REPORTAGE: I Godsbanens Foyer mødes maleri og fotografi lige nu i en smuk symbiose, og der indbydes til at dvæle ved de udstillede værker. VINK besøgte ferniseringen.

Aarhus Billedkunstcenter og Galleri V58 er gået sammen om at udstille Ingerlise Viknes og Mette Theas kunstværker i Godsbanens Foyer. Ingerlise Vikne er billedkunstner og er tilknyttet Galleri V58, mens Mette Thea er fotograf og udvalgt af Aarhus Billedkunstcenter.

kunst1
Roen fra de udstillede værker breder sig ud i Godsbanens Foyer // Alle fotos: Pernille Thorup Nørbo

 

Introvert kunst

Ingerlise Vikne fortalte til aftenens fernisering, hvordan hun i sin barndom i Norge var dybt fascineret af pausefiskene på TV. Hun mindedes den fordybelse, hun blev opslugt af, når hun så på disse pausefisk, som var uden lyd og farve, men som stadig var dragende nok til at hensætte Ingerlise i en dvælende tilstand. Og det er denne tilstand, der ses på hendes billeder, og som kommer særligt gennemført til udtryk i hendes forskellige værker, der skildrer de såkaldte ‘karakterer’.

kunst2
Ingerlise Vikne fortæller om sine ‘karakterer’, som hun kalder dem.

kunst3

”Sådan ser man ud når man fortaber sig i sig selv” siger Ingerlise Vikne om sine ‘karakterer’ og tilføjer, at hendes figurer ikke er triste, men glade i den introverte tilstand, de er i. De udelukker alle ydre ting og hviler i sig selv i stilhed.

Alle de fremmødte til aftenens fernisering gik stille rundt blandt de udstillede værker, og betragtede de flotte motiver. Der var også mulighed for at få en snak med de to kunstnere, som begge var til stede ved ferniseringen.

 

To sider af mennesket

Mette Thea er nyuddannet fotograf fra medieskolerne i Viborg, og i hendes fotografier møder man en fantastiske mestring af komposition. Dette ses f.eks. i serien Deflowering, hvor hun har lavet spejlinger af afblomstrede tulipaner, som skaber en dejlig ro i fotografierne. Herudover udstilles hendes serie Spellbound, som har fokus på menneskets eksistens og kamp med sig selv. I serien er performancekunstneren Sandro Masai fotograferet, og han indtager både rollen som troldmanden og den fortryllede – to karakterer som skal symbolisere to sider af mennesket.

kunst4
Spellbound af Mette Thea. En smuk fotoserie, der drager beskueren ind i det univers, som udspiller sig på billederne.

kunst5

I denne sammensatte udstilling er der fokus på mennesket og den omverden, der omgiver det, som ikke altid er lige let at være omgivet af. Begge kunstnere portrætterer en ro, som også synes at smitte af på de besøgende til aftenens fernisering. Kunstværkerne spiller utrolig godt sammen – til trods for deres forskellighed. Forskelligheden ses blandt andet på den måde, at Ingerlise Viknes ‘karakterer’ har fundet hvile i sig selv, og lukker alt ydre ude, mens mennesket på Mette Theas fotografier kæmper med sig selv, og netop ikke har fundet denne ro og stilhed. De udstillede værker har dog det samme tema – mennesket – og de komplementerer hinanden i deres forskellige, men samtidig ensartede udtryk.

 

Hvis der er interesse for at høre mere om Ingerlise Viknes tanker bag hendes værker, kan man tage på Godsbanen torsdag d. 14. januar. Her er der nemlig artist talk fra kl. 19.30-20.30 i Vogn 1 på Godsbanen.

 

Hvem: Billedkunstner Ingerlise Vikne og fotograf Mette Thea

Hvad: Udstilling af begge kunstneres værker

Hvor: Godsbanen, Foyer (indgang 3A)

Hvornår: 6. januar – 27. januar fra kl. 08.00-22.00

Mønt: Gratis

Links: Godsbanens hjemmeside og Facebookevent