I biografen Øst For Paradis har de et alternativt tilbud til, hvordan man skal bruge sine søndagsformiddage. Med “Søndag i Paradis” kan man nemlig glæde maven med en brunchtallerken, slukke tørsten med kaffe ad libitum og derefter sætte sig i de bløde biografsæder og se en klassiker, som kun de største filmelskere nok kender til. I denne reportage var søndagens film neo noir krimien Point Blank instrueret af John Boorman fra 1967.

 

Når man ankommer til Øst for Paradis søndag eftermiddag kl. 10.55, bliver man først og fremmest mødt af en række brunchopdækkede borde i foyeren. Der er meget personale, selvom der kun er plads til omkring 20 gæster ved bordene. Min ledsager og jeg er overraskende nok nærmest de eneste, der er ankommet. Arrangementet starter jo også først kl. 11.00, så der er god tid til at sove ud på sådan en søndag formiddag. Der går dog ikke længe, før der stille og roligt begynder at trisse folk ind. Dette passer egentlig godt til den afslappede stemning, arrangementet lægger op til.

 

Omkring kl. 11.30 ankommer de sidste til foyeren. Det er blandende bolcher, der sidder rundt omkring; et søskendepar, en gruppe venner, en mor og hendes døtre og et par enlige, der sidder rundt omkring og nyder deres brunch i ro og mag til baggrunds-Bossa Nova. Et ægtepar har sågar medbragt lidt læsning til brunchen. Arrangementet samler altså mange typer af folk. Det er heller ikke til at sætte en aldersgruppe på deltagerne. Efter en snak med nogle af dem, der sidder rundt omkring, kan jeg konkludere, at deltagerne er alt fra 14 til 72 år.

 

Hvad har tiltrukket publikummet af “Søndag i Paradis”?

Kigger man på dem, jeg havde en snak med, var det kun to ud af syv, der kendte til filmen og kun én havde allerede set den. Det er heller ikke derfor, at førstegangsdeltageren Ditte på 18 år har taget sin søster med: Det er ikke fordi, vi er mega filmfanatiske, men bare fordi vi synes, det er et hyggeligt arrangement.” Hun kan dog ikke komme på et bedre forslag til filmoplevelsen. Hun synes, at der er et godt udvalg, og det er sjovt at se nogle film, man normalt ikke ville have set.

 

Anderledes er det hos ægteparret Lars og Birthe på henholdsvis 72 og 70 år. De har været til arrangementet flere gange, end de kan huske. De er meget tilfredse med de film, der bliver vist. Fx synes Lars, at det i dag er ”et fremragende valg af film”. Birthe har ikke set den før, men siger med et skævt smil, at hun da godt kender Lee Marvin, som spiller hovedrollen. Der er en kort tøven, da jeg spørger, om de selv har et ønske til, hvilke film der skal vises. Lars bekender dog begejstret, at han da gerne ville se klassikerne Some like it Hot eller Hitchcocks Vertigo. Birthe ville gerne drømme sig tilbage til 1974 med Jorden er en syndefuld sang men tilføjer hurtigt derefter: ”Den er nok for snæver til publikummet”.

 

Alle de syv deltagere, jeg snakker med, er tilfredse med brunchen. Den består af yoghurt, brød med forskelligt pålæg (heriblandt er hummus populær hos deltagerne), frugt, lidt grønt og et lille stykke brownie at slutte af med. Spørger man deltagerne, mener de både, at brunchen er lækker og billig. Man giver 130 kr. for både brunch og film. Den eneste lille kritik er, at der gerne måtte være mere.

 

Tilbage til dengang lydeffekter kun kunne være for lave

Da vi kommer ind i biografsalen efter brunchen, kan man sagtens følge tanken, der handlede om at drømme sig tilbage til en svunden tid. Den knitrende lyd fra det originale 35 mm filmrulle. De hvide pletter, der kommer vilkårligt og forsvinder hurtigt på lærredet. Det overdrevne skuespil og de forældede effekter. Dette er alt sammen en del af charmen og den hyggelige stemning, der præger arrangementet. Publikummet er dog ikke helt tilbage i 1967, hvor filmen er fra. Især den yngre del kommer fra tid til anden til at fnise lidt, når filmstilen simpelthen bliver for antikveret for et moderne øje.

Lee Marvin spiller den hårdtslående hovedrolle i klassikeren “Point Blank”.

 

Da filmen slutter, begyndes der en klappen. Dog kun fra en tilskuer og med en hurtig opbremsning. Det virkede faktisk som en passende gestus. Undertegnede ville nok også have klappet med, hvis det blot var forsat lidt. Dette skyldes, at man ikke bare følte, at man havde været inde og se en film. Man havde været en del af noget lidt større. Da min ledsager og jeg forlader den lune sal for at begive os ud i det kolde efterår, er vi også enige om, at vi ikke blot blev trukket tilbage i tiden, men også blev rykket ud af hverdagen for en kort stund. Den særlige stemning, som de andre deltagerne og jeg selv følte, får altså navnet “Søndag i Paradis” til at give fuldstændig mening.

Er man interesseret i begivenheden, kan man læse mere på: http://www.paradisbio.dk/CustomPageViewer.aspx?urlId=296