Jeg mærker et voksende ubehag i kroppen. Det er ikke udpræget stort, men det er der. Jeg har al grund til at føle mig ramt og bevæget, men jeg er underlig tom. På trods af, at jeg modvilligt kan identificere mig med karaktererne, mangler jeg stadig at mærke suset i maven. Føl nu noget for fanden!

 

Teaterforestillingen “Rovdyr” er skrevet af Kristian T. Erhardsen, som har en del succeser bag sig. B.la. dramatiseringen af Jerzy Konsinkis roman “Being There.”  Den anerkendte Kamilla Bach Mortensen står bag instrueringen af de fire etablerede skuespillerinder: Neel Rønholt, Anna Ur Konoy, Merete Voldstedlund og Pia Mourier. Holdet består af dygtige folk og mine forventninger er høje, allerede inden jeg har sat mig til rette i Svalegangens teatersal. Jeg er en vaskeægte sucker for kunst der portrætterer menneskets mørke sider, men jeg finder det også umådelig vigtigt, at dette gøres på en måde, hvorpå man undgår at svømme rundt i klichéer.

 

kliche1
Alle fotos fra Rovdyr: David Bering

 

kliche2

 

Små Stik

“Rovdyr” handler først og fremmest om den facade, man som familie ønsker at opretholde, samt den berøringsangst vi mennesker har overfor livets tabuer. I princippet burde jeg elske det, eftersom stykket både berører emner som misbrug, jalousi og angsten for at tilværelsen krakelerer. Men jeg føler små stik af irritation, hver gang klichéerne lister sig ind. F.eks. ville jeg ønske, at man for en gang skyld kunne lade en anden sygdom end kræft, fungerer som dødsårsag. Eller at datteren, som oplevede et enormt svigt i barndommen, ikke havde valgt at læse til psykolog, men derimod noget som var en smule mindre søgt. Overraskelsesmomenterne mangler, og jeg tager mig selv i at være i stand til at gætte plottet, før det har udspillet sig på scenen. Det irriterer mig ligeledes, at overgreb på børn skulle forestille at være et af stykkets omdrejningspunkter. Det virkede som om, at denne del var blevet skrevet ind, fordi der ligesom manglede et eller andet, som kunne krydre plottet en smule. Det havde været langt mere interessant, hvis man havde droppet klichéerne, skåret ind til benet og valgt ét fokuspunkt. Stykket vil for mange ting på én gang og dette gør, at man som beskuer bliver tabt undervejs.

kliche3

 

Fucking tragisk

Det er dog ikke klichéerne der gør, at jeg sidder en smule uroligt og ikke helt kan finde ud af, hvilket ansigtsudtryk jeg skal stille op. Det er det faktum, at jeg sidder og overvære et stykke, som indeholder så mange relaterbare og rammende emner, men at jeg selv stort set ikke føler en skid. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der er galt. Måske skyldes det, at stykket ikke helt kan blive enig med sig selv om, hvorvidt det ønsker at være over- eller underspillet. Men I princippet er det slet ikke sikkert, at det er stykket i sig selv, der er noget i vejen med. Måske handler det om, at vi som mennesker simpelthen har brug for at blive sparket helt ud over kanten, for at kunne mærke suset. Det er ikke længere nok, at det er tragisk, og at der bliver grædt og kastet lidt med et par ting på scenen. Jeg har brug for MERE. Det skal være fucking tragisk, hvis jeg skal kunne mærke det helt ind i hjertet.

I virkeligheden er det uendeligt trist. Mine følelser er udenfor rækkevidde. Og dog. Skuespillerne er troværdige og især Neel Rønholt skabte noget magisk i rollen som datteren Josefine. Jeg kunne genkende mig selv i hendes karakter og det skræmte mig. Min skyggeside stod pludselig lige dér foran på scenen. Selvom jeg ikke mærkede et ægte sus i maven, følte jeg alligevel et eller andet. Jeg vil vove at påstå, at man som tilskuer (modvilligt) vil kunne spejle sig i mindst én af karaktererne. Alle fire repræsenterer nogle markante træk, som vi alle indeholder i større eller mindre grad. Lige netop dette, er efter min mening stykkets absolutte force. Det er skræmmende, at kunne observere sine dårlige sider udefra, men samtidig enormt fascinerende og måske endda en smule selvransagende.

 

kliche4
Alle fotos: David Bering

 

Føler du noget?

“Rovdyr” er anbefalelsesværdigt i den forstand, at jeg var tvunget til at se en smule indad, efter jeg havde forladt teatret. Det frustrerer mig stadig, at jeg ikke følte mere end jeg gjorde. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det skyldes kvaliteten af stykket eller min egen indgangsvinkel. Karaktererne er ligeledes troværdigt skildret af de fire skuespillerinder og man tror på deres historie. Selvom jeg ikke jubler af begejstring, ramte “Rovdyr” mig alligevel. Muligvis ikke på den måde, der oprindeligt var intentionen, men den ramte mig trods alt. Det vigtige med kunst er ikke, hvordan man mærker det, men AT man mærker det.
Du skal først og fremmest tage ind og se “Rovdyr” hvis du føler for en aften, hvor tabuer, familiehemmeligheder og menneskets skyggesider er i højsædet. Men du kan også tage ind og se den, hvis du ønsker en mindre selvransagelse, og for lige at finde ud af, om du faktisk stadig føler noget.

 

Hvad: Teaterstykket “Rovdyr”

Hvor: Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, Aarhus C

Hvornår: 15. Januar – 8. Februar

Hvorfor: Fordi stykket tager fat i nogle vigtige problemstillinger, samt giver dig mulighed for at reflektere over dine egne skyggesider og mennesket i al almindelighed.