Andreas Hvid er opdagelsesrejsende. På sine rejser udforsker han byen. Dens kroge. Dens aflukker. Dens skjul. Med kameraet for øjet dokumenterer han nattens Aarhus fra en side, du aldrig har set før.
Kameraets orange søgelys genspejler sig i kranens stålgelænder. Andreas minder sig selv om, at han skal have sat gaffatape over lyset, så det ikke kan ses nede fra gaden. Det sprøde klik fra linsen da et højeksponeret billede bliver fanget, drukner i vinden, der blæser jævnt og koldt heroppe, højt over Aarhus tagrygge.
100 meter under os blinker lyset fra gadelamper, bybusser og vinduer. Rådhusuret har netop slået tolv. Over os er der gået en sky for månen. Alligevel føles her lyst sammenlignet med den mørke og snævre trappeskakt, der førte det sidste stykke op til styrehuset og ud på kranens lange arm, der strækker sig ud fra den halvfærdige bygning under os.
Andreas er helt afslappet. Heroppe kan han få luft. Mine knæ føles som budding, der savner gelatine. Om det er højden, trådnettet der adskiller os og afgrunden eller indtrængen på en byggeplads, ved jeg ikke.
”Vi skal bare en lille tur op i en kran,” sagde han.
”Jesus,” tænkte jeg.
Byen som legeplads
Andreas klatrede altid højest som barn. En dag røg der en bold op på skolens tag, og han strøg efter den. Først blev tagene hans nye legeplads. I dag har han inddraget hele byen. Gyngestativer, rutsjebaner og sandkasser finder han i siloer, kraner, skorstene, byggepladser og alt, hvad der ved første øjekast virker utilgængeligt og ufremkommeligt.
Kameraet blev Andreas bedste legekammerat. Han fik brug for at dokumentere og forevige de aarhusianske afkroge, han så på sine opdagelsesrejser. Håndværket lærte han selv. Sammen med kameraet kom nu lyset, perspektivet og vinklerne med i vennegruppen.
”Det er noget helt særligt at tage billeder om natten. Om dagen kommer lyset oven fra, om natten nede fra. Det får byen til at se helt anderledes ud,” siger han.
Billederne holder Andreas heldigvis ikke for sig selv. Godsbanen udstiller i øjeblikket et udsnit af de bedste.
Meditation i 112 meters højde
”Engang stod jeg på en kran, mens den begyndte at dreje,” siger Andreas med et let træk på skuldrene. Jeg griber instinktivt ud efter noget solidt at holde fast i. Heldigvis er støbejern velrepræsenteret på en kran.
Fra vores udsigtspunkt udpeger Andreas nogle af de mange steder, han har klatret.
”Den der skorsten er nok det vildeste, jeg har prøvet. 112 meter uden sikkerhedsudstyr. I hverdagen kan jeg godt være ret ufokuseret, men når jeg hænger der, er jeg fuldstændig fokuseret. Det er jo liv og død, vi snakker om.”
Lysene bliver langsomt færre i byen under os. Aarhus er på vej i seng. Andreas pakker nøjsomt stativet og kameraet sammen og slynger det om på ryggen. Turen ned er næsten mere nervepirrende, end den var op. Jeg er pinligt bevidst om mine fodtrins knasende larm i natten og mit hjerte bliver slynget op i halsen, da Andreas peger ud, at der er lys i en af skurvognene på byggepladsen. Vi sniger os forbi og maver os ud under porten, ud i den øde aarhusianske nat.
Byudforskning med risici
Jeg har læst om Urban Exploration på Wikipedia. At gå på opdagelse i byens menneskeskabte strukturer og finde skjulte steder. Kun at tage billeder og uden at efterlade andet end et par fodspor. ”Trespassing,” og ”risk of physical danger” faldt mig i øjnene.
”Selvfølgelig tænker jeg over risikoen,” siger Andreas.
Og han har da også taget spring med et langt fald, løbet fra vagter og vovet pelsen mere end de fleste andre gør til daglig. Men han kan simpelthen ikke lade være.
Hvad: Andreas Hvids udstilling Den Skjulte By
Hvor: Godsbanen
Hvornår: 5.-25. august 2013
Hvorfor: Fordi du får foræret Aarhus i et spritnyt perspektiv
Mønt: Gratis – medmindre du vil købe et billede
Links: Mød Andreas på Facebook eller på Flickr. Tjek udstillingen Den Skjulte By ud her.
