Den norske billedkunstner Leonard Rickhards malerier af den kunstige forening af natur og maskiner kan i øjeblikket opleves i udstillingen ”Mellem Krig og Fred” på ARoS. En udstilling der på sin egen stilfærdige facon sætter eksistentialistiske spørgsmålstegn ved industrisamfundet, og som tænder for tankeapparatet, hvis man lader den.
Leonard Rickhard maler stilheden mellem stormene. Ikke den gode stilhed, ikke den eftertænksomme ro, men en skrøbelig illusion af en stilhed hvor den næste krig altid lurer lige om hjørnet. Camoufleret i bløde pastelfarver og norske skovlandskaber gemmer sig en stærk kritik af menneskets civilisering af naturen. Bag idyllen findes maskineriet, der holder det hele i gang. I jorden under fyrretræerne og de rødmalede træhuse med hvide vinduer findes et labyrintisk virvar af rør, pumper og ledninger. Alting er kunstigt. Og alting er forbundet i ét stort maskineri. Selv naturen er sat i system.
Maskinmand i maskinland
”Hvor ser de uhyggelige ud. Ej, det bryder jeg mig ikke om,” siger en ældre dame til sin veninde.
”Nej, det er godt nok grimt. Det ligner jo slet ikke rigtige mennesker,” stemmer veninden i.
Jeg tænker mit. Men noget har de ret i. Leonard Rickhards menneskefigurer er ikke levende. Ligeså detaljeret som naturen og maskineriet er fremstillet, ligeså simple og udtryksløse er menneskene. De ænser ikke beskueren og er portrætteret enten i profil eller med ryggen til. Vi eksisterer ikke for dem, og de eksisterer ikke for hinanden. De er fremmedgjorte robotter, hvis eneste funktion er at holde systemet i gang. Måle og bygge. Opruste og bekrige. Degraderet til et stykke naivistisk automatik. På én gang maskinmestre og maskiner. Styret af deres egen mekanik.
På lignende vis er modelflybyggeren – en figur der går igen i udstillingen – simpelthen gået itu. Pillet fra hinanden ligesom de modeller, han skal samle. Omgivet af krigens anatomi. Skruer og hagekors. Udstoppede fugle i glasskabe er et andet tilbagevendende motiv, der portrætterer den kunstige, iscenesatte og menneskeskabte natur. Også her er menneskene ligeså døde som fuglene. Symbolikken er tyk. Det samme er den i de udviskede og tomme fotografier, der stille gemmer sig i baggrunden på flere af billederne. Menneskene er forsvundet. Forvandlet til usynlige spøgelser, som ikke kan indfanges af kameralinser. Kan det siges meget tydeligere?
Byg din egen krigsmaskine
Rickhards afstumpede menneskefigurer møder ikke megen empati hos publikum. En gruppe teenagepiger tager fnisende selfies med ryggen til de rygvendte mennesker på væggene. #finkulturelpådenheltrigtigemåde. Jeg smiler lidt af ironien i ensomhedens indtog på de ”sociale” medier.
Og det er jo netop det, de på ARoS er rigtig gode til: At hive klassisk udstillingskunst ind i den digitale oplevelseskultur så alle kan være med. I sædvanlig ARoSiansk stil inviteres publikum også selv til at deltage aktivt, da vi til sidst træder ind i en virkelighedens udgave af Rickhards motiver: Modelbyggerens værksted med udstoppede fugle i glasmontre langs væggen og et hav af forskelligartede byggeredskaber flydende på bordet. Så kan kreativiteten ellers få frit spil: Byg din egen krigsmaskine. Her lukkes livet endelig ind i det døde univers, og børneskrig, leg og latter står i skærende kontrast til maleriernes larmende stilhed. Så fik udstillingen alligevel en slags ”happy ending” – tilsigtet eller ej.
Det er ikke ligefrem nye temaer, Leonard Rickhard bringer på banen i sin portrættering af industrialiseringens menneskelige konsekvenser. Alligevel har hans underspillede formsprog en stærk virkning på mig. Nogle gange kan stilheden sige en hel masse, og ”Mellem Krig og Fred” er et glimrende eksempel på, når ”less is more”. På sin egen stilfærdige facon får Rickhard os til at tænke over det mellemrum, vi for altid vil befinde os i. Mellem mand og maskine. Natur og civilisation. Orden og kaos. Krig og fred.
Udstillingen ”Mellem Krig og Fred” kan opleves på ARoS frem til den 15. maj 2016.
