På falderebet af denne uge har VINK besøgt ARoS’ nye udstilling THE GARDEN – End of Times, Beginning of Times (The Past), som havde fernisering d. 8 april. I den forbindelse lægger VINK særligt vægt på den ene del af udstillingen, “The Anthropocene”. I denne del er det nemlig illustrationerne og de anvendte materialer i værkerne, som gør besøget på ARoS værd.

 

Mark Dion, The Phantom Museum, 2015 // Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

Udstillingen THE GARDEN – End of Time, Beginning of Times havde fernisering fredag d. 8 april med den første del af følgende tre udstillinger: The Past (den nuværende), The Present og The Future (mere om de kommende udstillinger, se nederst på siden).

The Garden, The Past strækker sig over 2500 kvm på museet og er opdelt på to niveauer. VINK har valgt at tage udgangspunkt i anden del på niveau 1, “The Anthropocene”/Det Antropocæne. Begrebet antropocæn dækker over den epoke, som vi lever i i dag.

Denne del af udstillingen griber fat i spændende fortolkninger af den menneskelige indvirkning på naturen og miljøet. Den første del på niveau 5 fokuserer derimod på romantiske naturskildringer af fortidens haver/landskaber og synes mindre relevant for nutidens menneske. “The Anthropocene” henvender sig mere til det moderne menneske, hvor højaktuelle emner som global opvarmning, økosystemet og miljøkrisen tages op. Vi har altså her fat i et mere nutidigt og relevant tema.

 

Per K. Nygård, Not Red But Green, 2017 // Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

Tankevækkende illustrationer

Alle værker i “The Anthropocene” illustererer menneskets tanker om, samt dets forhold til, naturen på vidt forskellige måder.

Allerede fra første værk udforsker den norske kunstner Per K. Nygård vores sædvanlige tanker. Græslandskabet “Not Red But Green” er placeret midt i den arkitektoniske bygning, hvilket er en stærk kontrast til vores rationelle opfattelse af et landskab.

Ydermere tager Dhana Thater os med tilbage i tiden – til år 1986, hvor Tjernobyl-atomkraftværkets reaktor eksploderede i det nordlige Ukraine. Videoinstallationen i Thaters værk “Chernobyl” påviser altså den ødelæggelse, som mennesker udsætter naturen for. Her bliver de besøgende i værket virkelig påmindet om vores sommetider negative eksistens i verden.

 

Meg Webster, Solar Grow Room, 2016-2017 // Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

Et væld af skøre materialer

Allerede fra start bliver gæsterne præsenteret for anderledes materialer, og harmonien mellem disse, som kunstnerne i høj grad eksperimenterer med.

Et bud på, hvad hensigten er med disse materialer, vil jeg mene kunne være at chokere gæsterne, således at vi bliver mere opmærksomme på menneskets indflydelse på kloden. Ved at vælge disse atypiske materialer får kunstnerne altså understreget hensigten med udstillingen endnu tydeligere, end hvis hensigten var blevet udtrykt i noget mere velkendt, såsom malerier. 

Materialerne ses blandt andet i værket “Solar Grow Room”, hvor Meg Webster formår at kombinere naturlig jord og planter med et sci-fi-inspireret lys, som illustrerer menneskets konstante effekt på naturen. Det er syret og fedt på samme tid.

 

Diana Thater, Chernobyl, 2011 // Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

Efterfulgt udforsker Olafur Eliasson sine nytænkende materialer, såsom tåge og vand, i værket “Beauty”. Her får gæsten virkelig en sanselig oplevelse, når temperatur, lys og lyd ændres, og vores egen tilstedeværelse kommer i fokus. Du vil mærke en kølig fornemmelse, mens synssansen og høresansen aktiveres af de beroligende lys og lyden af støvregnen, der falder. Man kan ikke andet end at falde hen i sin egen verden.

Derudover kan gæsterne opleve hvilke indtryk, simple materialer som neonlys, græs, projektører og blålig silikonevæske, kan give i nogle af de andre udstillinger.

 

Overhørt til dette værk: “Har vi lige betalt penge for at se græs gro?” //: Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

Så tag afsted til ARoS og oplev den interessante vinkel, som kunstnerne har valgt i “The Anthropocene”. Det er særligt et besøg værd for dig med interesse for den voksende miljøkrise, menneskets effekt på global opvarmning og klimaforandringer. Det kan også være for dig, som bare nyder at se, hvordan kunstnere formår at bruge alverdens materialer meningsfuldt.

Tidspunkt og sted for de tre udstillinger ses her:

 

//Anne Sophie Bjerre Mikkelsen