The winner takes it all. Til tonerne af ABBAs klassiker bliver der klappet, mens de fire charmerende herrer fra Liima smiler og arm i arm bukker dybt og længe. Det er en koncertafslutning med et humoristisk twist, men som på bedste vis indrammer hvad vi i publikum havde været vidne til. Liima er et kæmpe vinderband.
Det var generelt en aften fyldt med overraskelser. Badet i rødt og blåt lys spillede Liima en række af deres nyeste numre fra pladen 1982. Gruppen formåede at udføre nogle helt forrygende overgange, hvor det ene nummer overtog det andet i en perfekt kombination. Det gav en fornemmelse af, at Liima kæler for detaljerne og skaber en rød tråd i deres set up. Mere vidunderligt var også pladsen til leg med vokalen. Forsanger, Casper Clausen, stod i høj silhuet og sang med den rene og velkendte stemme, sådan som man husker ham fra Efterklang. Indimellem blev der sunget i forskellige mikrofoner, således vokalen blev forvrænget eller støjet. Det gik hånd i hånd med bandets øvrige velspillende medlemmer, tung synth og bas.
Der hvor Liima formåede at overraske allermest, var ved at gå ud over scenekanten – sådan helt bogstaveligt talt. Midt i koncerten springer Liimas finske trommerslager, Tatu Rönkkö, ned fra sin plads og går roligt over gulvet. Her stiller han sig ved en af de mange tønder, hvor folk sætter deres tomme ølflasker. Med en trommestik i hver hånd slår han med kontrollerede slag på tønden, som kunne mærkes i gulvet, selv for os der stod nogle meter derfra. Det var interessant at betragte publikum, som nu brød ud af den traditionelle beskuerolle for så at samle sig i en cirkel om Rönkkö. Nu var alle en del af ”scenen”. Forsanger, Casper Clausen, lavede samme nummer, da bandet spillede deres sangen ”Amerika” fra forrige plade. Pludselig var han væk for så at dukke op i det modsatte hjørne af rummet. Herfra sang og dansede han sig vej tilbage mod scenen, hvilket både overraskede men også underholdte alle omkring ham.
Når alle mand var på scenen, strålede alle fire med stor energi og smil, hvilket smittede på alle os. Man kan mærke, at Liima er i sit es, når de befinder sig på scenen. Vi fik da også lov til at varme stemmebåndene op, da vi fra scenen blev opfordret til at synge med på linjerne ”Jonathan, I can’t tell you – I masterbate” fra sangen af næsten samme titel. Aarhusianerne var dog lidt betuttede ved at synge med på disse ord. Men grint blev der både fra scenen og fra os, da en Johnny Madsen type ude blandt publikum valgte at synge lidt højere og hæst end resten. Skønt, simpelthen.
Musikalske højdepunkter på aftenen var sange såsom ”Always”, ”2 hearted” og ”People like you” fra pladen 1982 og ikke mindst sangen af samme navn – alle var enormt velspillede både fra trommer, synth og smukke bas soloer! Fra den gamle plade var det en fornøjelse at genhøre sange som ”Your heart” og ”Amerika”.
