Den norske forfatter Olaug Nilsson debuterede i 1998 med romanen ”Innestengt i udyr” og har siden produceret drama, romaner og børnebøger. I 2002 udgav hun ”Vi har så korte armar”, som er oversat til dansk i 2018 og udgivet af Forlaget Silkefyret med den danske titel: ”Vi har så korte arme: tilstandsrapporter”. Romanen tager udgangspunkt i Liv og Ølgjer, der kommer fra Skoddenheimen og beskriver både byens borgere, sig selv og hvor kedeligt, der egentlig er i den lille landsby, de er opvokset i, men som alle andre elsker.
Tankemylder, beskrivelser af byens borgere og uddrag af Livs dagbog er, hvad “Vi har så korte arme” består af. Det lyder måske simpelt, men når du læser romanen, bliver du fanget af den mystiske struktur i både indhold og form. Romanen leger med dig, og du vil blive forvirret og optaget på samme tid. En roman, der lever op til sin undertitel og rammer spot on i mange af de beskrivelser, der inddrages af både tanker om fremtiden og om den måske lidt kedelige landsby, hovedpersonerne er opvokset i.
Tilstandsrapporter
Romanen består af, som undertitlen indikerer, tilstandsrapporter, der løbende beskriver karakterens tilstand både udefra og indefra. Vi hører skiftevis tilstandsrapporter fra Liv og Ølger, der er opvokset i Skoddenheimen, som betragter både hinanden og andre af byens borgere. Mange af tilstandsrapporterne består af én lang tankestrøm, hvor blandt andet overvejelser om, hvordan man skal agere i forskellige situationer, er indfanget nøje og ned til mindste detalje. I kapitlet ”Liv er en dum ung pige”, beskrives Livs øjeblikstilstand i en lang passage, der indfanger de mange overvejelser, man kan sidde med i selv de mest ubetydelige situationer:
”Hun sidder i kantinen på det humanistiske fakultet og ryger og tænker, at i morgen skal hun først gå på læsesalen, og så skal hun gå i kantinen og ryge, nej, spise, og så skal hun gå ud at købe den bog, hun mangler, hvis altså hun inden har fundet ud af, om hun har råd til at købe den bog, hvis altså hun nu går hen og finder sig en serviet, så hun kan regne ud, hvor mange penge hun har tilbage…”
Hvem er hvem
Nogle karakterer er beskrevet ved navn, mens andre er beskrevet som blandt andet forsøgspersoner. Fælles for dem alle er beskrivelserne af både det ydre og indre, hvilket gør det utydeligt, hvem der egentlig observerer og bliver observeret. Her får du et uddrag af et stykke om Forsøgsperson 3665, der enten kan være fortælleren selv eller forestillinger om de tanker, forsøgspersonen selv gør sig:
”Forsøgsperson 3665 kommer kun til at få gode karakterer. Han kommer måske kun til at få 12 i alle fag, undtagen idræt, men idræt er ikke længere så populært, når man er teenager. Der er man mere optaget af store spørgsmål her i livet, og man forstår, at det ikke er så vigtigt at kunne løbe specielt hurtigt. Det kan være, at forsøgsperson 3665 ikke får nye venner med det samme, men når de andre teenagere ser, hvor utrolig dygtig han er i skolen, vil de flokkes om ham og kappes om at blive hans bedste ven, men han vil give sig god tid og vælge den ven, som er sejest.”
På romanens bagside står der: ”Både i indhold og som formeksperiment driller den læseren. Grin med værket.”. Og her må jeg erklære mig enig. Det er umuligt at finde fast form eller sammenhæng i romanen, men det er netop også det, der gør den så finurlig og giver dig lyst til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu skal ske. Læs den, grin med den og overvej, om ikke du indimellem har gjort dig samme tanker som dem.
