“Nærvær er også en slags næring”

“Nærvær er også en slags næring”

Det smukke citat er fra den nye danske film Venuseffekten, som jeg så en kold tirsdag aften i min yndlingsbiograf Øst for Paradis i Aarhus. Filmen bugner af kvinder (både foran og bag kameraet), fissekostumer og homoseksuelle par, men filmen handler om meget mere end køn og seksualitet.

På smukkeste vis får Venuseffekten belyst, at det ikke er altdefinerende og afgørende for os mennesker, om vi er kvinde eller mand, heteroseksuel, homoseksuel eller noget derimellem. Men må en film nu ikke handle om køn og seksualitet? Jo da! Men der er noget let og befriende over filmens tilgang til disse emner i en verden, hvor vi som samfund interesserer os så meget for hinandens køn og seksualitet, at vi undervejs måske helt glemmer at tage stilling til hinanden som hele mennesker med levende kroppe af erfaringer, tanker og følelser.

Foto: Christian Geisnæs

RØDDER SKAL HAVE PLADS TIL AT GRO

Filmens hovedperson Liv arbejder på familiens gartnergård i provinsen, og det er netop i naturen, at Liv møder den flyvske og farverige Andrea, som bor i en campingvogn på naboens æbleplantage. Mødet vender op og ned på Livs livshorisont og bliver starten på en identitetskrise, som lærer hende om kærlighed, familie og om, hvad det vil sige at være og finde sig selv.

Naturen får lov at løbe som en fin linje gennem filmen i form af sirlige livsmetaforer, som da Livs far forklarer, hvordan planternes rødder skal have god plads, for at planten kan gro oven over jorden. Og det er netop denne plads Liv kæmper med at tage, her på tærsklen til “voksenlivet”, med forældre af en generation, der ikke altid får sagt de rette ord eller givet den rette mængde plads. Filmen forsøger på intet tidspunkt at fordømme de uvidende forældre, men viser i stedet, hvordan karaktererne, på skrøbelig og lidt akavet vis, prøver at forstå og nå hinanden, selvom det ikke altid lykkedes. For måske er vi i virkeligheden så bange for at træde forkert, at vi glemmer, at vores horisont først åbner sig i det øjeblik, vi spørger ind til det, vi ikke forstår.

LIVETS FORVIRRENDE VILDSKUD

Jeg så pludselig mig selv i Liv – i de små ting, som hendes vedvarende besvær med at få strømmebukserne trukket ordenligt op over bagenden, i den intense stirren i spejlet, når hun skal vælge identitetsmatchende tøj og i de strikkede strømper, hun har på til den fine juleaftenskjole. Men jeg spejlede mig også i de lidt større følelser, dem der handler om at føle sig elsket, føle sig forkert og  overrumplet af spørgsmålet om, hvem og hvad man skal være i denne verden.

Mens alle disse spørgsmål presser sig på, gør det det ikke nemmere, at din familie måske også har en idé om, hvem du er. Og lige midt i al forvirringen går det pludselig op for én, at de selv samme forældre også bare er mennesker med sprækker og vildskud i form af nye hobbyer og nye kærester, man skal tage stilling til, og lige her minder filmen mig om, at livet ikke altid forløber, som man havde forstillet sig.

Foto: Valdemar Cold Winge Leisner

POETISKE BILLEDER OG ORD

Filmen præsenterer på intet tidpunkt noget vildt dramatisk eller tempofyldt, og det er netop dét, som gør filmen til noget særligt. Filmen skildrer på roligste vis følelser og relationer, som de fleste af os kan nikke genkendende til. Venuseffekten er fyldt til randen med poetiske billeder og ord, og allerede i de første ti minutter har filmens intense naturbilleder og drømmende lydspor fået mig til at ønske mig væk til lune sommeraftener med græs mellem tæerne og kølige briser i solvarmet hår.  Det, blandet med skrøbelige nærbilleder, helstøbte karakterer og stemningsfulde detaljer, gør filmen til en mild, sanselig og nærværende oplevelse. En oplevelse du stadig kan nå at se i biografen. 

 

Coverfoto //  Thomas Howalt Andersen

Skriv en kommentar