Coronaepidemien har længe tvunget os til at holde afstand til hinanden, og sociale sammenkomster føles efterhånden som en by i Rusland. Men der er stadigvæk lang tid til vi igen kan kramme og danse, så hvis du endnu ikke er gået i gang med et godt stykke litteratur, så er tiden til det nu. VINK guider dig her i gennem noget af det bedste epidemi-litteratur. God læselyst!

Litteraturen er fyldt med sygdomsudbrud, epidemier og virus, så der er nok at tage fat på. En epidemi bringer samfundet i undtagelsestilstand, og det gør os opmærksomme på livets skrøbelighed. Men lige så altødelæggende og brutal, som epidemien er, lige så stor en mulighed for fornyelse er den. Når sygdommen rammer og krisen udspiller sig for øjnene af os, kan litteraturen få os til at stille de vigtige spørgsmål. Hvad er vi villige til at give afkald på og for hvem? Hvor langt vil vi gå for andre mennesker, når det virkelig spidser til? Netop disse spørgsmål bliver vendt og drejet i de følgende værker, og vi håber, det kan give lidt stof til eftertanke, inden vi ses på den anden side igen. God læselyst!

Pesten af Albert Camus

Den over 70 år gamle roman Pesten sælger i øjeblikket som varmt brød verden over. Bogen er skrevet lige efter 2. Verdenskrig, men handler uhyggeligt meget om dét, vi som samfund går igennem lige nu. I bogen beskrives det, hvordan et samfund lukkes ned i forsøget på at komme pesten til livs, og hvordan mennesket forsøger at opretholde normalitet på trods af isolation (lyder det genkendeligt?). Bogen sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket kan forblive empatisk og værdigt, når sygdommen og epidemien raser. En barsk, men fantastisk læseoplevelse.

Dekameron af Boccacio

I Dekameron fra 1353 tager ti unge mennesker væk fra den pestbefængte storby Firenze. De flytter ud på landet og for at holde humøret højt skiftes de til at fortælle hinanden historier. Resultatet er 100 fantastiske historier, der udover at underholde, beretter om, hvordan historiefortællingen er en modgift i krisetider. Dekameron er en absolut klassiker, og man må ikke lade sig skræmme af det støvede årstal. Historierne er stadigvæk lige humoristiske, overvældende og spændende.

The Walking Dead af Robert Kirkman og Tony Moore

Du kender måske til TV-serien af samme navn, men The Walking Dead er faktisk originalt en amerikansk tegneserie. Den foregår i en postapokalyptisk verden, hvor alle mennesker er blevet smittet med en sygdom, der gør at alle bliver til zombier, når de dør. Tegneserien følger, ligesom TV-serien, politimanden Rick Grimes og hans farefulde færd i kampen om at genvinde et normalt liv på trods af “the walking dead”. Og selvom den temmelig morbide serie gør sig godt på TV, så er zombierne nærmest endnu mere frygtindgydende og klamme, når de er tegnede af kunstneren Tony Moore. Der er 32 hæfter at gå i krig med, og tegneserien kan købes hos vores egen Stribeladen på Jægergårdsgade.

Inkubationstid af Mads Mygind

Er zombieepidemien alligevel lidt for langt fra din hverdag i isolation (heldigvis!), så kan du starte med et digt, der er direkte relaterbart til coronapandemien. Den aarhusianske forfatter Mads Mygind har nemlig skrevet et digt, der handler om at blive far midt i coronakrisen. Mens han søn blev født, blev de første corona-mistænkte patienter fløjet ind på Aarhus Universitetshospital, og den lille ny bliver født ind i en verden under forandring. Hør Mads Mygind læse digtet op her.

 

Coverbillede: Grete Mo