FILMANMELDELSE: Ægteskabelige kvaler på skiferie i Alperne!

 

Her er dramaet til alle os filmelskere, der ikke tror, at et emne kan udtømmes, men at de velkendte emner nogle gange savner en ny, original instruktør til at tage vare på dem. En sådan instruktør har taget sit filmhold med op i de franske alper og lagt et stort sneklæde ned over et stykke svensk feriedrama (red. familiedrama!).

I denne julemåned er det i sig selv en fryd at læne sig tilbage i de bløde biografsæder og lade snemasserne svimle for øjnene af os som glimmer på et juletræ! Der er nemlig meget sne, og mange scener med ski og snotnæser, lifter og røde kinder i Ruben Östlunds nyeste skud på stammen.

Tomas og Ebby kaster sig ud i de store følelsers tarv i Ruben Ôstlunds nyeste film, Force Majeure. Billede hentet fra Craveonline.com.

 

Filmen er simpel i sin historie. Ebby og Tomas tager fem dage væk fra hverdagens 50-timers arbejdsuge, sammen med deres to børn, Harry og Fanni. Ebby påpeger, at manden arbejder hele tiden, og de har brug for at slappe af. Sådan ser det også ud, når Östlund åbner op med en scene, hvor en ukendt fotograf diagerer familien til at få taget det mest perfekte billede, med Alperne som baggrundstæppe. Her fornemmer vi allerede filmens komik, hvordan familien slår skihjelmene imod hinanden i et forsøg på at tage sig ud på bedst mulige vis.

 

Tomas og Ebby tager afsted med deres to børn til de franske alper. Tilsyneladende lutter idyl, men den krakelerer samtidig med en kontrolleret lavine, der vælter ned over deres hotel. Billedet hentet på collider.com

 

En kontrolleret lavine forberedes udenfor det smukke hotel, som de er indlogeret på; publikum præsenteres for store kanonslag, der ryster alpernes snedække, og som senere skal danne den lavine, der forståeligt nok skræmmer familien fra vid og sans. Tomas og Ebby sidder og nyder en middag, og så vælter sneen pludseligt ned, og det der vælter ned mod hotellet ligner allermest noget, der vil slå dem alle sammen ihjel. Tomas vælger at tage mobilen og sig selv under armen  – og han flygter væk fra restauranten, forsøger at redde sit eget skind og sin mobil. I en stor støvmasse, der allermest ligner livets mest traumatiske dampbad, klamrer Ebby sig til sine børn. Hun kalder på Tomas, men han er pist væk.

Tomas mener ikke, at han flygtede, nægter det pure, og denne løgn kommer til at gnave hos Ebby, hvis øjne fluks går fra feriemode til krisetilstand. Nu vil de begge gerne stå på ski alene, for at undgå den uundgåelige sandhed, der knuger sig fast: at der er vokset løgn og latin ind i deres forhold. Dramaet kan til tider virke opstillet, men det gør ikke noget i denne film, der vil det artistiske og det konceptuelle, samtidig med den folder ud et begavet følelsesdrama – og filmen formår at lade karaktererne spille op imod hinanden med skarphed, så man sider knuget til sin sæde og får lyst til at melde sin vinterferie fra!

 

Force Majeure kunne godt ligne en klassisk katastrofefilm, når lavinen truer med at rydde en hel restaurant, men den egentlige katastrofe foregår mellem Tomas og Ebby. Billede hentet fra variety.com

 

Ligesom kærlighedens veje er uransagelige, kan man sige det samme om krisens. Og det formår Östlund at skildre i sin film. Selvom det hele vælter ad helvede, så giver filmen plads til små oaser undervejs. Både før og efter lavinen, der forbliver filmens eneste naturkastrofe, møder vi alt fra sjove tandbørstningsscener på hotelværelset til lange sekvenser, hvor familien står i sne til knæene og klamrer sig til sine skistave; oaser hvor krisen ikke er i fokus. Man kunne tro, det var kedeligt, for banalt til at være kunst, men både mimikken, dialogerne og den forførende idé, som Östlund skubber filmen frem med, gør, at man ikke keder sig et minut. Pludseligt er de to timer gået, og man ved, at man vil bruge yderligere to timer på at tænke over den, og igen yderligere to timer på at snakke om den!

Det er Ruben Östlund fjerde film. At lave film ud fra et koncept mødte vi allerede i hans film, Play, fra 2011, hvor et rollespil blandt unge i Gøteborg lå til grund for deres kriminelle løbebane. Denne gang er de kriminelle unge i Gøteborg byttet ud med den moderne mand og kvinde, der oplever en lavine på både det konkrete plan og i overført betydning.

 

Den originale konceptinstruktør Ruben Östlund under optagelserne til hans fjerde og nyeste film, Force Majeure. Billedet hentet på sydsvenskan.se.

 

Filmteknisk ligner Ruben Östlund en af Mikael Hanekes flittige elever. Stillbilleder og lange sceniske fremstillinger, og instruktøren kan næsten ikke være født mange spytklatter fra Ingmar Bergmands filmstudie med det niveau, han sætter for dagen. Han kender dramaet. Han kender komedien. Og han har fundet en måde at lave film på, der inviterer begge dele ind i universet og får det til at fungere!

Force Majeure er et begreb for et lovligt kontraktbrud forårsaget af ydre omstændigheder såsom en naturkatastrofe. Spørgsmålet er om det også gælder ægteskabskontrakten? Kan manden bruge lavinen som undskyldning for sine egoistiske handlinger, eller findes der ingen undskyldning for et splitsekund at slippe sit ansvar fra børn, fra sin familie?

Tag i Øst for Paradis og se en film om en lavine, der skabes i intimsfæren. I alle familier. I den moderne familie! Filmen er ren nydelse for filmelskere, der både vil underholdes, overraskes – og som har øje for måden, man kan fortælle en film på. Stærkt er det, at filmen viser, hvordan børn ofte er langt foran forældres erkendelse af parforholdskrisen, og ikke så overraskende er det deres søn, der første og eneste gang udtaler helt tydeligt, hvad der hele tiden ligger som den oplagte og svært rummelige konsekvens i filmen: ”Jeg er bange for, I skal skilles”.

Og meget underholdende er det, da deres fælles hipsterven kommer forbi hotellet med sin 20-årige frille, og de oplever at blive taget til gidsel i de forholdsproblemer, som lavinen satte igang. Det er længe siden, jeg har oplevet så skarpskrevet en dialog på film, og så velskruet en scene i det hele taget. De to par drikker vin og Ebby stopper en samtale om alt og intet med sin voldsomme genfortælling af lavinen og det svigt, hun følte overfor sin mand. Svigtet er ægte, det føles ægte, scenerne er underholdende og får en til at græde af grin på det ene øje og blot græde på det andet!

 

Den moderne mand krakelerer totalt i Ruben Östlunds svenske filmperle, Force Majuere, der kan ses i Øst for Paradis. Den formår både at være intens og yderst humoristisk! Billedet hentet fra blogs.indiewire.com

 

Du bliver kastet igennem den ene yderlighed til den anden i Östlunds film, der varmt kan anbefales herfra. Hvad gør han næste gang. Tager han på storbyferie i Spanien? Eller hjem til sin andedam i Sverige? Vi venter i spænding!

Og i øvrigt; jeg vælger nu nok at tage på skiferie, trods alt!

 

Hvad: Skidramaet Force Majeure

Hvem: Instruktør – Ruben Östlund. Skuespillere – Johannes KuhnkeLisa Loven KongsliClara WettergrenVincent Wettergren

Hvorfor: Fordi der skal være plads til skifilm med hverdagsrealitet

Hvor: Øst for Paradis

Hvorår: Til og med d. 8. januar. Tjek programmet på Øst for Paradis’s side

Mønt: 80 kr