Sidste lørdag spillede Liima koncert på Atlas. Det var den sidste koncert i en nordeuropæisk turne, før turen gik mod Portugal. VINK mødte Rasmus Stolberg og Casper Clausen fra Liima til en snak, inden det gik løs på en ellers kold lørdag i Aarhus.
Hvem er Liima?
Rasmus: Det er et nyt band, som alligevel har en ret gammel historie. Vi er de tre gamle Efterklang-medlemmer, og så er det en finsk trommeslager, der hedder Tatu Rönkkö. Det er et band, som er opstået en smule tilfældigt. Vi blev sat sammen til at lave en koncert i 2014, som blev et program, der hed “Efterklang + Tatu Rönkkö”. Det var et eksperiment, hvor de gav os en uge til at arbejde. I slutningen af den uge skulle vi have premiere på det, vi havde lavet til den festival, som havde inviteret os. Så spillede vi den første koncert, som vi optog, og da vi lyttede til den dagen efter, besluttede vi os for, at det måtte vi gøre igen.
Tillykke med en flot ny plade (1982). Hvordan var det at samarbejde med Chris Taylor (Grizzly Bear), og hvad gjorde det for pladen?
Casper: Det gjorde det mere til et album, end det gjorde til nogle sange “vi havde spillet live”. Han formåede at producere det sådan, at det fik den lyd den fik – også som én hel plade. Vi havde skrevet sangene i fire forskellige wristlets, og måske ikke tænkt så meget over, hvordan de egentlig passede sammen. Men han formåede at give dem det samme tøj på, og det var han virkelig god til. Han var også meget god til at skubbe os til at spille godt sammen, skære ting fra og lægge til. Det føltes mere som et studiealbum.
Rasmus: Han er en vildt god producer, og han er meget mere erfaren, end hvad man lige tror, fordi man tænker ham mere som et medlem af Grizzly Bear. Men han har produceret utrolig mange plader.
Casper: Ja, han har bl.a. produceret for Solange. Han er en sjov fisk, og han er en meget energisk person, så når han bliver opslugt af noget, så bliver han meget intens omkring det. Det tror jeg også var meget godt, fordi vi kom med de her sange, som vi spillede ret meget, og vi var i en periode, hvor vi hele tiden kunne skrive dem om, og måske bare gav slip på dem og spille dem, som de var. Så det var rart med en, der kom ind sagde “hey, de der ting i laver, det kunne i måske godt kigge lidt nærmere på”.
Der er lidt 80’er nostalgi over pladen. Men så synger i alligevel også om fremtiden. Hvad har været vigtigt for jer at sige i de sange I har skrevet?
Casper: Det er lidt svært nogle gange i momentet med lyrik at forklare, hvad man gerne vil sige. Men hvis jeg være lidt navlepillende og forstå, hvad jeg siger på den plade, så er det noget med identitet, og noget med den alder vi er i – midt 3o’erne, og kommer fra start 80’erne – og så er vi på vej et nyt sted hen. Vores idé var ikke at lave en retroplade, hvor vi dyrkede 80’erne, men vi har brugt nogle referencer som er fra 80’erne og musik og lyd, som vi synes er fedt.
I en sang lyder det: “All the world is coming down”, og du, Rasmus, har sagt i et interview, at det handler om, at fremtiden ser lidt grum ud. Hvorfor tror I det?
Rasmus: Ja, det er min egen indlæsning i det. Casper nævnte jo identitet før, og jeg synes jo, det er meget spændende med det her ekstremt teknologiske hverdagsliv, som er bygget op, og hvor vi gør os afhængige af nogle meget store korporationer, som har ekstremt mange informationer om os. Og lidt længere ude i fremtiden har der været en masse snak om blade runners, og vi er lige nu ved et slags skifte, hvor der ikke er så langt til kunstig intelligens. Det er skræmmende og spændende samtidigt. Og der er nogle enkelte steder, hvor jeg har læst det ind i teksterne.
Har I gjort noget særligt med koncerterne i forhold til at spille sange fra den nye plade?
Rasmus: Vi gør rigtig meget mere, end hvad vi har gjort før. Det er faktisk ret spændende! På alle de andre turneer, vi har lavet, har vi altid været i gang med at skrive nye sange, og så har vores turneer altid handlet om at lave de her nye sange. Der har måske været 4-5 sange, som ikke har været helt færdige, som vi så har spillet i settet. Men med den her turne med pladen 1982 er der ikke nogle nye numre. Så hele den kreative proces, som vi har på vores turne er nu draget over på koncerten som en fortælling og som et værk. Det har været vildt sjovt. Så det er både noget med at arbejde med setlisten og med lys og med nogle overraskelser!
Casper: Det har interesseret os lidt mere at lave et show ud af det. Fordi vi er heldige at få lov til at spille så mange koncerter i træk, så kan vi få lov til at spille måske nogle af de samme ting, men også udvikle på fortællingen på alle sangene sammen. Det har vi eksperimenteret ret meget med.
Har I et koncertminde, som I særligt husker?
Casper: I går var fantastisk! Det var en flot aften i København. Vi spillede i Pumpehuset, hvor der var 600 mennesker. Det var ret overvældende for Liima. Det var nogle store rammer at være i.
Rasmus: I går var helt klart et slags højdepunkt. Men jeg kom til at tænke på, da vi spillede i Bruxelles i januar, hvor Marina Abramovic kom og hilste på inden koncerten. Det var en speciel koncert at spille, fordi hun er så ekstremt meget tilstede og har en enormt stærk karakter.
Hvad skal der ske når i er færdige med at spille i Portugal?
Rasmus: Vi har nogle festivaller til sommer. Vi skal spille til Haven i Danmark, og så nogle andre steder. Men det er spændende, hvad der skal ske nu med Liima, fordi med 1982 pladen der kom i november og med denne tour, er det et kapitel som afsluttes. Så vi skal lægge nogle planer for, hvad der skal ske. Det bliver ret spændende, og der er nogle forskellige ideer til det hele.
