Så var den der – og lige så hurtigt væk var den igen: Litteraturfestivalen LiteratureXchange bød på et væld af arrangementer, paneldebatter og happenings i juni måned, hvor vi var til litterær samtale med den verdenskendte forfatter Herta Müller. Aftenen bød på et indblik i Müllers helt særlige syn på menneskets natur – på både godt og ondt:

 

Ytringsfrihed er en fundamental menneskerettighed.

Men hvad sker der, når man bliver bundet på hænder og fødder i forhold til, hvad man må sige – og hvordan kan litteraturen bruges som modangreb?

I Danmark bryster den almene befolkning sig af tanken omkring at kunne sige præcis, hvad de har på sinde; Det kan føre til et et par rap over fingrene i digitalt henseende eller med frigjort spalteplads for sønderlemmelsen af udvalgte personer i medielandskabet – men derudover ikke det store drama.

Dog ingen offentlige tungeafskæringer, ingen forceret censur.

Under dette års LiteratureXChange – Aarhus’ nye internationale litteraturfestival – blev fokus præcis rettet imod spørgsmål omkring litteratur og grafiske udtryksformer, hvor undertrykkelser i samfundsregimer, flugt fra hjemlandet og menneskets skyggeside alle var nedslagspunkter i to af de talrige arrangementer, som blev afholdt.

Mødet mellem Europas fortid under nazistisk og rumænsk dikatur og de nutidig gældende arabiske tilstande spejlede sig ufrivilligt i hinanden i to forskellige litterære samtaler befriende uafhængigt af hinanden efter min mening, som skete, da tegneserietegnerne Halfdan Pisket, Khalid Albaih, Jopseh Kai og den verdenskendte forfatter, Herta Müller, deltog i festivalen.

 

Skyggesiden af mennesket og naturen i Herta Müllers univers

Det var erfaringer mærket på egen krop og sjæl, som Nobelprismodtager i Litteraturprisen tilbage i 2009, Herta Müller, bragte med sig til Aarhus i egen person. Værkerne i forfatterskabet kredser gennemgående om systemkritik, diktaturets natur, undertrykkelse og forfølgelse som modsvar på Ceausescus totalitære Rumænien. I en ung alder blev Müller selv kategoriseret som statsfjende, fordi hun nægtede at samarbejde med Securitate, det hemmelige rumænske politi. Som resultat måtte hun flygte til Vesttysklands DDR.

Arrangementets undertitel – Eksistensens mørke og menneskets ondskab – var således også indfaldsvinklerne til samtalen, som fulgte med vidnesbyrdets tunge alvor i den metaforiske rygsæk. Gråsprængte baghoveder lyttede andægtigt på rad og række under Aulaens buede kuppel på Aarhus Universitet, efter at Müller stilfærdigt havde fundet sig til rette i sin stol på scenen.

”Indtager mennesket en ulykkelig mellemposition imellem plante og dyr?” lød spørgsmålet til forfatteren fra oversætter og lektor i tysk ved Aarhus Universitet, Søren R. Fauth, et stykke inde i samtalen. Müllers barndomserindringer omkring mennesket som understående væsen overfor planterne og dyrene var på en og samme tid dejligt abstrakte og alligevel konkrete at lytte til.  Det smukke i barnelogikkens konstruktion er dens forening af fuldkommen absurde scenarier med direkte svar på hånden.

At høre hendes personlige oplevelser og tanker fra ungdommen var fascinerende materiale – litteraturen fungerer som et redskab, der kan bearbejde den indsamlede erindringsbyrde, vi indraner os igennem årene, og Müller har præciseret sine perspektiveringer for hvert enkelt værk i et nu langt forfatterskab.

Lektor og oversætter i tysk ved Aarhus Universitet filosoferede over Herta Müllers forfatterskab. Alle fotos: Anne Sophie Parsons

 

Som barn af to bønder stod det til Müller at passe på køerne fra en tidlig alder: ”Jeg var alene i dalen, når jeg skulle passe køerne. Dyrene spiste og sov derefter, og så var jeg alene,” forklarede hun. For at dræbe tiden, beskæftigede den unge Müller sig med planter i form af leg og ved at fortære dem. Müller fortalte om sin egen længsel efter selv at være en plante som barn: ”Jeg syntes også, de var smukkere end mennesker.” På samme måde gengav hun livets cyklus i en simpel gentaget leg, hvor hun udvalgte og giftede planterne med hinanden; man blev født, gift og døde i den rumænske barndomslandsby.  Mere var der ikke til eksistensen.

Hun troede også, at planterne kunne løbe rundt om natten; Når vi bliver voksne, glemmer vi at kunne leve os ind i fantasien på samme måde, beklagede hun med stille stemme.

 

Diktaturets blad fra munden

Præcis tematikken med at æde og selv blive ædt er en gennemgående rød tråd i forfatterskabet, pointerede Søren Fauth. At vokse op på landet gjorde dog, at hun ingen romantiske forestillinger havde omkring naturen nutildags: Hun havde set for mange tilfælde af naturen som uskøn ødelæggende instans, den iboende grusomhed i dyr og planters destruktion af hinanden.

Rumænien var også et samtalepunkt, som naturligt måtte berøres: Forfatterens egen oplevelser i barndomslandet, faderens rolle som nazist i Waffen-SS, moderens deportation til en ukrainsk fangelejr, som betaling for faderens valg og gruppen af venner fra universitetet, hvor enkelte blev dræbt af en skyggeregering, som aflyttede sine borgere. Ordet diktatur kunne derfor også bebrejdes for at være for abstrakt et begreb, som Müller selv grundigt understregede: Et diktatur består af bestemte mennesker og individer. Det er et faktum, man aldrig må glemme.

Arrangementet blev afsluttet med oplæsninger af romanen Atemschaukel (2009) – først på tysk af Herta Müller selv og dernæst af en beæret forfatter, Adda Lykkebo, i den danske oversættelse, Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig – som udpenslede de kummerlige kår i en gulag-lejr efter 2. Verdenskrig i sarte tekstvundne strøg.

Forfatter Adda Lykkeboe læste op fra romanen “Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”.

 

Der har været et absolut opgør med forældreroller og autoritære roller fra Müllers side i løbet af hendes liv: At kunne stå op for sine moralske overbevisninger imod en undertrykkende stormagt som eneperson i en alder af 17 år var en pointering fra Søren F. Rauths side, som efterlod et mærkbart indtryk på publikum.

Aftenen sluttede af med et tankemylder i mit tilfælde: Hvad ville jeg selv have gjort i en lignende situation? Hvornår tier man stille, når ens liv er potentielt truet – og hvis man vælger at tale, hvordan udtrykker man sig så?

Müllers forfatterskab giver intet enkelt svar på nogle af mine spørgsmål. Hendes skildringer af menneskets mørke natur under ekstreme situationer, når individer er lige så grusomme som dyr, og når regeringer æder deres eget afkom i form af borgere igennem tortur,  undertrykkelse og censur, manes der hverken til sort-hvid opdelinger af gode mod onde kræfter.

Når hunde og mennesker får mundkurv på, ophører al distinktion imellem arterne. Det er det faktum, som Müller har forsøgt at undersøge igennem sine talrige værker.

Jeg forlod Aulaen iblandt en menneskehob, efter at oplæsningen var sluttet. En lang autograf-kø havde allerede begyndt at forme sig, da jeg tog videre – uden konkrete svar på om mennesket virkelige er det ondeste af alle dyr.