PORTRÆT: Du kender udtrykket Coffee and Cigarettes fra Jim Jarmusch. Well, TANK byder på et nyt med sin kaffe og kunst og ikke mindst udtalte budskab om at tanke.

1
Eksteriør // Alle fotos: David Juárez
2
Interiør

 

Midt i Mejlgade eller sagt anderledes – på det indre Mejlgade før Randersvej, ligger artshoppen/-caféen, TANK. Nuvel, tænker du, og genkalder dig muligvis de mange gallerier i latinerkvarteret, som i hukommelsens blur gør det svært at adskille dem fra hinanden. Lidt som motiver i et abstrakt billede måske. Det er ærgerligt, da kunsten netop er kunst og ikke tapet, end ikke abstrakt tapet. Hver for sig kuraterer gallerierne noget specielt, og TANK er ingen undtagelse – og så alligevel, sådan rent ontologisk:

”TANK er primært en artshop og med artshop, mener jeg (Jane Bang Nørgaard, indehaver af TANK), at det ikke er et galleri. Det er en butik, der sælger kunst med fokus på grafisk kunst. Så det er ikke oliemalerier og den slags, det er mere tegninger og grafisk kunst som print, serigrafi, osv.”.

3

4
TANKs indehaver Jane Bang Nørgaard

 

Latte og super fine ting
Jane tager imod os (fotografen og jeg), da vi ankommer en blæsende eftermiddag ind i den lille shop. Imens vi står med røde på kinderne og hår i munden, stiller hun op med et smil på læben, under det chikke pagehår, der indrammer hendes ansigt som et af billederne på væggene. ”Latte?” spørger hun pænt. Hun steamer mælken og vi ser os omkring i rummet.

Billederne er grafiske tryk, originaltegninger og print, og stilarterne er vidt forskellige. Jeg genser et billede fra serien Tegneleg på VINK – et hoved med et vindue i panden, hvorigennem der er udsigt til nogle bjergtoppe. Øjnene er store. Kunstneren, Cecilie Dahlerup – her skrevet C. Dahlerup, er en ung kvinde på 23 med hang til melankoli og bornholmerure. Hun er en af Janes udvalgte.

Jane rækker mig en skummende latte og fortæller, at TANK har et særligt fokus på unge upcomings, som endnu ikke har fået så store publikummer eller opmærksomhed generelt. De kunstnere som hun finder, er typisk studerende eller folk med fast arbejde, hvis kunstneriske virke derfor er begrænset til deres fritid. Trods omstændigheder som denne, ”laver de nogle super fine ting”, siger Jane og kigger rundt på ophænget.

En drøm, som hænger ved
Jane åbnede butikken sammen med sin veninde Kristina Green Bonne i 2011, efter i mange år at have næret en drøm om at forvalte eget galleri.
Inspirationen havde kvinderne hentet med hjem fra adskillige ture til Berlin og New York, hvor der som bekendt ikke kan slås en fart på kunstscenerne uden at den udråbes som art. Det betyder dog ikke, at Jane og Kristina lod sig forføre af en hvilken som helst liflig duft i storbyerne. Det, der for dem var det spændende, var især alle de små gallerier, som gik efter ”små” kunstnere med ”store” streger.
Nu har Kristina fundet et andet arbejde som grafisk designer, og Jane bestyrer shoppen alene, sin passion intakt.

5

6

 

The chosen ones
Jeg er nysgerrig efter, hvordan Jane, som jo faktisk er lidt af en opdagelsesrejsende på udkig efter super fine streger, i sidste ende udvælger kunstnerne til TANK.

– Jeg får rigtig mange henvendelser faktisk. Folk, der sender en mail, med et link til en lille hjemmeside, de har, eller vedhæftet nogle billeder. Og så vælger jeg ud, ud fra min egen mavefornemmelse, så det er svært at sige, hvad jeg går efter.  Det kan jeg ikke helt sætte ord på 100%. Jeg går ikke efter om folk har en eller anden bestemt uddannelse eller et eller andet, jeg går efter om jeg kan se, at kunstneren har fundet sin streg.

”Sin streg?” spørger jeg.

– Altså, at de har fundet deres udtryk, hvor man kan se, at kunstneren virkelig har noget på hjerte og kan noget teknik, og at der ligesom er en sammenhæng i de ting, som kunstneren laver. Man skal ikke kunne komme i tvivl, når man ser et billede, om det er den og den, der har malet det og tegnet det.

En lille tænkepause indtræffer, under hvilken et billede af P.S. Opstrup, der hænger over hovedet på Jane, tages i øjesyn. Det er et af hendes yndlings. Hun siger begejstret, ”det ligner han har tegnet det ud i ét, uden på noget tidspunkt at løfte tuschen.”

Tænkepausen slutter, og Jane fortæller videre om kriterierne for sin udvælgelse af kunstnere:

– Selvfølgelig skal det også være noget, jeg synes, der interessant at se på og ikke noget, man har glemt, så snart man vender blikket væk. Det skal ligesom give en en oplevelse af noget, der er sjovt, anderledes, tankevækkende eller smukt at se på.

”Så det må gerne bare være smukt at se på?”

– Jeg prøver at gå udenom det, som jeg synes, udelukkende er dekorativt. Jeg vil gerne have, at det giver mig noget mere end det.

Ud af cirka ti henvendelser, vælger Jane måske 1-2 ansøgere. Et andet fællestræk for disse, er, at deres kunst ikke bliver solgt alt for mange andre steder. Hun vil meget gerne have, at de udtryk der forefindes i TANK, ikke er nogle, man allerede har set en masse andre steder.

Shoppen får løbende nye værker op at hænge, efterhånden som der kommer nye kunstnere til og at de eksisterende producerer nye.

Priserne lader hun stort set kunstnerne om selv at sætte. For som hun siger: ”Det er kunstneren der ved, hvor mange kræfter og hvor meget tid samt blod, sved og tårer, det har kostet at lave billederne”.

TANK har før huset kunstneren Daniel Van der Noon, som på ingen tid voksede sig stor og er nu faret til staden, hvor han fortsat udmærker sig på den danske kunstscene.

I skrivende stund er der mellem 15-20 chosen ones i TANKen.

7
Alle fotos: David Juárez

 

Hvem: TANKs indehaver Jane Bang Nørgaard
Hvad:
Artshop med grafisk kunst og kunstbøger + café med mulighed for at sidde og chill med Janes kunstbøger over en skummende latte.
Hvor: Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C.
Hvornår:
Tirs. – Fre. 10-17 & Lør. 11-14
Hvorfor:
Fordi shoppen er hyggelig med sin café-niche ved vinduet i et inspirerende lyst rum, med mange forskelligartede grafiske udtryk.
Mønt: 100-5000 kr. Mest i den lave ende, altså under eller lige omkring 500 kr.
Links:
TANK – tankyou.dk  + Tegneleg med Cecilie Dahlerup + Daniel van der Noon