ANMELDELSE: Jeg har været inde at se Mikala Kroghs dokumentar ”Ekstrabladet uden for citat”, der tilbyder et sjældent kig ind i redaktionslokalerne hos en af Danmarks mest omstridte aviser.
Ekstrabladet har altid været et mysterium for mig. På den ene side er der tale om en avis, som faktisk har formået at lave dygtigt researchet og dybdeborende journalistik og dermed har været med til at sætte en journalistisk dagsorden. Og som i sin egen selvforståelse da også har været en uundværlig vagthund, klar til at afsløre løgne og uretfærdigheder i den ’almindelige danskers’ tjeneste. ”Ekstrabladet tør hvor andre tier”, som det så smukt hedder. På den anden side er der også tale om en avis, som alle dage har været kendetegnet ved en masse mere eller mindre lødigt indhold og en evig vaklen på kanten af det moralsk acceptable. På sin vis hænger det selvfølgelig fint sammen med et image som ”klassens slemme dreng”, men det har alligevel undret mig, hvordan de to dele har kunnet sameksistere uden på eller anden måde at underminere hinanden.
Helt ærligt, så er den forundring nok efterhånden gået over i en mere rendyrket forargelse. Tabloid-historierne synes at have fortrængt den banebrydende journalistik og jeg forstår ikke rigtigt, at der er nogen, der bliver tiltrukket af avisens nuværende ikke-nyheder og journalistiske stramninger ad absurdum. Ligesom jeg ikke forstår, at der er nogen journalister, der vil lægge navn til det bras. Drømte de mon om at arbejde på Ekstrabladet, da de i sin tid startede på journalisthøjskolen? Betragter de det som en ærværdig evne at kunne blæse de mest undseelige detaljer op til at handle om liv og død (og sex)? Og sover de godt om natten?
En avis i krise
Jeg ved godt, at jeg måske stiller det mere sort-hvidt op end det er. Og netop derfor var jeg meget nysgerrig efter at se Mikala Kroghs dokumentar. Igennem et år har hun, helt ekstraordinært, fået lov til at filme på Ekstrabladet, hvilket der er kommet en halvanden time lang dokumentar ud af. Via en blanding af grafik, faktuel information og optagelser som ’fluen på væggen’, får man som seer indblik i dagligdagen på et særdeles presset Ekstrabladet, der kæmper for at holde hovedet oven vande.
Det overordnede tema slås an med det samme. Ved hjælp af en enkel graf, bliver vi gjort bekendte med Ekstrabladets faldende oplag. I stormagtsdagene var det på 130.000 aviser om ugen, men ved filmens start er det på 60.000 – et tal som i løbet af dokumentaren falder med yderligere 10.000. Mens avislæserne svigter, er estrabladet.dk til gengæld en af de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Det indlysende spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de mange klik kan omsættes i kroner og øre – og om det derigennem er muligt at redde papiravisen. I bestræbelserne på dette følger vi blandt andet lanceringen af ’Ekstra’, et betalingssite der skal fungere som en overbygning på avisens gratis netindhold, og vi følger en lille gruppe redaktørers rejse til New York, hvor de søger inspiration hos Huffington Post, der har formået at vende den digitale udvikling til deres fordel.
Chefen – det dumme svin (?)
Det er først og fremmest chefredaktør Poul Madsen, vi følger i dokumentaren. Dels er vi med ham, når der skal træffes redaktionelle beslutninger, dels ser vi ham gentagne gange i optagelser fra hans bil, hvor han reflekterer over papiravisens berettigelse, dens fremtid og hans egen rolle som chefredaktør. Hans refleksioner er på den ene side nøgternt konstaterende og på den anden side karakteriseret ved en stor kærlighed til papiravisen og til Ekstrabladet. Her er en mand, som godt ved, at enden er snublende nær, men som ikke desto mindre har tænkt sig at kæmpe til det sidste. Poul Madsen synes på mange måder at være selve inkarnationen på den dobbelthed, Ekstrabladet repræsenterer. Af udseende ligner han nærmest en dreng, der ved en fejl har forvildet sig ind til de voksne, men det er samtidigt tydeligt, at han ikke bange for at skære igennem, når der eksempelvis skal træffes kontroversielle beslutninger omkring historierne i avisen. Stædig, grænsende til det idiotiske, men samtidig en person, som må siges at gå helhjertet og ufortrødent ind i de ting, han engagerer sig i. Og så må jeg tage hatten af for hans valg om at lade et kamerahold komme så tæt på. Selvfølgelig ved vi ikke, hvad der bliver sagt, når kameraerne slukkes, men man sidder med en fornemmelse af, at filmen giver et solidt indblik i hverdagens kampe på Ekstrabladet og de overvejelser, som knytter sig til såvel de enkelte historier, som avisens linje mere generelt – og det er bestemt ikke altid lige flatterende.
”Ekstrabladet er sat i verden for at afsløre tingenes tilstand”
Det dramaturgiske højdepunkt i dokumentaren er fortællingen om Ekstrabladets rolle i gidseldramaet, hvor de to danske sømænd, Eddy og Søren, igennem mange hundrede dage holdes indespærret af somaliske pirater. Ekstrabladet vælger at ignorere såvel ministerielle som private henstillinger til at lade sagen ligge og kører i en periode et tema, hvor de dagligt skriver om Søren og Eddy. Afsættet er en historie om, at det rederi, som har ansat de to sømænd i virkeligheden har langt flere penge, end de har givet indtryk af til omverdenen – de kan med andre ord sagtens betale den krævede løsesum. Sagen viser, at Ekstrabladets opfattelse af sig selv, som en avis, der tør gå forrest og imod strømmen, fortsat lever i bedste velgående. Samtidig giver den en forståelse af, hvori den journalistiske fascination ved at være på Ekstrabladet må formodes bestå. Her er en sag, som de implicerede journalister får lov til at grave i over en lang periode og som til sidst leder til, at Ekstrabladets somaliske kontakt ender med at få en hovedrolle i selve udleveringen af de to gidsler og man mærker som seer en del af den spænding, det knytter sig til dramaet. Glæden over løsladelsen af de to sømænd bliver dog kort, idet Ekstrabladet efterfølgende bliver stævnet af den ene af de to sømænd og må tage imod alvorlig kritik for deres håndtering af sagen.
Gråzoner
Samlet set er det en rigtig fin dokumentar, Mikala Krogh har lavet. Der lægges ikke skjul på, at Ekstrabladet i dag mere end noget andet er en tabloidavis og at der kan stilles krafigt spørgsmålstegn ved ideen om at avisen bidrager til at “udfordre magthaverne”. Ikke desto mindre anlægges der samtidig en forholdsvist beskrivende stil, som giver masser af plads til kompleksitet og (selv)modsigelser, og som lader det være op til seeren selv at drage sine egne konklusioner. Poul Madsen bliver præsenteret som en sammensat, og, må jeg indrømme, også lidt mere sympatisk person, end hans optrædener i medierne i øvrigt har givet mig indtryk af. Og medarbejderne bliver præsenteret som en broget flok. Nogle lader til at være dygtige journalister, som tilsyneladende lader til at synes, at Ekstrabladet giver dem de udfordringer, de har brug for, andre lader til at trives storartet med Ekstrabladets tabloid-profil og sætter en ære i at finde på nye måder at sælge aviser ved hjælp af eksempelvis grotekst overdramatiserede forsideoverskrifter. Og atter andre lader til primært at være der for at få brød på bordet og lader til at tage hovedet under armen, før de fx sætter sig til at opsætte massageannoncer.
Trods ovenstående, kan jeg dog fortsat godt undres over, at så mange tilsyneladende dygtige journalister har valgt dette sted som deres arbejdsplads. Og jeg er forsat uenig i flertallet af de midler, Poul Madsen tyer til i sin kamp for at redde Ekstrabladet – og tvivlsom omkring, hvorvidt han får held med sit foretagende. Men at der er flere nuancer til historien, end jeg oprindeligt mente, er der ingen tvivl om og det har været spændende at få et indblik i. Jeg vil varmt anbefale dokumentaren til alle, med interesse for medielandskabet anno 2014 og Ekstrabladet i særdeleshed. Eller blot for interesse i velformidlede og nuancerede dokumentarer, der rummer masser af universelt interessante tematikker såsom kærlighed og forfald.
Hvad: Velfortalt og tankevækkende dokumentar om Ekstrabladet, instrueret af Mikala Krogh.
Hvorfor: For at se en real-life fortælling om faldet fra de høje tinder og kampen for overlevelse – en kamp, som Ekstrabladet deler med de fleste af landets øvrige aviser og blade.
Hvem: Poul Madsen, chefredaktør på Ekstrabladet, samt en række medarbejderne på ekstrabladet bliver fulgt igennem et år, hvor de kæmper for at holde avisens salgstal oppe.
Hvor: Øst For Paradis
Hvornår: Premiere 1. oktober. Tjek programmet på Paradis’ hjemmeside her.
Mønt: 75 kr.
