Stævnemøde med kunsten

Stævnemøde med kunsten

”Der er jo kun én måde for os at få erfaring på, og det er simpelthen ved bare at gøre det” lød det fra kvinderne bag Rendezvous Curators – en kuratorgruppe som brænder for formidlingen af kunsten og ikke bare taler om deres ambitioner i forhold til dette, men rent faktisk fører dem ud i livet. 

 

1

Amalie, Søs og Stine fra Rendezvous Curators // Foto: Silje Marie Schjødt

 

En ny kunstplatform i Aarhus 

Rendezvous Curators har fra starten haft for øje, at skabe et udstillingsinitiativ der omfavner den uetablerede kunst. De har alle en bachelor i kunsthistorie, og deler samtidig entusiasmen i at formidle kunsten videre til et publikum. Jeg mødtes med dem en kold forårsdag, til en snak om deres rejse fra spæd projektide til halvårlige pop-up-udstillinger.

 

Kan I forklare nærmere om, hvad I arbejder med i Rendezvous Curators?

Stine: ”Vi arbejder med at skabe halvårlige pop-up kunstudstillinger, som skal ”poppe op” i Aarhus midtby. Det vi vil vise på udstillingerne, er den uetablerede kunst, skabt af unge kunstnere under uddannelse på fx kunstakademierne og kunstskoler generelt samt autodidakte kunstnere”.

 

Søs: ”Målet er at kunne præsentere et færdigt udstillingskoncept med fire til fem kunstnere repræsenteret, hvor værkerne på en eller anden måde taler sammen, således at det bliver en helstøbt udstilling”.

 

Amalie: ”Det er vækstlaget, vi skal have fat i. For der findes jo mange platforme for de kunstnere, der har etableret sig indenfor branchen.  Disse er jo repræsenteret på gallerier osv. Vi vil derimod gerne starte et samarbejde med kunstnerne på et tidligt stadie i deres karriere, som både vi og de kan drage fordel af”.

 

Et open-call til Aarhus kunstmiljø // Foto: Rendevous Curators

Et open-call til Aarhus kunstmiljø // Foto: Rendevous Curators

 

Hvad var jeres motivation for at starte Rendezvous op?

Søs: ”Jeg tror egentlig, at det startede med at vi sad og snakkede om, hvordan vi kunne få noget praktisk erfaring i forhold til vores uddannelse. Så vi gør det egentlig for at lære noget, og få en masse erfaring, samtidig med at vi så også gerne vil gøre noget for kunstnere i vækstlaget, så de også får erfaring i forhold til at udstille osv.”.

 

Amalie: “Man kan også sige, at der indenfor Aarhus’ kunst- og kulturscene, mangler en platform for uetableret kunst, som er velformidlet og veletableret, og som stiler mod et bredt publikum”.

 

Etableringens kunst

Rendezvous holder deres første pop-up udstilling fra d. 21.8.2015-13.9.2015, og har i den forbindelse haft open-call for kunstnere til dette, igennem foråret. Nu er de første kunstnere udvalgt, og information om disse samt location afsløres løbende op til udstillingens start.

 

Nye kunstnere tjekkes ud // Foto: Rendezvous Curators

Nye kunstnere tjekkes ud // Foto: Rendezvous Curators

 

Hvordan er processen indtil videre gået mht. at få jer selv etableret som kuratorgruppe, i folks bevidsthed ?

Stine: ”Vi har brugt rigtig meget tid på PR og dét at få projektet ud over rampen, samt at få projektet formidlet ud til de kunstnere, som kunne være interesserede. Vi kan også høre på de ansøgere, som har sendt bidrag ind, at de har ventet på en mulighed som denne”.

 

Søs: ”Vi har fået knap 30 kunstnerbidrag sådan som det ser ud nu, og det er jo selvfølgelig også mange, men ikke mange ift. fx Kunstnerens Påskeudstilling, der bliver overvældet med 200-300 ansøgere. Jeg tror, at når vi har kørt vores første pop-up, vil der helt klart komme endnu flere bidrag, for så ved de ligesom hvem vi erLige nu har kunstnerne jo bare sendt deres bidrag ind til fire kunsthistorikere, der siger, at vi kan ”noget””.

 

Amalie: ”Ja, så vi skal lige have etableret noget street-credit”.

 

Stine: ”Vi har dog, udover den positive feed-back fra kunstnerne, også fået thumbs-up fra de folk som generelt bevæger sig inden for kunst og kulturbranchen samt galleri og museumsverdenen. De bakker op om projektet, og er med til at dele vores facebookopslag osv.”.

 

Har I nogle gode råd til andre der som jer, ønsker at starte noget op selv?

Stine: ”Det gælder virkelig om bare at kaste sig ud i det. Gå i gang, undersøg hvad du har af muligheder, opsøg forskellige kurser osv. ”.

 

Amalie: ”Ja, vi har brugt AU meget, i forhold til de gratis kurser de udbyder for studerende. Det har vi fået virkelig meget ud af. Vi har også brugt Studentervæksthuset meget og Culture Works der arrangerer Drunk Creatives. Det gælder om at udnytte det gratis netværk som er i Aarhus. Det er virkelig en aktiv kulturby.

 

Søs: “Man skal bare gøre det, og så skal man bare være indstillet på, at konceptet det kommer til at udvikle sig igennem processen. Samtidig skal man villig til at investere meget tid i sit projekt. Hvis man starter noget op og tror at det bare er sådan ”så drikker vi noget vin og holder et møde en gang om ugen”-agtigt, så er man langt fra virkeligheden”.

 

Amalie: ”Ja, man skal virkelig brænde for det. Men man får samtidig også en uvurderlig viden og erfaring med sig i baggagen”.

 

Rendezvous i business-mode //foto: Rendevouz Corators

Rendezvous i business-mode //foto: Rendevouz Corators

 

Kan I her til sidst fortælle lidt om tankerne bag jeres gruppenavn?

Amalie: ”Vi skulle egentlig bare spise middag som førte over i, at vi begyndte at brainstorme lidt på et navn. Det skulle være catchy synes vi, og vi havde alle sammen for mange og for lange efternavne til at det kunne bruges. ”Lundbys Kalve” var oppe at vende, jeg ved ikke lige hvad det gik ud på. Men så hørte vi faktisk bare en sang under middagen, hvor der i teksten indgik ordet ”rendezvous” – og så skålede vi på det!”  

 

Stine: ”Vi synes det passede rigtig fint med navnet Rendezvous, da det netop betyder stævnemøde, og dét som vi laver, det er jo en platform, hvor både kunsten møder publikummet, men også hvor vi kunsthistorikere møder kunstnerne og omvendt. Så det er både en netværksplatform, men også en præsentationsplatform”.

 

Der filmes til en præsentationsvideo som kan ses her // Foto: Rendezvous Curators

Der filmes til en præsentationsvideo som kan ses her // Foto: Rendezvous Curators

 

Følg med!

Søs, Stine og Amalie har alle et gå-på-mod og en entusiasme som man ikke kan andet end at blive smittet af. Jeg glæder mig meget til at se deres spændende pop-up udstilling når den løber af stablen fra august, og samtidig følge dem i deres videre færd med Rendezvous. Du kan også følge dem på facebook, på deres instagram og hjemmeside.

 

Skriv en kommentar