På ARoS kan du netop nu se smukke fotografier i sort og hvid af muskuløse kvinder og mænd, der krammer, blomster og brød, græske figurer og sadomasochister. Alt sammen fanget i et øjeblik af Robert Mapplethorpe – en mand, der har provokeret gennem sin tid som fotograf, selv med ikke-provokerende motiver.
En mand med intense øjne stirrer på dig fra en mørkeblå væg, når du træder ind i udstillingen på ARoS med billeder af fotografen, Robert Mapplethorpe. Det er et selvportræt, Mapplethorpe har taget. Manden, som det hele drejer sig om. Han har valgt at afbilde sig selv som en rå type med læderjakke – et bevidst valg, som han flere gange har afveget fra. Flere af selvportrætterne gennem udstillingen viser nemlig kontrasten til den rå udstråling: Mapplethorpe med bløde krøller, makeup og en sølvræv om sine skuldre. Han var en kontrastfuld mand, der balancerede og legede med modsætninger mellem det maskuline og feminine. Udstillingen hedder On the Edge, og det er netop på grænsen, han kunne lide at befinde sig.
Mørkeblå
Robert Mapplethorpe døde i marts 1989 efter at være blevet diagnosticeret med AIDS. Han blev 43 år, og i den tid nåede han at skabe røre og provokere mere, end de fleste kunstnere når på en hel livstid.
Udstillingen starter blidt op med en introduktion til manden, der brugte en stor del af sin karriere på den sort/hvide fotografikunst. I udvalgte rum står store, hvide gipsafstøbninger af romerske statuer – et motiv, Mapplethorpe holdt af at fotografere. Samtidig er mange af de billeder, han tog af både mande- og kvindekroppen, inspireret af de stillestående, fejlfrie figurer og det er især hans leg med skygger og fraværet af disse, at menneskekroppene fremstår som robuste og statueagtige. Mapplethorpe var fascineret af det smukke, både i ting og i mennesker, og han brugte sin kunst til at fremhæve det. Han ville have ting til at fremstå perfekte, selvom de ikke var det.
Karrygul
Igennem hele udstillingen er kontrasterne allestedsværende – både på det helt enkle plan, i og med at alle billederne er sort/hvid-fotografier, men også når man kigger nærmere på motiverne. Der bliver danset om forskellen mellem det maskuline og det feminine, som ikke nødvendigvis er knyttet til de stereotype kønsopfattelser. Et billede af bodybuilderen, Lisa Lyon fremstiller hende som en stærk, muskuløs, amazoneagtig kvinde uden ansigt, da dette er dækket af et slør. Et andet billeder viser to nøgne mænd med kongekroner, som er fanget midt i en dans og øm omfavnelse.
Auberginefarvet
Robert Mapplethorpe har været i modvind flere gange. I 1978 vakte han stor debat om kunstcensur med sin X Portfolio, der viser scener fra det homoseksuelle sadomasochistiske miljø i 1970’ernes New York. Billederne er meget eksplicitte. Selve denne del af udstillingen er diskret placeret og gæsterne på museet bliver advaret om potentielt provokerende motiver, og at børn under 15 år ikke anbefales at se fotografierne. Der er ingen egentlige billeder af selve sexakten, men til gengæld af flere forskellige SM-redskaber i brug.
Der har været meget diskussion om, hvorvidt billederne hører ind under kategorierne porno eller kunst. Det startede en heftig debat om kunstcensur og kulminerede kort efter Mapplethorpes død, hvor en af hans udstillinger, som blandt andet X Portfolio var en del af, blev censureret og lukket. Selv har Mapplethorpe udtalt, at han elsker at bevæge sig på linjen mellem pornografi og kunst.
Vores holdning til blandt andet seksuelle retninger er blevet markant mere afslappet. I 1980’erne blev det homoseksuelle stadig set på som noget anderledes og forkert, hvor vi i dag ved, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Robert Mapplethorpe selv kæmpede med diskrimination af homoseksualitet. Selvom vi er blevet mere afslappede, og Danmark altid har været kendt for at være mere accepterende og fritænkende end eksempelvis USA, provokerer billederne fra X Portfolio alligevel. Flere af billederne viser for eksempel close up fisting – og det er ikke underligt, at sadomasochistiske handlinger, der netop handler om at påføre smerte, kan være ubehagelige at se på for nogen. Men at flere stadigvæk har svært ved overhovedet at se på billederne, nogle gange udelukkende fordi de ved, det handler om SM, kan måske bygge på en frygt for, hvordan de vil reagere på synene.
En helt almindelig lørdag på ARoS var der flere gæster på museet, der ikke havde lyst til at se billederne fra den auberginefarvede afdeling af udstillingen. Flere gik og snakkede om, hvor vulgært det var. Nogle kvinder kom gående ud, enten stødte eller lettere forargede over de eksplicitte billeder. Til gengæld var der, på trods af museets anbefaling om, at børn under 15 bør undgå X Portfolio-billederne, flere børn akkompagneret af deres forældre. Netop disse synes at tage det langt mere afslappet.
Rosa
Op til sin død, efter han havde fået konstateret AIDS, valgte Robert Mapplethorpe at fjerne mange spor af det livlige i sin kunst. De mennesker, han tog billeder af, blev enten portrætteret engleagtige eller som ekstremt statuelignende. Derudover tog han mange billeder af blomster. Ifølge ham selv, tænkte han ikke anderledes over, hvordan han fotograferede en blomst, en person eller en penis. Desuden har han udtalt, at der ikke var nogen dybereliggende tanker om blomsterne som fallossymboler – alligevel er de ofte blevet opfattet sådan. Det er et godt eksempel på, hvordan en af grundene til Mapplethorpes hyppige provokation kan være, at folk gerne vil provokeres. Det må være grunden til, at selv hans mest uskyldige motiver, blomsterne; naturen i sin perfektion, kan opfattes som provokerende elementer.
Uanset om det er for at blive provokeret eller om det er for at opleve de smukke i kontraster, bør On the Edge-udstillingen besøges. Om ikke andet så for at gå gennem de store rum med højt til loftet, hvor sort/hvide billeder pryder væggene, der skifter farve fra rum til rum – fra mørkeblå til rosa, frem og tilbage, til karrygul og til den brændte røde, forbi auberginerummet og tilbage i det rosa.
