FILMANMELDELSE: Trasker ned ad de 40 trappetrin for at nå gaden. Finder min cykel. I fuld fart ned ad Nørrebrogade. Krydser Nørregade ved Løve’s BogCafé. Sender et flakkende blik hen mod den maltrakterede facade ved Sex Bio for snart at være i en af byens oaser, Øst for Paradis. Nu skal der ses film på det store lærred!
Kinesisk natur og iPad-mentalitet
Filmen, jeg denne gang har set, er Philippe Muyls Nattergalen. Om bedstefaren Zhigens vildmarksrejse gennem skove og floder i selskab med vandbøfler, et hav af myg og barnebarnet Renxing. Målet er at nå slægtens hjemstavnsby, hvor en nattergal skal synge ved bedstemorens grav, og som bedstefaren derfor – trods fysiske skavanker og en vis alder – nægter at slippe sit greb om. Det her er Kinas officielle bud på en oscarvinder i kategorien Bedste Udenlandske Film.
Kontrasterne er sat skarpt op i Muyls nye film, der er en kinesisk version af hans le Papillion fra 2002. På den ene side behandler den det turbulente storbyliv og på den anden naturens fredsommelighed og poesi.
Først og fremmest ramte det mig, hvordan jeg efter at have låst min cykel op i Willemoesgade for blot en halv time siden, for at fare ned mod byen i glat føre og nå ned i ØFP, snart sad omringet af et stykke flot kinesisk natur på det store lærred. Snart får man lyst til at sige sit job op og omringe sig af bambus, kinesiske vandbøfler og snørklede træer, der får danske troldetræer til at virke banale.
Stærkt er det at se den lille pige Renxing blive forført af naturens kræfter og ikke mindst bedstefarens charmerende jargon, der trods pigens trodsigheder og hysteriske tilgang til rejsen, står ved, at han vil vise sit barnebarn en anden mentalitet og livsstil. Den møder de både på vejen mod landsbyen og ikke mindst i selve landsbyen, hvor de skal slippe nattergalen løs for at synge for bedstemoren. Det er ritualet og åndelig værdi, der bliver lagt frem for pigen, stærkest i form af den nattergal, som pigen i begyndelsen ikke forstår sig særlig meget på, men langsomt kommer til at forstå og tillægge en stor betydning. Alt dette fungerer godt i filmen, og Li Boatian, som bedstefar, er en gave for både pigen og publikum!
Der er humor og sødme i filmen. Humoren er tydelig, når Renxing ikke kan sove om natten, fordi myggene har fået smagt på hendes arme og ben, og hun farer ind til bedstefaren og råber: ”Jeg må have en plastikoperation!” Eller når hun sidder midt i vildnissets rå natur og forsøger at lære sin bedstefar noget om moderne teknologi. Det er nok underholdende, og omgivelserne er dragende, men der er noget, der ikke fungerer.
Kontrasterne er filmens svaghed
Overdrivelse fremmer forståelse! Jo tak, men det kan også spænde ben for en ellers meget lovende film. Det er interessant på et mentalt plan at tage en rejse med en iPad-afhængig storbypige, ind i vildmarken, hvor hun mærker varmen fra vandbøflen, sover i en grotte og spejler sig i vandets stærke strømme, men man mister dette fokus ved at få serveret et stykke karikeret og unødvendig storbydramatik i form af forældrene, der ender i en skilsmissesituation hjemme i Beijings tårnhøje skyskrabere. Skilsmissen er unødvendig – og er i værste fald med til at fjerne fokus fra den stærke personlige fortælling, der vokser frem i nærværet mellem de to generationer i den rå, flotte natur. Forældrene har en birolle, de er ikke bærende, men de kommer alligevel til at forstyrre den fine fortælling, der folder sig ud og ender med at brede sine nattergalevinger hen over bedstemorens grav.
Fordi filmen er så stærk på billedsiden og i den stille fortælling om en storbypige, der bliver rørt af en ”gammel nisses” rituelle rejse, sidder jeg tilbage med en god filmoplevelse. Det er ikke handlingen, der er styrken, det er ikke Beijings turbulens, der ellers er smukt filmet af fotografen Ming Sun, men det er de scener, hvor bedstefaren og barnebarnet sidder omkring det knitrende bål i grotten og stille og roligt finder hinanden trods de snart 70 års forskel, der forfører. Jeg ville ønske, at filmen endte dér, med nattergalens flyvetur hen over landsbyen og bedstemorens gravsten, for det ville være mere passende.
Men Philippe Muyl trækker forældredramatikken ind i en historie, der handler om så meget mere – og andet – end skilsmissen. Jeg skal nok lade være med at afsløre, hvordan filmen ender, men blot gøre det klart, at I skal se filmen – det skal I da – men I skal ikke se den for slutningen, eller for skilsmissehistorien, ej heller for at se de høje skyskrabere i Beijing. I skal se den for at lade jer forføre af en bedstefars rejse med en fugl i et bur. Se ham slippe den fri hen over det allermest meningsfulde – ikke kun i en bedstefars liv, men også i pigens liv. Denne historie er helt og aldeles universel – og det er uden tvivl dens styrke. Den bærer myten i sig, og selv den moderne iPad-prinsesse bliver en del af myten!
Det vil overraske mig, hvis Nattergalen vinder dette års oscar for bedste udenlandske film, men jeg forstår godt fristelsen ved at sende netop denne film ind til dommerkomiteen.
