En hvirvelstrøm af følelser, poetisk enkelhed og ubarmhjertig autenticitet. Hændelsen (L’événement) leverer med præcision et brudstykke af tragisk menneskelighed, hvor fortidens hændelser bliver en påmindelse af nutidens realiteter.
Mit hjerte banker som det her levende mønster malet i luften ved hjælp af vindens skiftende retning. Forventningen bobler under min hud og har gjort sin entré allerede inden, jeg står foran mit nye yndlingssted, Øst for Paradis. Der er nærmest en sitren i luften af spænding. Helt ærligt, så har mine forventninger eksisteret lige fra dét øjeblik, hvor jeg faldt over filmen. Samtidig er der en nervøsitet, som fylder urokkelig meget. Det er nærmest en dunkende smerte gennem hele kroppen. For valget om at se Hændelsen føles mere bevidst, nærmest provokerende, sammenlignet med mange andre film. Det er ikke kun en kunstnerisk udfoldelse – det er en nødvendig kommentar til samfundsøjeblikket.
Hændelsen (2021) er det beundringsværdige drama fra instruktør og co-manuskriptforfatter Audrey Diwan, der vandt Guldløven ved sidste års Venedig Film Festival. Filmen er baseret på den franske forfatter Annie Ernauxs selvbiografiske roman af samme navn, og det er en hjerteskærende beretning om frygt, smerte og ensomhed. Om illegal abort og skammen tilknyttet valget, der burde tilfalde kvinden. Om risikoen ved at nægte kvinder kontrol over deres kroppe. Ernaux understreger nødvendigheden af romanen ved at påpege, at “[h]vis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen af kvinders virkelighed” (ekkofilm.dk).
Den prikkende følelse af utilpashed ved at diskutere aborter, fødsler samt andre kropslige oplevelser har defineret en samfundskultur og fremhævet den dystre stilhed. Der er stadig en vis kulturel fordømmelse omkring frihed og lyst fortalt gennem en tendens i historiefortællingerne til at begrænse kvindelig lyst til følelser af kærlighed. Og den håndgribelige opmærksomhed omkring og skildringen af aborter er for sjældne.
TRAGISK MENNESKELIGHED OG FØLELSESMÆSSIGT KAOS
Det provinsielle Frankrig, 1963. Før det permissive samfund og popkulturrevolutionen, mere end et årti før legaliseringen af abortproceduren. Historien følger, i rystende detaljer, med gennemslagskraft og uden moralsk dømmekraft, Anne Duchesne – en ung, intelligent universitetsstuderende – og hendes stadig mere desperate bestræbelser på at afslutte sin ufrivillige graviditet. Beslutningen står skrevet i hendes øjne, for realiteterne er klare – graviditeten kan blive på bekostning af fremtidig selvbestemmelse. Hun bliver tvunget til at konfrontere juridiske, sociale og korporlige forhindringer med alle døre i sine omgivelser lukket for sig. Et enkelt øjeblik fragmenterer hendes tilværelse og efterlader hende omsluttet af ubærlig ensomhed. Hun er omgivet af sociale regler og en forståelse af samfundskulturen, som hun ikke længere vil kunne indordne sig efter.
Filmen repræsenterer et fragment af hendes tilværelse, hvor den tragiske menneskelighed fylder. Med en enkelhed og nærmest cinéma vérité-stil bliver Annes perspektiv nørdet til mindste detalje. Her har den indre monolog fået en centrale rolle i dét, at stilheden indikerer en obsessiv idé i hendes tanker, som hun længes efter at udtrykke. Så selvom det kun er få af Annes refleksioner, der bliver fremhævet for os, så kan tankerne nærmest aflæses i den skrigende stilhed. Vi kan samtidig mærke hendes følelser gennem lange takes med få afbrydelser og en sårbarhed. Det bliver provokerende, og vi er ikke længere kun tilskuere, for så fungerer realismen ikke. Og Anne er så psykisk stærk, at når hun til sidst lader sig mærke af omstændighederne, så sker der simpelthen en enkelt ting. Publikum krakelerer med hende i et følelsesmæssigt kaos.
FOTO: IFC Films
ET RYSTENDE OG AMBITIØST MESTERVÆRK
Diwans (og Marcia Romanos) rystende mesterværk er den seneste i en række hårde, følelsesmæssigt intelligente kunstfilm, der, med rasende empati og skrøbelighed, skildrer traumet af svære beslutninger og følelsesmæssig isolation. Den konfronterende realitet ånder os i nakken – umulig at ignorere – med filmens styrke etableret behændigt af Diwan gennem den konstant medrivende autenticitet samt en følelsespræget og intellektuel relation mellem Anne og os andre. Der er en realisme – noget man som kvinde kan reflektere sig i – som absolut fungerer i forhold til at skabe en overbevisende fortælling, der er en samfundskommentar med sammenhængskraft.
Smerten, frygten og ensomheden er omdrejningspunktet; men dé følelser er understøttet af en positiv forståelse af kvindelig lyst. Det er en veludført kontrast. For der er tydeligvis tale om en instruktør med samme vision som Ernaux – at bryde stilheden – hvor ambitionen bliver udtrykt gennem præcision og perfektion. Filmen illustrer med rå ærlighed forsøget på at beskytte retten til at føle lyst – til at kunne være fri af den sociale skam – i et samfund der ikke vil acceptere kvindelig seksuel frihed. Konsekvensen er forbud mod abort og dermed en manglende kontrol over egen krop. Så der kan ikke herske tvivl. Filmen har fortjent sin plads i selskab med Christian Mungiu’s 4 Months, 3 Weeks and 2 Days (2007), Eliza Hittman’s Never Rarely Sometimes Always (2020) og Mahamat Saleh-Haroun’s Lingui, The Sacred Bonds (2021).
Denne overbevisende filmatisering foregår i et fransk solbeskinnet provinsmiljø i begyndelsen af 1960’erne, men fortidens tilstedeværelse forhindrer på ingen måde en pressende aktualitet, der gør det svært at trække vejret. Stilheden er stadig gennemtrængende. Vi bliver ikke mødt af nogen ekstravagant måde at annoncere tidsrammen for filmen på, men forholdsvis hurtigt falder brikkerne på plads med ønsket om, at det føltes mere fjernt fra nuet – at en beretning fra 1960’erne ikke gav denne ubehagelige følelse af genkendelighed og en påmindelse om nutidens omstændigheder. Men det har jo lige præcis været hensigten. For filmen kommer på et tidspunkt, hvor der er en eftertrykkelig nødvendighed i at prioritere diskussionen omkring aborter, da tiden nærmest går baglæns, og abortrettigheder udfordres. Vigtigheden bliver netop påpeget i kølvandet på de dugfriske amerikanske abortrestriktioner, der formår at fremhæve de manglende fremskridt i den langsigtede kamp for kvinders seksuelle frihed og reproduktive rettigheder.
KVINDERS RETTIGHEDER VIRKER TIL AT VÆRE EN EFTERTANKE
En overvældende følelse af frustration trænger sig på hos mig, mens rulleteksterne kører over skærmen. Og mine tanker fokuserer på den manglende forløsning, da jeg forlader Øst for Paradis. For filmen er et øjebliksbillede på, og kommentar til, et samfundsmæssigt, politiseret problem, der stadig har sine rødder solidt plantet i jorden. Der afspejler en ubehagelig mangel på debat omkring aborter og det følelsesmæssige aspekt. For abortforbud har aldrig betydet ingen aborter – kun illegale, farlige, hjemmelavede aborter. De bliver udført med en lang spids genstand, der kan findes lige inden for rækkevidde, og uden bedøvelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at filmen kun bliver vist i nichebiografer. Det gør helt ondt i mit filmhjerte, at den her lille perle af filmkunst med et fundamentalt budskab ikke når længere ud. Hvorfor skal en film med så vigtigt et emne ikke vises i et mere kommercielt miljø i stedet for i baglandet af filmbranchen – i kælderrummet hvor vi filmentusiaster befinder os og i skyggen af kommercielle filmsucceser uden megen substans. For efter min mening understøtter det simpelthen idéen om, at kvinders rettigheder virker til at være en eftertanke.
Coverbillede // IFC Films
