På med skoene, nøglen i låsen og ud på Sønder Allé for dernæst at sigte mod Mejlgade, snart Paradisgade, afsted for at pantsætte én time og femogfyrre minutter af min tid til byens bedste bio. På date med Øst for Paradis og de røde veloursæder. Filmen for denne aften er I Blodet. En græsk tragedie om den svære overgang fra ung til voksen og de eksistentielle spørgsmål det medfører. Ok, græsk uden guder eller bankerot, græsk som i københavnsk!
Aperitif til det sultne publikum
Manusforfatter (men som også nu kan skrive fuldblodsinstruktør på sit CV) Rasmus Heisterberg står bag filmen, der på plakaten har følgende aperitif til det sultne publikum: “Imorgen bliver vi voksne”. Og sådan føles det faktisk – som er de unge cykelhelte på vej ind i de voksnes rækker.
Efter et flygtigt blik på biografens sunde insektslik i baren (ja, ØFP sælger rent faktisk små kryb i fine slikæsker i baren!) og efter de flotte plakater i montren ved trappen ned til kælderafdelingen blev hele mit åsyn forvandlet til postnummer 1650 inde i sal D. Lærredet blev i anslaget til filmen smurt ind i KBH V. Frem vokser søerne og hovedpersonen, den unge medicinstuderende Simon, der snart skal opdage, at sine venner rammes af babyfeber og vil etablere sig med kæreste og hus, så natdruk og shawarmabesøg snart hører fortiden til. Det sker for mange af os, at man begynder at se sit liv med færre fester og flere bleskift, men for nogen er det en hård sandhed at gå imøde. Sådan er det for Simon (Kristoffer Bech debuterer flot i denne rolle), der skubber vennerne af cykler (i hvert fald én ven) og stjæler hospitalssprit og sipper til det for ikke at se det voksne ansvar i øjnene.
Collager af styrtende følelser
Lad mig sige det én gang for alle, det her er rå poesi, collager af styrtende følelser fra den hårde opbrudstid som 20’erne bringer med sig, og de intense billedeflader skaber noget så rivende som både fravær og nærvær på samme tid! Vi får også et råt indblik i operationsbordet og det dybe snit i maven på en patient, hvilken kun understreger alvoren og brutaliteten i Simons verden. Er skalpellen også ved at skære båndet over mellem Simon og hans venner?
Selvom flere anmeldelser noterer, at Heisterberg er inspireret af Norges egen Trier (red. Joachim Triers Oslo-film), så virker effekterne godt til det miljø, han skaber. Stilfuld kameraførelse, godt skuespil og en værdig fortælling kommer ud i æteren. Jeg er underholdt og glemmer alt om insektslik i baren for en stund!
Geden og Knud
Trods de store spørgsmål og Simons alvorsblik, der fik undertegnede til at tænke, at den unge mand slet ikke lever med tanken om en dag imorgen, er der også plads til humor i filmen. Ikke mindst natten hvor en ged med prangende gevir kommer med på diskotek og senere til privatfest. Som måske – måske ikke – tager med en fremmed hjem? Det er galskab og det fungerer! Eller vennen Knud, der med sin lettere kejtede jargon klæ’r filmen meget af vejen, selvom han tenderer til at blive karrikeret undervejs. Ged og Knud skaber en kontrast til den alvorstone, der ellers fylder mest i filmen. Hvis det ikke er en græsk tragedie, så er det i hvert fald en syndefaldsmyte anno 2016 med dertil hørende mobiltelefoni og hippe København (uden nogen klar morale dog!).
Alle billederne i denne anmeldelse er fra de øjeblikke, der ikke bærer dramatikken eller plottet frem, og sådan er filmen netop. Den handler mere om pauserne, tilstandene, end selve dramatikken. Jo, bevares, en cykel vælter og en karriere bliver sat på spil (tæt på en spoiler, men vi ved ikke hvis karriere!), men det er ikke dem, man sidder tilbage med, når man forlader salen og vender snuden hjem gennem Mejlgade igen. Det er musikken, kameraets bølger og alt det, som filmen lader være op til publikum. Måske Heisterberg og Co. skulle tage en tur til Aarhus næste gang!?
Græsk som i Aarhus!
