Hvordan får man film og kunst til at smelte sammen? Kunsthal Aarhus har svaret – en filmklub. I anledning af Kunsthal Aarhus’ udendørs filmvisning af sci-fi-filmen The Sphere (1998) har VINK mødt udstillingskoordinator Nadia Donnerborg og projektleder for Go Extreme Peter Ole Pedersen til en samtale om kunsthallens filmklub anno 2020.

 

Kunsthal Aarhus har startet en 2020-filmserie i form af en filmklub, hvor film og kunst går op i en højere enhed. Et projekt, der er blevet stablet på benene af udstillingskoordinator Nadia Donnerborg og projektleder for Go Extreme Peter Ole Pedersen. De vil med filmklubben skabe en vidensgivende dialog mellem deres nuværende udstillinger og filmkunsten. ”Det var et lille projekt vi startede i slutningen af sidste år. Det, vi gerne vil med den her filmklub, er at skabe nogle andre veje ind i vores udstillinger. Så vi er gået ind i udstillingernes tematikker, og hvad de handler om og så prøvet at se, hvordan vi kan bruge en film til at snakke om noget af det,” fortæller Nadia.

Men en helt almindelig filmklub er det nu ikke. Filmklubben byder nemlig på både oplæg, filmvisninger og en unik mulighed for at se filmene og kunsthallens værker i et nyt og anderledes perspektiv. For når en blockbuster-film møder et kunstværk, sker der noget helt specielt, som Peter Ole fortæller, ”det er altid sjovt at lade to forskellige kunstneriske udtryksformer møde hinanden, fordi der er et publikum, der måske har en slagside til at være interesseret i det ene, og ét der er interesseret i det andet”.

Filmvisningernes indledende oplæg afholdes af kunstnere, forskere, filmeksperter eller lignende, hvor den fælles tematik mellem udstilling og film betones. Disse oplæg lægger op til nyfortolkning af både kunsten og filmmediet for deltagerne, men også for kunsthallen selv. ”Vi bruger det også internt til at få nye ideer eller nye tanker, hvis der er et eller andet, der bliver sagt om en udstilling, som vi ikke har tænkt på og kan bruge til vores omvisninger,” forklarer Nadia.

 

FRA DOKUMENTARER TIL BLOCKBUSTERE

Filmklubben har allerede budt på film såsom den sort/hvide horrorfilm Frankenstein (1931) og coming-of-age kultklassikeren Moonrise Kingdom (2012), og filmvalgene er ikke tilfældige. ”Noget af det, vi har snakket meget om, er at prøve at have en bred vifte af film, så vi ikke kun har meget eksperimenterende eller tunge film, men også viser, at der er noget i popkultur, man kan hente,” fortæller Nadia og Peter Ole fortsætter; ”Tingene er også tit vævet ind i hinanden på den måde, at referencerne ikke er så firkantede længere. Det kan jo være, at én kunstner har set mange horrorfillm, og så er de begyndt at lave kunst, fordi det var den udtryksform, der passede dem”. På den måde skal de nøje udvalgte film fremvise forskellige dele af samtidskunsten. Det er netop derfor filmklubben viser alt lige fra kunstdokumentarer til blockbusters, så der er lidt til enhver film- og kunstsmag.

Illustration: Anne-Louise Trebbien Christensen

 

THE SPHERE UDENDØRS FILMVISNING

Man kan den 18. september få en gratis smagsprøve på filmklubben til Kunsthal Aarhus’ udendørs filmvisning af The Sphere (1998). ”Vi viser 90’er baskeren The Sphere, som er en Michael Crikton-filmatisering,” fortæller Peter Ole. Filmen er instrueret af Barry Levisons, men fortælling er af Michael Crikton, som også har skrevet science-fiction romanerne Westworld og Jurassic Park. Så der er uden tvivl tale om en ægte sci-fi legende. ”Han har lavet en sci-fi fortælling, der handler om en kugle af ukendt oprindelse på havet, hvor et team bliver sendt ned for at undersøge den. En film med blandt andet Samuel L. Jackson, Dustin Hoffman og Sharon Stone. Så det er en rigtig stor Hollywood film fra den periode,” siger Peter Ole, som samtidig også kalder den for en ”gigantisk b-film”. Og som Peter Ole forklarer videre, ”den prøver vi at vise som en mere åben filmforestilling. Det kunne også være en filmvisning, der fungerer som en invitation til, hvad Kunsthallen er for et hus.”

Og går man rundt i kunsthallens skulpturpark, er det heller ikke svært at se, hvilket værk der har givet anledning til en aften i sci-fi genrens tegn. Det futuristiske værk Spaceframe Complex, som er sammensat af tre dele, ligner intet mindre end fremtidens boliger på Mars. Dets hovedkonstruktion N55 Spaceframe er lavet af kunstnergruppen N55. Skulpturen har sidenhen fået to tilføjelser i form af skulpturerne Pod #001 i 2007 og Pod #002 i 2011, og med sådanne titler kan tankerne kun ledes hen på rumrejser og ukendte objekter fra rummet.

Den ene af aftenens oplægsholdere, Jacob Lillemose, har da også næsen dybt begravet i sci-fi fortællinger. Han og populærkulturel forsker Karsten Wind Meyhoff, der sammen har skrevet om, hvordan popkultur er blevet nutidens nye referenceramme, vil også den 18. september tale lidt om filmen inden filmvisningen.

Spaceframe Complex​ // Foto: Mikkel Elming. Kunsthal Aarhus.
Spaceframe Complex​ // Foto: Mikkel Elming. Kunsthal Aarhus.

 

FORLÆNGELSE TIL 2021?

Og hvis du sidder og overvejer om filmklubben stopper i slutningen af dette år, så kommer svaret her fra Nadia: ”Der kommer til at være en forlængelse. Corona har gjort, at der er nogle ting, der er faldet helt fra ,og der er nogle projekter i 2021, vi gerne vil koble på det her.”  Der er altså rig mulighed for at få set en masse film ved Kunsthal Aarhus i den sidste halvdel af 2020 og i 2021. Og en god film er netop, hvad man kan have brug for til at afkoble fra det hele.

”Det fede er, at folk, der kommer ind, får en fed oplevelse, en god aften og oplever noget,” forklarer Nadia, og priserne kan man heller ikke sige noget imod. Ikke nok med, at filmklubben er et fedt projekt, så er det også ganske studie-budget venligt. Indmeldelse i filmklubben koster 40 kr., og så er den første filmvisning gratis, hvorefter en filmvisning koster 30 kr. (kun 20 kr. for studerende). Men den tidligere nævnte udendørs filmvisning af The Sphere er ganske gratis.

Så er du film- og/eller kunstelsker, så meld dig ind i Kunsthal Aarhus’ filmklub eller tag ned og se The Sphere under åben himmel.

 

KOMMENDE FILMVISNINGER

16/09 – Exhibition

18/09 – The Sphere

21/10 – White Material

18/11 – La Chinoise

09/12 – Man Ooman

13/01 – Misery

 

UDENDØRS FILMVISNING

Hvad: Udendørs filmvisning af sci-fi-filmen The Sphere (1998)

Hvor: Kunsthal Aarhus

Hvornår: 18. september kl. 19.30-22.30

Hvorfor: Fordi du vil høre et oplæg, se en film udendørs og samtidig blive introduceret til et kunstværk og en film på en anderledes facon

nt: Gratis


Coverfoto: Anne-Louise Trebbien Christensen