SERIE – PORTRÆT: Alle kan tegne! – De fleste af os når bare ikke længere end til tændstikmænd og kruseduller. I tegneleg fanger jeg unge aarhusianere, som i den grad formår at tage tegning til et andet niveau, og skabe smukke værker på papiret, med hver deres unikke streg. Jeg er nysgerrig på, hvad der inspirerer, motiverer og sætter gang i deres kreativitet, og hvis du også er det, så læs endelig med her. 

 

Første levende billede i Tegneleg er Laura Sørensen. Hun er netop nu i gang med at tage en HGS, og bor sammen med sin kæreste og deres lille kanin. Hendes tegnestil betegner hun selv som værende afprøvende, teknisk disciplineret og naturalistisk.

 

Lauras tegnestil er afprøvende, teknisk disciplineret og naturalistisk // foto: Laura Mølgaard
Lauras tegnestil er afprøvende, teknisk disciplineret og naturalistisk // foto: Laura Mølgaard

 

 

Hvornår begyndte du at tegne og hvorfor?

”Når det kommer til tegning, så tror jeg – i de fleste tilfælde – ikke det er noget man ’begynder på’. Alle tegner når de er små. Nogen bliver bare ved. For mit vedkommende, blev jeg ved, fordi min storebror også gjorde det, og jeg så op til ham.”

 

Hvilke teknikker/ hvilke redskaber bruger du til dine værker?

”Jeg forsøger ofte at udfordre mig med nye materialer og teknikker, så normalt arbejder jeg bare med blyant som basis, men kombinerer det så gerne med andre materialer som fx markers, akvarel, akryl og blæk. Det kan også være på på forskellige typer af papir og lærred, og i meget forskellige formater, fra små post-its til billeder der fylder en hel væg”.

 

Stregtegning af en ung Walt Disney // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Stregtegning af en ung Walt Disney // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

Agerhøne, blyant og akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Agerhøne, blyant og akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

 

Hvad inspirerer dig til at tegne?

”Jeg bliver mest inspireret af lækre farvekombinationer og linjer. Ikke så meget andres billeder… Det er mere sådan noget som farverne i en messingkande med blomster i. Et kig i min kommode med striktrøjer i alle mulige nuancer. Linjerne i en ankel, når man strækker foden, eller symmetrien i en radiator eller hvad det nu måtte være. Bare små fine linjer og farver. Jeg er mest til naturlige farver. Neoner og andre hidsigheder har aldrig sagt mig så meget. Jeg bliver mest inspireret af de små ting, som giver mig lysten til at tegne.”

 

Stregtegning af kvinde, tusch, blyant // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Stregtegning af kvinde, tusch, blyant // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

Ræv, farveblyant // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Ræv, farveblyant // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

 

Hvor har dine værker været vist henne?

”Da jeg gik på Århus Kunstskole udstillede vi nogle gange. Så har jeg haft nogle ting udstillet i festugen, og et par store portrætmalerier er permanent udstillet på væggene på journalisthøjskolen.”

 

Fortæl nærmere om et værk du er specielt stolt af at have lavet 

”Jeg er meget glad for min lille serie af sære væsner. Det er en anderledes stil, jeg har fundet i mig selv dér, og det er altid fedt når man kaster sig ud i noget nyt og det bare lykkes og giver et fedt resultat.”

 

Close-up på væsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Close-up på væsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

Det grønne væsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Det grønne væsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

Snabelvæsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen
Snabelvæsen, blyant, tusch, akvarel // Af: Laura Mølgaard Sørensen

 

Er tegning din hobby, levevej eller noget derimellem?

”Jeg har altid været meget bevidst om, at mit arbejde med personlige værker er en hobby. Hvis jeg får en deadline og for mange specifikationer omkring hvad der skal foregå i et værk, ved bestillingsarbejde, mister jeg nemt gejsten. Men min kreativitet, overordnet set, vil jeg have med, og have mulighed for at anvende i praksis i mit egentlige arbejde, i fremtiden.”

 

Hvad skal der ske i fremtiden? Har du planer om at udstille dine værker?

”Det er svært at få tingene ’ud i virkeligheden’, medmindre man arbejder hårdt for det. Og det er altid fedt at få lov at udstille sine sager, men det er ikke noget jeg arbejder målrettet efter lige pt.”

 

Alle billeder, samt forsidebilledet til denne artikel, er tegnet af Laura selv. Personligt synes jeg hendes tegnestil er superfed, fordi den på én gang er meget varieret og eksperimenterende, men samtidig præget af en stringens og sirlighed, der giver hendes streg en unik stil. Jeg er sikker på, at vi nok skal få set meget mere til Lauras værker ude i virkeligheden.

 

Læs med næste gang, når jeg sætter en ny tegneglad Aarhusianer i stævne!