Med coronakrisen lidt på afstand og et land som langsomt tør åbne op, tog VINK et tilbageblik på nedlukningen med digter og poetry-slammer Pippaluk Kevser. Det blev en snak om at sprede positivitet under krisen, om kunstens vigtighed i samfundet og om at have det helt okay, mens andre har det værre.

Nydelse i krisen

Da coronakrisen bankede på de danske døre, var århusianske digter og poetry-slammer Pippaluk Kevser heldigere stillet end mange andre. Hun var netop flyttet i kollektiv med masser af liv i, og det sociale aspekt af isolationen var derfor ikke noget som bekymrede hende synderligt. Måske netop derfor følte hun i starten af krisen, at hun konstant skulle huske på andres lidelse og deres bekymringer.

”Mine tanker har særligt gået ud til de mennesker som rent faktisk har været syge, dem som arbejder med de syge og dem som har familier og bekendte som har været syge. Jeg føler, at jeg skal nævne det hele tiden. Som om man kun tænker rigtigt, hvis man hele tiden tænker på, hvor frygteligt det har været for mange mennesker.” Hertil nævner Pippaluk også, at hun ville blive godt skør og ødelagt af at tænke for meget på andres lidelse.

I stedet har hun forsøgt at bruge sine kreative evner til at sprede lidt positivitet, da krisen stod på sit højeste. ”Først blev jeg inspireret af, at andre digtede meget dystert og dommedagsagtigt, mens solen skinnede og fuglene sang, og jeg syntes helt ærligt bare, at det var fedt at være hjemme sammen med mine medkollektivister, selvom det var lidt forbudt at syntes. Så skrev jeg i stedet om alt det gode, jeg kunne se ved nedlukningen. Det var lidt befriende at sprede positivitet i stedet for frygt og tristhed.”

Dette mundede bla. ud i positive karantænedigte på Facebook, og at hun deltog i Århus Feminist Festival 2020 igennem en livestream-optræden. Her oplevede hun dog særligt hvordan tekniske udfordringer og et uvant territorium kan give udfordringer når man skal optræde foran en skærm. Til festivalen sad ca. seks mennesker bag kameraet, som skulle forsøge at give samme energi som et helt publikum.

Og netop det manglende publikum kan være svar på, hvorfor inspirationen har været svær at finde under coronakrisen. Pippaluk er normalvis er meget aktiv på Facebook hvor hun optager og udgiver selvskrevne digte, men det kan være svært at holde ved, når hele verden lukker omkring en. ”Jeg plejer at blive inspireret af det, jeg oplever ude blandt mennesker, og hvordan jeg selv forholder mig til situationer, men der har bare ikke være så skidemange nye og spændende situationer at skrive om under nedlukningen. Som slampoet bruger jeg publikum og deres reaktioner når jeg optræder, og de giver mig rigtig meget energi.”

Kunsten skal da nok overleve

Debatten om kunstens vigtighed og plads i hverdagen blomstrede op under samfundets nye nedlukningsrammer. Selv fulgte Pippaluk ikke meget med i debatten, men følte i stedet et behov for at tage afstand fra verdens elendighed. I øvrigt er hun da slet ikke så bekymret for kunsten.

”Kunsten skal nok overleve, hvad enten den får penge til det eller ej, da det er så dybtliggende et behov for mennesket. Jeg håber da inderligt, som kunstner, at der bliver sat penge af (red. til danske kunstnere), da det selvfølgelig vil fremme kunsten og hjælpe den på vej – også i fremtiden.” Og med dette i tankerne, nævner Pippaluk også en vigtig pointe; måske coronakrisen ikke har været skidt for alt.

Hun drømmer sig hen til de kommende måneder efter nedlukningen, med folk der higer efter kultur og maler et levende billede af at se ”folk står presset op ad hegnet til Roskilde, og når først det vælter, så spæner alle ind på pladsen som kulturhungrende gribbe. […] Mennesker vil have kunst og kultur, men måske vi skal genopbygge eller lave om i vores måde at tilgå den på. Det er vanskeligt for mig at spå om. Jeg har aldrig været kræfterne bag scenen, men på den, så jeg håber, at der bliver scener i fremtiden for mig at digte på.”

Pippaluk Kevser ved Aarhus Feminist Festival 2020 // Alle fotos: Johanne Teglgår Olsen

En krise med lyspunkter

Og måske Pippaluk i virkeligheden ønsker at sætte sit punktum der – coronakrisen har ikke været skidt for alt. Udover at mærke, hvordan folk igen higer efter kunst og kultur, og glædes over de mange besøgende på Aros og diverse kulturtilbud, har der også været andre lyspunkter under krisen. Hun fortæller levende om det blomstrende samfundssind, som også meldte sin ankomst under krisen. ”Det at vi nu har skulle holde afstand til hinanden, har faktisk gjort os opmærksomme på hinanden.”

Imens hun selv har forsøgt at sprede positivitet under krisen, har hun nemlig oplevet, at resten af samfundet er fulgt med. En sjov fornemmelse af samhørighed i samfundet, kalder hun det selv, med folk på gaden som har hilst mere på hinanden, givet plads og været forstående. Alt det man nogle gange godt kan mangle i det hurtige Danmark. ”Jeg har før følt, at folk gik totalt i deres egne verdener her i Danmark, og det synes jeg har været trist.”

Hun beskriver latterfyldt, hvordan morgensang med Phillip Faber hver morgen har været et kæmpe lyspunkt, for som hun selv beskriver ”Hold op hvor jeg elsker den mand.” Pippaluk ønsker i virkeligheden blot, at vi holder fast i krisens lyspunkter, når landet åbner helt op igen. “Selvfølgelig har pandemien været utrolig skidt og frygtelig, men den situation, som den har bragt os i og vores reaktion på den, har også ført nogle fine ting med sig. Det synes jeg er vigtigt, at vi også holder os for øje, og ikke bare tvinger os selv til at være nedtrykte, fordi vi burde være det på vegne af andre. Det er altså okay at have været glad i coronakrisen.”

Coverbillede // Johanne Teglgår Olsen