Det uhøjtidelige, legesyge og konstant nysøgende, som Tal R skaber, danner en visuel rutsjetur gennem fantasien for dig som beskuer.

 

Udenfor vælter det ned med sne. Folk er ved at blæse væk. Indenfor er garderoben proppet med jakker i flyverdragtstørrelse. Fra caféen kan man dufte croissanter og café latte. Herinde er vi beskyttet fra den russiske kulde.

Hele niveau 1 er fyldt med en kæmpeudstilling fra Tal Rs legesyge arbejde. Den store dreng (se: Ron Muecks Boy), der sidder på hug ved vinduet, bliver totalt overskygget af alle de smukke farver fra Tals verden.

 

kulor1
Foto: Ole Hein Pedersen

 

Det sprudler af liv og nysgerrighed i hvert eneste rum af udstillingen. Nogle rum er gennemfarvet fra gulv til loft i lyserøde, gule eller blå farver. På væggene hænger hans værker tæt – jeg går med musseskridt rundt i de farvede rum, for jeg ikke vil misse ét eneste værk. Alt skal med.

 

kulor2
Foto: Ole Hein Pedersen

 

Hele tiden kan man høre Tals stemme fra den portrætfilm, der kører i enden af udstillingen. Han har en rolig stemme, der gør, at jeg bare bliver mere og mere opslugt i hans kunstverden. Fra de små rum føres man videre til større rum, hvor der er flere installationer.

I det store rum står der høje cirkusagtige telte tapetseret med Tals tegninger helt op til spidsen. Når man står derinde og kigger rundt, føles det som at være 4 år igen. Gennem værkerne formår Tal at stille spørgsmålstegn ved alting. Andre værker skaber rammer for historier, som man automatisk digter videre på. Han bringer det smukkeste frem i kunsten.

 

kulor3
Foto: Ole Hein Pedersen

 

Ved “Adieu Interessant” står et ældre par og fordyber sig i den store collage. De har efterhånden stået der længe. Uden at sige noget stiller jeg mig ved deres side for at følge deres blikke, hvorefter de rykker sig et skridt til siden, men holder fokus på collagen. Jeg kigger med.

 

kulor4
“Adieu Interessant”. Foto: ARoS

 

 

Hvis du endnu ikke har gået på opdagelse i Tal Rs univers, så stik hovedet ind på ARoS og kom ud med helt ny energi. Uanset din interesse for kunst vil besøget være berigende.

 

Hvad: Tal Rs udstilling på ARoS.

Hvor: ARoS kunstmuseum.

Hvornår: Frem til d. 21. april 2014.

Hvorfor: Fordi manden er genial.

Mønt: 110.- for voksne (90.- for studerende)