Forestillingen med den “gyselige” titel, Mørket ligger under sengen skulle vise sig slet ikke at være så farlig, snarere magisk, og en fin, lidt monoton scenografi mødte publikum med en oprejst seng og dyner som lærred – og ikke mindst en skallet pianist med et absurd lille klaver til at spille et partiture på.
Efter at have drukket en saft og bladret i det fine efterårsprogram, der både byder på billedkoncert af Shaun Tans flotte Ankomsten og en nyfortolkning af Romeo og Juliet med kroppen som redskab, blev vi guidet ind i salen. Den var større end forventet, og desto mere næsten absurd lille blev det klaver, der stod i højre side af scenen. Ellers var der ikke mange dikkedarer deroppe. Mest mørke. Hvilket jo passede fint med titlen på stykket. Men ingen seng. Endnu.
Perpleks over det teatralske
Snart kunne stykke starte med sønnen (spillet af Søren Søndberg), der indleder kort – og noget usikkert. Snart skal det vise sig, han er biperson og musiker snarere end skuespiller, hvilket i øvrigt kommer til at stå som et fint krydderi til de to forældre, der kommer i fokus næsten hele stykket igennem. I en noget overgearet trampen kommer forældrene ind på scenen og synger sin vej hen mod sønnens dør. I første omgang blev jeg noget perpleks over det teatralske anslag, der unægteligt underholdte de mange børn, der befandt sig i salen. Tonen blev lagt an. De er så absolut ikke som de fleste forældre. De er børn med høje tindinger og rynker i ansigtet!
Søvnløs skratten og mindtrip
Tilvænning forekommer! Man vænner sig til de legende, de bare alt for meget, forældre, der snart skal i seng. Så altså, forældrene besøger deres søn, der spiller på noget nær verdens mindste klaver, og der så sender sine forældre i (sin egen) seng. Det er plottet. Resten af stykket ligger de i sengen, der for publikums skyld er rejst op, sådan vi kan følge med i deres snorken, deres søvnløse skratten og deres mindtrip ind i fantasiens verden, hvor det snart løber af med både dem og publikum. Vi ender i skibsforlis og flyvende hjerter og røg og damp. Den får fuld skrue, og med relativt små midler skabes en ret diffus og finurlig stemning, der det meste af vejen både vil underholde børn (især) og voksne (plus/minus). Dem midt imellem, fx den halvvoksne dreng på femte række bag anmelderen, ville bare gerne ud til sin nintendo. Sådan er vi så forskellige!
Giv jer selv den oplevelse at tage i Gruppe 38. Det er et stærkt team af både cafépersonale, dramaturg og ikke mindst skuespillere. Det emmer af kreativitet, og værdigt er det at lave teater, der vil være i spændingsfeltet mellem at underholde børn, aktivere børnene i stykket, samt at give en oplevelse til forældre, der ikke går op i hat og briller og Far til Fires Vilde Ferie!
