The French Dispatch er en antologifilm med selvstændige historier, hvor den eneste røde tråd er kærligheden til det skrevne ord og de skæve fortællinger om menneskelig forunderlighed, omsluttet Wes Andersons forholdsvis distinkte og perfektionistiske stil. Ideen om at hylde det skrevne ord pirrer da en litteratur-entusiast som mig selv. Men der eksisterer en kompromisløs søgen efter stil i hver enkelt frame, som påpeger en mangel på substans.
De fleste stilbevidste instruktører har tendens til at implementere færre regler i løbet af deres karriere, mens Wes Anderson virker til at blive mere præcis i udtrykket af sin kunst. The French Dispatch eksemplificerer dette i filmens symmetriske kompositioner og minutiøse detaljer. Således er det hans mest gennemkontrollede værk, hvor intet er overladt til tilfældighedens smukke væsen. Det er, med andre ord, en kondensering af hans kendetegn som instruktør.
Foto: Searchlight Pictures
EN VELKOREOGRAFERET SAMLING
Filmen består af en samling forskellige velkoreograferede kortfilm med udgangspunkt i The French Dispatch, et magasin for udlandsamerikanere sidst i 1960’erne i den franske fiktive provinsby Ennui-sur-Blasé. Redaktøren, Arthur Howitzer Jr., er netop afgået ved døden, og efter en introduktion af Ennui-sur-Blasé bliver man præsenteret for redaktionen, som diskuterer, hvad der ender med at blive magasinets sidste udgivelse på befordring af netop redaktøren. Der er foregået en kreativ konstruktion af filmens opbygning som et magasinnummer bestående af en nekrolog, en rejseklumme samt tre featurehistorier. Dette illustrerer, at Anderson er bevidst omkring antologifilmens popularitet inden for Europæisk film i 1960’erne.
EN VERDEN DER ALDRIG HAR EKSISTERET
Der er uendelige mængder af vidunderlige og originale idéer, der hylder fransk kultur, den seriøse form for journalistik, film og billeder samt alle os excentriske individer. Der er tydeligvis tale om et menneske med en krøllet hjerne, der så inderligt gerne vil dele sine kreative og finurlige idéer med resten af os. Det er ambitionen om præcision og perfektion, som forudsætter, at dette er intet mindre end et æstetisk mesterværk med en poetisk undertone. Men kan et mesterværk ikke ligeledes indeholde tilfældigheder og observerbare fejl og mangler? Det vil i højere grad reflektere virkeligheden. Der mangler uden tvivl noget mere substans i den her nostalgiske hyldest til en verden, der aldrig har eksisteret.
Der er den her tendens i Andersons repertoire til at give nostalgien håndgribelig opmærksomhed, hvilket fremgår i The French Dispatch såvel som dens forgænger The Grand Budapest Hotel. Lighederne ender ikke her, da sidstnævnte ligeledes bliver et udtryk for kærlighed til netop det skrevne ord i form af selve omdrejningspunktet og eksistensgrundlaget for filmen – bogen The Grand Budapest Hotel – samt typografiens pertentlighed. Denne her afhængighed af nostalgiens effekt, de skæve fortællinger om det menneskelige sind gennem til tider melankolsk stemning samt de konstante symmetriske kompositioner beretter samtidig om en instruktør med en problematisk uforståenhed overfor nødvendigheden af variation. Men alligevel er absurditeten og det kaotiske i The Grand Budapest Hotel forankret i mere substans.
Foto: Searchlight Pictures
ET MANGLENDE HOLDEPUNKT
The French Dispatch springer i et forholdsvis hektisk tempo rundt i full-screen, split-screen, sort/hvid, farver, forskellige narrativer og tidsperioder, så det bliver overvældende; det føles nærmest som om, at man ikke kan trække vejret. Der mangler realisme, en pointe – noget man kan reflektere sig i og nikke genkendende til – da der er en følelsesmæssig og intellektuel distance til karaktererne, som efter min mening ikke fungerer i forhold til at skabe en overbevisende fortælling.
Defineringen af The Grand Budapest Hotel som et kunstnerisk udtryk for realisme er yderst svær at argumentere for, men der eksisterer dog alligevel elementer, der inviterer til en vis grad af reflektering og genkendelse, som jeg savner i The French Dispatch. Karaktererne i The Grand Budapest Hotel foreviger en illusion af en romantiseret fortid – en tid, som de ikke nødvendigvis har tilhørsforhold til. De fleste af os kan vel, på en eller anden måde, relatere til at konstruere en forståelse af fortiden, der ikke nødvendigvis passer til realiteterne men i stedet: vores eget narrativ. Derved lykkedes det at skabe en form for relation til karaktererne, som er svær at finde i The French Dispatch. Det kan således være en fordel for Anderson at genfinde noget hjerte.
Coverfoto // Searchlight Pictures
