BOGANMELDELSE: Jeg har læst skrivegruppernes antologi, ”Den som er fremme”, 2014. Stemmerne fra Godsbanen har fået liv i en samling tekster, der handler om alt fra et ikke helt almindeligt besøg hos luderen til et muligt besøg i Berlin.
Hvad går skrivegrupperne og selve projektet, ”en antologi” for stemmerne ved Godsbanen, ud på?
Skrivegrupperne er en slags kritikgruppe, hvor forfatterspirer kan mødes for at læse og give kritik på hinandens tekster. Der kommer alt fra mere eller mindre etablerede forfattere til folk, som lige har kastet sig ud i ’det at skrive’.
Det foregår på en meget uformel måde, hvor alles meninger bliver respekteret og taget i betragtning uanset ”kulturel-status”. Man kan evt. ansøge om at blive en del af skrivegruppernes gruppe på Facebook og/eller Litteraturcentret på Godsbanen. Selve antologien er et udtryk for nogle af de tanker og tendenser, der er i den aarhusianske litterære-undergrund anno 2014 i miljøet omkring Godsbanen.
Mini-anmeldelse af de enkelte forfatteres tekster
Alice Aagaard:
”Destination” er en blanding af noget surrealistisk og realistisk; en sær (i ordets bedste forstand) sammenblanding mellem nutid, fremtid, virkelighed og teknologi. Sproget er fokuseret, detaljerig og fortællingen er veldrejet, ment på den måde, at plottet driver læseren godt frem, uden at man gætter det hele. Hvad der synes at være en almindelig køretur for Robert op til sin ven Claus, viser sig at være alt andet end netop dette. Jeg får lyst til at læse mere.
Allan Lillelund:
”Besøget” er en grotesk lille fortælling om Alberts besøg hos en luder. Sproget er både sjovt og fængende, samtidig med, at der gemmer sig en dybere alvor i selve fortællingen. De neurotiske træk ved Albert fungerer godt og virker både gennemtænkte og realistiske; og de peger samtidig ud over de konkrete forhold mand og prostitueret imellem – efter min vurdering peger de nemlig også ud mod en kønslig forvirring og usikkerhed i et bredere perspektiv mand og kvinde imellem. ”Besøget” kunne sagtens være et afsat til en større sammenhæng – på mange måder minder det om et kapital fra en roman.
Camilla Engkjær Laursen:
”Paula” er en lille og småpervers fortælling, om Pawta og hendes mand Mogens. Det minder meget om en hverdagssituation, med det twist, at den sproglige barriere udgør en psykologisk udfordring for Pawta, som hun måske har svært ved at udtrykke. Sproget er meget minimalistisk, hvilket fungerer godt i denne slags hverdagsrealisme.
Jan H. Hansen:
”Anmeldt pakke” er på mange måder en historie om sproget; hvordan det kan bruges og hvordan det opstiller minderne i små kategorier med mærkater som fx gode eller dårlige. Idéen er ret interessant; jeget får, udfra et navn på den pakke han skal aflevere, trukket tråde tilbage til noget, der engang er sket og frem mod noget, der måske kunne ske. Dog kan historien virke lidt overfladisk og somme tider er sproget lidt redundant.
Johanne Sand-Nielsen:
”Det blå ishus” handler om to søstre og deres mor. Skrivestilen tager udgangspunkt i hverdagsrealismen, og som læser sad jeg og søgte mod hændelsen, forandringen, der normalt kommer i større eller mindre grad; der var flere gange i løbet af den korte historie, hvor jeg nåede at tænke: ”så er det nu,” men den udeblev desværre.
Julie Lykke Storm:
”Eget værelse”, ”Sporskifte” og ”Lad mig ikke gå forbi” er tre forskellige digte, der alligevel har en del tilfælles. Især det første digt, ”Eget værelse”, skaber en række gode billeder som fx ”væggene er søer”, der længe efter endt læsning stadig fascinerer pga. væggenes normale fasthed og tryghed. To egenskaber en sø normalt ikke har, og væggene mister dem også i digtet.
Karen Bek-Pedersen:
”Septembernat” er en fortælling om undergang og overlevelse. Historien er delt i to; det, der sker for øjnene af fortælleren og hendes tankers vandring til en vandretur i Lapland – og tankerne om Ragnarok. Selve idéen er egentlig ret god, men der mangler en sproglig nerve i selve fortællingen; beskrivelserne af næsten at drukne og verdens undergang bliver underligt overfladiske. Ment på den måde, at hvor der er meget på spil i historien, kan sproget desværre ikke helt følge med.
Katrine Lund Sørensen:
”Berlin” er et kort digt på otte vers samlet i en strofe. Teksten udtrykker en spænding mellem at rejse et sted hen på en direkte eller indirekte måde – den lige vej eller vejen fyldt med omveje – fordi jeg’et er ubeslutsomt omkring du’ets potentiale. Sprogligt fungerer digtet godt, men som læser ville jeg dog gerne have haft et par digte mere, enten som uddybning eller kontrast. Digtet står efter min mening fint alene, men ville have stået bedre i en form for sammenhæng fx som en proces eller et forløb.
Kim Karmark:
”Jeg vil så gerne tale med dig” er en intensiv fortælling om et jeg, der ikke kan få fat på sin tidligere kæreste/kone/elsker, som tidligere har ringet. Der sker ikke specielt meget i historien, men det er faktisk helt fint; det velskrevne og detaljefikserede sprog bærer læseren igennem jeg’ets neurotiske fortabelse sat op af en række paradokser i jegets erkendelser.
Louise Randers:
”Madame Celine” er en historie om en BH. Vi befinder os i en normal verden, men vi ser det fra BH’ens synsvinkel. Der er to plot twists undervejs, hvor jeg blev overrasket begge gange. Personligt mener jeg, at det surrealistiske aspekt i synsvinkel, kunne være blevet sat endnu mere i scene; historien er i sig selv grotesk, men hvis fortællervinklen havde fået en større rolle, kunne historien være blevet endnu mere interessant.
Lena Hesager:
”Pigen de kaldte Knekht” er en barsk historie om en familiesplittelse, der bliver mere og mere tydelig som fortællingen skrider frem. Der bliver måske dvælet lidt for meget ved øjeblikkene og bilturen hjem; men klimakset kommer, og der er bestemt potentiale i fortællingen om ”Knekht”.
Marie Knudsen:
”Ritual” er bygget op som et klassisk overgangsritual: adskillelse fra det gamle liv, overgangen til det nye og indtrædelse i dette nye. Ritualet er dog uden de religiøse aspekter, i stedet følger vi en menneskelig renselse, en slags gentagelse om man vil. Sproget er iagttagende og præcist, hvilket fungerer godt i denne kortprosastil, hvor vi som læsere bliver taget med ind i et øjeblik. I ”Ægtefæller” er sproget nøgternt og man kan fornemme stemningen, selv i de store og triste øjeblikke, ved at være ægtefæller på godt og ondt, også selvom der ikke bliver dvælet ved detaljerne i karakterernes udvikling.
Nanna Westergaard:
”Jeg taler” er et digt, hvor et jeg, du og vi ikke stemmer overens: ”Vi taler / som fremmede.” Der er mange sammenligninger, hvilket bliver tydeliggjort af jeg’ets egen konstatering af, at der er tale om sammenligninger og ikke metaforer. Digtets idé er egentlig meget fin, men jeg mener, at det ville gavne hvis det var blevet skrevet mere ud, hvis scenen blev trukket ud (ikke langtrukket), så den endelige konklusion med menneskets grundtilstand var blevet mere underbygget, inden den afslutter digtet (vil ikke spoile ved at skrive denne konklusion her).
Poul Lynggaard Damgaard:
”Stærke forbindelser”, ”Steppeskjul” og ”Søens leg i landskabet” er tre digte, der indkapsler Pouls stil som digter; et fragmentarisk landskab af billeder og følelser, som kan være svære at blive en del af, medmindre man genlæser digtene mange gange. Og, når man gør det, får man også noget rigtig fint ud af dem. Men det kræver den rette nøgle af åbne døren ind til en forståelse af hans digte, som fx ”Papirets lydløse rum / er skjult i faldet, / når hundehalsen / strækkes ud over / skrænten.”
Sabine Thybo:
”Gokke” er en fortælling om en rastløshed, der kan ramme alle mennesker: at vi pludselig tager et sted hen og farer vild der, uden helt at vide hvorfor vi kom der i første omgang. Der er en stor humor i skriften, hvilket fungerer godt, men det er alligevel sætninger som ”Så længe vi sugede natteluft ind, var vi ét midt i et smukt hukommelsestab”, der fungerer bedst. Måske ville jeg også ønske, at det stille kaos, der hele tiden ligger under overfladen i fortællingen, fik lov at springe ud i fuldt flor.
Therese Helga Emborg:
”Jeg husker”, ”Hjørring jernbanestation” og ”Rusland” er tre ret forskellige digte, der dog har et fælles tempo over sig. Tempoet er skruet helt ned, på en interessant måde, som om lige meget hvad der står, kan det læses med samme toneleje. Digtene fungerer på den måde. Der er også en underspillet humor i digtene med fx ”En mand råber opstemt over gaden / til en anden / der ivrigt voldtager et busstoppested / prøver at holde varmen.”
Samlet vurdering
PLUS: Generelt er samlingen velskrevet. Man kan som læser mærke, at forfatterne er en del af Godsbanens skrivegrupper og teksterne derfor har fået kritik. Et plus kan også siges at være, at teksterne er rimelig tilgængelige, de har en bred målgruppe, og det vælger jeg at se som noget positivt. Nogle af forfatterne springer mig i øjnene som fx Kim Karmark & Marie Knudsen med deres skrivestil, Allan Lillelund med sin idérigdom & Alice Aagaard med sin lidt surrealistiske-hverdagsrealisme.
MINUS: En del af teksterne bliver næsten for tilgængelige, ment på den måde, at de ikke rigtigt vil noget. De er velskrevede og velredigerede, men de har en tendens til at virke overfladiske (fx en manglende hændelse eller intet paradoks). Der er, på trods af skrivegruppernes møder, stadig en del formelle- og sproglige fejl, desværre.
SAMLET: Det er bestemt en antologi, der er værd at læse, om ikke andet så for at se, hvad der rører sig i den århusianske litterære undergrund. Og det vigtigste at have for øje, når man læser antologien er, at man får en række forskellige tekster i hånden, der viser et potentiale hos den enkelte forfatter, som bliver mere eller mindre forløst allerede nu hos nogle, mens andre stadig har en del at arbejde med.
Hvad: Antologi m. lyrik og prosa, 142 sider.
Hvem: Radaktør: Jakob Holm (Forlaget Trykværket), Grafisk design: Karin Hald & tekster v. Skrivegrupperne.
Hvor: Skrivegrupperne v. Godsbanen.
Hvorfor: Fordi teksterne er et udpluk fra den århusianske litterære undergrund/vækstlag.
Mønt: 129 kr. fx via Saxo
