Præsident Trump har for nyligt skærpet indrejse i USA for en række muslimske lande i Mellemøsten. Selvom dette tiltag ikke er gået ubemærket hen, og er blevet mødt med optøjer og oprør verden over, så er denne ”os” og ”dem”-diskurs mellem Vesten og Mellemøsten (med alt hvad dét indebærer) heller ikke noget fremmed fænomen i Danmark. Derfor er det netop, i en tid med Trump, endnu mere relevant at huske hinanden på, hvad Mellemøsten også er – og at man ikke bør pådutte et helt folkefærd at være hverken radikale islamister eller jihadister, hvilket jeg håber følgende kan skabe et yderligere fokus på.
Når du lukker dine øjne, hvad ser du så, når jeg nævner Mellemøsten? Hvad tænker du, når jeg nævner Mellemøsten? Hvad forbinder du med Mellemøsten? Du ser formentlig ikke bazaren, de eksotiske frugter og et hav af nødder? Hvad med et modemekka af farver og palietter? Hvad med duften af kanel og kardemomme? Og ikke mindst, hvad med det varmblodige sydlandske folk? Ser du det? Ikke længere, vel? For mediernes afbildning af Aladdins opland er for længst blevet udskiftet med murbrokker og askeskyer samt et folk, der lider i et hjemland, de knap nok kan kalde hverken hjem eller land. Og alt i mens dét er de eneste historier, vi hører og ser dernede fra, glemmer vi langsomt en kultur, en kæmpe en af slagsen, og med det pådutter vi dem en “ny kultur” – en kultur de ikke selv har valgt og måske ikke kan nikke genkendende til.
Kulturelt sammenstød
Vi bliver mere intolerante overfor denne kultur, hvilket hovedsageligt bunder i stor uvidenhed og et ensidigt mediebillede. For kan det virkelig passe at jordens 1,3 milliarder muslimer alle er terrorister, islamister eller føler sig undertrykt af deres religion? Er det ikke snart på tide, at vi får genetableret et ordentligt billede af Mellemøsten, der som sagt er så meget mere, og så meget andet, end det, vi ser på TV?
For diskursen mellem ’os’ og ’dem’ er vokset markant siden den nye verdensorden, og måske er det rigtigt, hvad samfundsteoretiker Samuel P. Huntington siger i Clash of Civilazations, at globaliseringen med dets sammenstød og møde af forskellige kulturer netop medfører konflikter. Men betyder det, at vi skal stoppe med at gøre et ihærdigt forsøg på at bringe vores verden og mennesker sammen? Tanken om at mine egne børn skal vokse op i et samfund, hvor der findes en dominerende diskurs mellem “os” og “dem”, baseret på om man hedder Ahmed eller Anders, gør mig trist.
Danske værdier?
Der er en udbredt forståelse i Danmark om, at en ny eller fremmed kultur gør kur på vores egen. Men hvem siger, at vi med denne fremmede kultur ikke kan vokse os endnu rigere? Rigere på mangfoldighed og kultur? Ligesom vi i øvrigt altid har gjort. Juletræet og din morgenkaffe er eksempelvis ikke nogen dansk opfindelse. Det er som om, at vi i Danmark er blevet mere opsat på principperne omkring de gode, danske værdier og traditioner end de egentlige værdier og traditioner. For er der overhovedet nogen reel værdi i en leverpostejs- eller frikadelle mad? Bør man ikke i stedet tage egenskaber som medmenneskelighed, med forståelse og tolerance i hævd som danske værdier?
Da jeg var barn, gik jeg i klasse med én dreng af anden etnisk herkomst. Hans familie var den eneste i den lille landsby ude på Djursland. Men dengang var man stadig bare nysgerrig på denne fremmedes kultur og baggrund. Man grinte stadig, da de ikke havde andet end shorts og t-shirt på i det kolde danske efterår, der var endnu koldere dengang, indtil en pædagog tog fat i dem og hjalp dem på vej. Man serverede kylling til børnefødselsdagen, uden at stille sig på bagben, skrive en vred pressemeddelelse eller Facebook-status. Man gjorde det bare af ren og skær hensyn til et andet menneske, fordi mennesker nu engang er forskellige – heldigvis.
Kampen for forståelse
I hele integrationsdebatten er der efterhånden sat større fokus på forklaring og forståelse for denne fremmede kultur, hvilket er en udvikling, man må håbe varer ved. For vi kan nok ikke gøre så meget ved konflikterne i Mellemøsten, men vi kan starte i håndgribelige størrelser, og det er ved at imødekomme dette folk med deres kultur – som de omtrent 300.000 danske udvandrere nok også selv ønskede det, da de sejlede over Atlanten med håb og drømme om en bedre fremtid tilbage i 1800-tallet. Dette fører mig tilbage til Trumps nye udlændingepolitik i et land som USA, der paradoksalt nok, stadig blot er baseret på immigranter og fremmede etniciteter.
I det store hele handler det om forståelse – og forståelse er en gensidig størrelse. For det er heller ikke okay at gøre oprør mod den kultur, man er flygtet til – men i stedet bør begge parter se en mulighed i at lære af hinanden og udvikle sig. Og samtidig skal vi også huske på, at de i Mellemøsten får serveret samme indsnævrede og ensidige billede af Vesten, og ligesom i Danmark er det ikke alle, der har lige let ved at adskille nuancerne fra virkeligheden, hvilket i øvrigt er meget menneskeligt. Måske løsningen ligger i medierne. Jeg starter i hvert fald min kamp for forståelse hér.
// Illustration af Amanda Louise Gladbjerg
