Den Reumertvindende action-forestilling BLAM! spiller lige nu på dansescenen Bora Bora. Tag med på tur fra et meningsløst kontor til et sted, du i din vildeste fantasi ikke troede, du skulle havne.

 

 

Tre velklædte mænd stirrer tomt ind i deres computerskærme. De sidder i hver deres grå kontorbås. Den ene taster rytmisk på en lommeregner. Den anden fordeler post. Og den tredje fjerner kuglepennen fra mundvigen for at gøre plads til et søvnigt gab.

Men når den tossede chef kigger væk, forvandler det kedelige kontorliv sig til filmscener. Hullemaskinen bliver et maskingevær og stumtjeneren en bazooka. Kaffen smager af whiskey, og man kan forelske sig i en yndefuld vandautomat med livlige lampeben.

 

Festugen danser på gaden, og lige nu lægger dansescenen Bora Bora gulv til BLAM! Et vildt, vovet og forbløffende action-show, som har fyldt salene siden præmieren d. 2. september. Fra første gunfire bliver man hevet ind i et univers, hvor alt er meget mere, end det ser ud til at være. Et ringbind er ikke bare et ringbind. En kontorstol ikke bare en kontorstol.

 

”Blam” betyder at genskabe scener fra film. Og BLAM! giver dig rig mulighed for at se det bedste fra alle actionfilm på én gang.

 

Action fra alle vinkler

De skubber kaffekopperne rundt til hinanden med stor præcision. Fylder dem og bunder dem med et fuldt mandegrin. Røgen er tung omkring dem fra de pulserende post-its, der hviler på deres læber. De spiller op til et mandedrama af format. Selve scenen snurrer rundt, som så man en film i fjernsynet filmet fra flere vinkler. Man får endda lov at kigge med oppefra. Hvordan gør de det?

 

Alle fotos: Søren Meisner
Alle fotos: Søren Meisner

Koreografien er imponerende. Indøvet og præcis. Timet perfekt til alle de velkendte actiontoner. Lyden og lyset sætter scenen. De fire stuntmænd, scenekunstenere, skuespillere, filmhelte, eller skulle man kalde dem kamæleoner, er fænomenale og tager dig med på et eventyr, der bliver vildere og vildere og mere og mere alvorligt.

 

Kreativitet, attitude og momenter af voldsom overraskelse får publikum til at følge måbende med. Det gjorde jeg i hvert fald.

 

ForBLAMende succes

Noget tyder på at jeg ikke var den eneste, der var tilfreds med turen til action-universet. Efter den store finale bryder et skybrud af klapsalver ud. Hele tre gange må de fire BLAM!-drenge spæne ind på scenen for at tage imod rosen. Salen koger af energi.

vinkimgfileEGxZoScqEvFvXVOxFEiP

BLAM! har givet mig lyst til at arbejde på et kedeligt kontor, og BLAM! viser, at man aldrig bliver for gammel til at lege.

 

Har du lyst til at teste din actionfilmshukommelse og blive blæst væk af hæsblæsende filmscener, så bliver du ikke skuffet over BLAM! Det gør du heller ikke, hvis du bare sætter dig i salen uden at forvente noget. BLAM! forbløffer.

Hvad: BLAM!
Hvem: Kristian Ingimarsson // Neander
Hvor: Bora Bora – Dans og visuelt teater.  Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: Indtil lørdag d. 7. september. Torsdag-fredag kl. 20. Lørdag kl. 17.
Der kan købes biletter til forestillingerne på tlf. 86 19 00 79 (alle hverdage fra 10-16) og på Bora Boras hjemmeside.
Hvorfor: Fordi BLAM! er noget man ikke kan forklare, men skal og må opleve.
Mønt: Standard 140 kr. Unge under 25, studerende og pensionister 80 kr.
Links: Læs om BLAM! eller Bora Boras på Bora Boras hjemmeside eller på Facebook.
Læs evt. også om VINKs besøg på Bora Bora i sommerferien, hvor du kommer med bag kulissen, samt stedbeskrivelse af Bora Bora.

vinkimgfileBUXwFcqIYSWTNkytfGaw