FILMANMELDELSE: Der er mange måder at skabe fortællinger på, og biografen er med til at formidle en stor del af dem. Endnu en Amy-fortælling har været forbi Øst for Paradis. Denne gang uden fokus på tabloidhelvedet og alkoholtrippet, der stoppede ved 27 år, men i stedet med den (næsten!) rene vare: Her er det nemlig musikken, som er i forgrunden!

 

“Stuerene bliver I aldrig,” sagde Poul Nyrup om DF. Det samme kan man vist sige om Amy Winehouse, der atter kan opleves i biografen. Endnu en dokumentarfilm om attitudesøsteren nr. 1, femme fatale over jazz og pop og blues, mrs. Amy Winehouse, har nemlig taget vejen forbi Øst for Paradis, forklædt som trouble og diva.

Læn dig tilbage i rødt vilourstof og se Amy brilliere med sin hæse, kantede stemme og store back-to-black-manke.

Det vil være forkert at sige, at den nyredigerede dokumentarkoncertfilm, I Told You I Was Trouble, der præsenteres af danskeren Manden med kameraet, er helt uden Amys nøkker og drama-jargon. På scenen i London er der da også stærke drinks i plastikkrus med hende på scenen, men der gives heldigvis plads til det, som hun, i følge mig, vil blive husket mest for: Musikken og stemningen!

 

Koncerten og Amy er rørende, rystende og forførende // Foto: demonied.com
Koncerten og Amy er rørende, rystende og forførende // Foto: demonied.com

 

Med lidt for anokrektiske ben til min smag, tilsyneladende blå mærker og hele hendes fatale familie foran sig i kulissen, trækker Amy dig ind i sit stærke reportoir af sange, der alle har det til fælles, at de slet ikke kan adskilles fra mennesket Amy. Omringet af dygtige, mørke mænd, både hvad angår jakkesæt og hud, skråler hun sin attitudepoesi ud i caféen. Smører alle ind i lilla lys, røde tæpper og gulligt bagtæppe.

Med skævvredne læber og hænder som skyklapper skimter hun familien og kærligheden på balkonen under hele koncerten. Hun kommenterer blandt andet, at faren bør få snedkereret sin egen bænk oppe på balkonerne til hendes optrædener. I det hele taget afvikler Amy snarere en familiefest end et professionel gig, hvilket netop skaber den autenticitet, der løber ned ad nakken på tilhørerne. Især dem der var så heldige at opleve hende live, må have fornemmet hendes private set-up, men her på denne dokumentarkoncertfilm får vi en flig af den stemning, der voksede frem i jazz-caféen den aften i London. Velvalgt stemning, velvalgt Amy, velvalgt publikum.

 

Amy har taget plastikkrus med stærke drinks med sig op på scenen // Foto: jukebo.com

Meet you downstairs in the bar and hurt,

Your rolled-up sleeves in your skull t-shirt,

You say, “What did you do with him today?”

And sniffed me out like I was Tanqueray,

 

Således skærer Amys poesi gennem den tykke lag af glamour, lys og scenografi. Alt du skal gøre er at lytte. Hun giver sig også tid til tale, især henvender hun sig til sin (tvivlsomt sunde) kæreste. Hun kommer også omkring sin shitty-voice, der giver hende kamp til stregen, så hun, før anslaget til en af sine hits, må kaste sprut ind i munden for at våde en ørken derinde. Den flækker dog aldrig kunsten.

Vi møder en superstjerne i fuld flavør. Fuld af musik og sprut og energi. Amy med pistolfingre mod tindingen, Amy med vrøvleforklaringer for forsinkelsen (jo, også denne gang kom hun for sent!), Amy omsværmet af, ikke journalister og drama, men noget så rustikt og hyggeligt som gamle antikke lamper!

Velkommen til Amy – intimt på den (nogenlunde) sunde måde!

 

Amys far og kæreste fik al den opmærksomhed fra Amy, de kunne ønske sig, under hendes intimkoncert, som blev præsenteret i Øst for Paradis // Foto: paradisbio.dk
Amys far og kæreste fik al den opmærksomhed fra Amy, de kunne ønske sig, under hendes intimkoncert, som blev præsenteret i Øst for Paradis // Foto: paradisbio.dk