REPORTAGE: ‘Remembering the Nowhere’ er Vladimir Tomics fortælling om at være flygtning. Udstillingen udforsker rummet mellem dengang og nu, mellem Bosnien og Blokhus, mellem adressen på konvolutterne og stedet, hvor brevene blev skrevet.
Coverfoto: “Billedet viser en høj dreng på vej til at blive voksen. Himlen er stor og blå, og bjerge er dækket af skov. Han springer fra en vippe ned mod noget, vi ikke helt kan se, hvad er,” fortæller Vladimir Tomic om udstillingens plakat // Foto: Fra udstillingen
To drenge står med armene om hinanden i badebyen Baška Voda i Kroatien. Bag dem strækker Adriaterhavet sig langt ud af billedet. Iført shorts og badesandaler griner de kåde til kameraet. Ved siden af hænger et andet billede af de samme to drenge. Deres ansigter er tillukkede og hænderne begravede dybt i lommerne. De misser mod solen foran det enorme flydende flygtningecenter Flotel Europa.
Det er mere end tyve år siden, krigen endte, Jugoslavien blev splittet, og de to drenge på fotoet forlod deres hjemland og flygtede til Danmark. Dengang var Vladimir Tomic ikke meget mere end en stor dreng, men siden er han blevet voksen, uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og aktuel med den smukke, nærværende udstilling ‘Remembering the Nowhere.’
Erindringer om afgrunden
På Galleri Image udstiller Vladimir Tomic genstande og billeder fra den tid, hvor han flygtede med sin mor og storebror fra krigen i Jugoslavien. Grynede familiefotos sammenstiller tiden i feriebyen Baška Voda med tiden på flygtningecenteret Flotel Europa. De sammenstiller det helt simple hverdagsagtige med den voldsomme, virkelighedsfjerne flugt. Det enkelte liv med den kollektive krig. Det personlige med det politiske.
Midt imellem ligger ‘afgrunden’ — det forrevne rum af rodløshed mellem dengang og nu, som krigen kastede flygtningene ud i. Afgrunden bliver skabt på en fysisk måde, men er ikke et fysisk sted, fortæller Vladimir Tomic. Den opstår i menneskers indre verden ved sammenstødet med voldsomme begivenheder som krig og flugt, der river mennesker væk fra deres tilværelse, hjem, familie og måske identitet.
“En familie, som har oplevet krig, har det samme fotoalbum som enhver anden familie i verden. Genstande som bøger, nøgler og køkkenudstyr er de genstande, som enhver anden familie har. Men alle disse billeder og genstande har en form for hukommelse. Hvis man kigger længe nok på dem, vil man se, at de har været i kontakt med det, som jeg vil kalde afgrunden,” fortæller Vladimir Tomic.
Røde Kors-kasser og appelsinsodavand
En nøgle. En stak breve. Et pas med fremmede bogstaver. En bog med titlen ‘Farvel til Jugoslavien’. Et billede forestiller Vladimir Tomic og hans bror i Bosnien i deres barndom. Et andet en ældre Vladimir Tomic med armene om en ung kvinde, siddende i et skrabet værelse i et flygtningecenter i Danmark mellem Røde Kors-kasser, danske flag og appelsinsodavand.
Galleri Images fire tætte vægge rummer den umiddelbare, nære flygtningefortælling, som sjældent får plads i en tid af flygtningestrømme og integrationsdebatter. Mens vi diskuterer, hvorvidt det er mere eller mindre rimeligt at fratage flygtninge deres smykker, og hvad smykkerne i så fald skal koste, taler ‘Remembering the Nowhere’ ikke i tal eller bogstaver, men i billeder.
Vladimir Tomic væver små personlige fortællinger fra fortiden sammen med store eksistentielle spørgsmål i vores nutid. Billederne vidner om et mørkt kapitel i Europas historie. Et kollektivt traume, der ekkoer på brutal vis i dag. Og så vidner de om et menneskes historie. Det er ikke politik, men følelser. Og det er en påmindelse om, at de to ofte ikke kan adskilles.
Nu husker jeg, og nu er de døde
Vladimir Tomics mor sidder i sit hjem i Husum. På computeren ser hun en videohilsen optaget i 1993 til familien i det krigsplagede Jugoslavien. Hun griner af sin søns frisure i videoen. “Se på mig,” siger hun fascineret og betragter indgående videoen. “Se på mit lange hår.” Video-mor taler hurtigt. Hun snakker i rivende hast om slægtninge og venner, der også er flygtet til Europa. Nutids-mor får tårer i øjnene.
“Hvorfor fik du mig til at se det her?” siger hun, “Nu husker jeg, og nu er de døde.”
Hun tørrer sine øjne. Vladimir Tomic ser tavs til bag kameraet. Hverdagen i Husum fortsætter upåvirket i vinduet bag hans mor.
“Har du husket at tage risene af komfuret?” spørger hun så.
Nutids-mors bekymring om risene, der måske koger over, fortæller om et liv, der fortsætter. Venskaber, kæresteforhold og familier, der eksisterer både før og efter flugten, men i vidt forskellige virkeligheder. I videoen var hendes forældre stadigvæk i live. I dag koger risene måske over. Livet går videre.
Derfor er det så meget desto mere fint, at et lille hvidt kælderlokale sætter komma mellem fortid og nutid og minder om vigtigheden i at standse op og huske. På fortiden. På afgrunden. På rummet mellem moren dengang foran flygtningeskibet Flotel Europa og moren i dag i dagligstuen i Husum.
“Udstillingen er en form for søgen efter forståelse af vores fælles historie, som man ofte fejlagtigt tror ikke har påvirkning på vores nutid,” fortæller Vladimir Tomic.
“Det er også et forsøg på at billedliggøre menneskets evige kamp for at leve og overleve. Der opstår en form for poesi, som betager mig, når jeg kigger på os.”
