Forrige uge afholdte Nordisk Sprogfest sin debataften om SKAM. Forskellige repræsentanter fra de nordiske lande i form af forfattere, journalister og andre debatører var med til at starte en debat om SKAMs mange temaer, og hvordan de har bidraget til emner såsom køn, religion og seksualitet.

  

Gunn Hernes fra Nordens Hus i Reykjavik er aftenens vært til debatten om SKAM. Vi sidder i ”Kedlen” dybt inde i de store, tunge rum på Godsbanen. Rummet er fyldt, og rundt omkring høres både norsk og dansk. Gunn Hernes har et par røde bukser på, som hun ihærdigt fortæller er fra ”russetiden” (studentertiden). Folk klapper og griner, imens der fortælles sjove anekdoter. Fundamentet for aftenens tema er den norske hitserie SKAM, men bag den ligger også det faktum, at SKAM har skabt et samtalerum for folk i Norden. ”Vi trenger et felles språk” bliver der sagt fra scenen. Sandt nok – vores sprog er næsten ens, men vi trænger til et fælles rum, hvor vi kan skabe samtale, og dette har serien bidraget til.

//Alle billeder: Anne Sophie Parsons

 

En kritisk debat af SKAM

SKAM-serien er de sidste et til to år blevet lovprist af fans og medier for dens realistiske og nytænkende måde at portrættere en ungdomsgeneration. Vennegruppen fra gymnasiet i Oslo ramte en nerve hos folk, hvor unge (og voksne for den sags skyld) i Norden, men også resten af verden, kunne spejle sig i de dilemmaer og oplevelser, som blev vist i serien. I lyset af dette var det til denne aftens begivenhed spændende og relevant med nye overvejelser og perspektiver på serien. SKAM har tenderet til at ride på en rosensky af succes, men til aftenens første debat blev der sat tanker i gang, om hvorvidt elementer i serien kunne kritiseres.

 

Den første debat bliver ledt af Lene Nikolajsen, journalist ved Information. Til debatten er den danske debattør Geeti Amiri, den svenske journalist Malin Nilsson og den norske postdoktor ved Universitetet i Bergen Synnøve Lindtner. Tre meningsdannere og repræsentanter for hvert af de tre nordiske lande. Fra det norske perspektiv kunne Synnøve Lindtner forklare, hvordan det i Norge i 2016 ”eskalerte og de norske medier var bare optatt av skam for kva er det for en debatt SKAM lager?”. Synnøve Lindter udtrykker en positiv holdning til serien. Den har været med til at skabe et rum for åbne og frie samtaler mellem unge. Dette er sket i kraft af, at de unge har følt sig tætte på handlingen og karaktererne. Det har også funderet sig i seriens struktur. De komplekse karakterer og opbygningen har givet serien en demokratisk æstetik, som har blomstret debat og holdninger op.

 

En romantiserende fortælling med klichéer?

Men hvad er det, karaktererne gør i SKAM, som unge kan spejle sig i? Noora var ”strong-idependent-woman”-typen med holdninger og en skarp retfærdighedssans. Geeti Amiri og Malin Nilsson har dog kunne se nogle problematikker ved Nooras karakter. Malin Nilsson, svensk journalist, var generelt træt af en kvinderolle i mediebilledet, hvor kvinden skal forandre sig for manden. Noora viste sig et kort øjeblik som mønsterbryderen for denne type, og alligevel bukkede hun under for Williams forføreriske adfærd. I et indlæg i Sverige kritiserer Malin Nilsson denne del af serien og sammenligner William med en slags ”voldtægtsforbryder”, da han ikke forstår et nej. ”Det [indlægget] skabte jo et ramaskrig”, griner Malin om hendes SKAM-kritiske indlæg i Sverige.

 

Geeti Amiri ser sæson to for at være glorificerende og romantiserende. Hun henviser til steder i serien, hvor Noora siger nej til sex, og hvor hun senere tager ejerskab ved en episode om hævnporno. ”Tænk hvis vi alle kunne det”, fortæller Geeti Amiri og slutter sig til idéen om en kliché, hvor den stærke piger falder for en bad boy. Lene Nikolajsen spørger derefter panelet: ”Er Noora ikke en ung kvinde, der drysser feministisk tryllestøv over en bøv som William?” – ”Det er en utopi og en kliché”, svarer Malin afslutningsvist.

Ligeledes da snakken falder på SKAMs måde at portrættere homoseksualitet og psykiske lidelser, mener Geeti Amiri, at serien gør det på en klichéfyldt måde: ”Den fremstiller et glansbillede. Og især ved de psykiske lidelser. Det at være bipolar er altså en ret voldsom ting. Man skildrer det ikke rigtigt tilnærmelsesvist.”

 

Realistisk spejling af samfundet

Som vi sidder her til debatten, forstår jeg pointerne, men jeg undrer mig også. Jeg forstår idéen med, at Noora falder for ”the bad boy”, kan virke som en kliché. Men spørgsmålet er, om ikke man også skal anerkende, at svaghed i sin essens er en meget menneskelig følelse eller måde at være på. Selv de stærkeste mennesker viser deres svage sider. Er det i virkeligheden ikke også en styrke, at man kan det? William viser heller ikke kun sig selv som en ”bad boy”, men også som en mand med følelser og indre dilemmaer og frygten for at blive såret.

Og hvori ligger det realistiske i Isaks historie i sæson tre? Synnøve Lindtner er positivt stemt. Sæsonen handler om den vanskelige proces at stå ved sin seksualitet og til slut ender med, at Isak står frem. Den er fint skildret, og serien ”klarer å skape en stor forståelse for Isak, og det er kjempe vigtig”, fortæller hun.

Debatten går herefter på, hvorvidt det narrativ, serien kreerede ved Isaks rejse til at springe ud som homoseksuel, fremstod realistisk? Var det for nemt? Eller fulgte historien bare klichéen om, at det er hårdt at springe ud? Og hvad med hele sagen med den religiøse mor? Havde det været en realistisk fortælling, at hun accepterede sin søns seksualitet? Ligeledes argumenterer Geeti Amiri for manglen på realisme i sæson fire. Hun efterlyser Sana som en større døråbner for at tale om social kontrol og brud på æresnormer blandt eksempelvis unge muslimske kvinder. Haram-politiet fra sæson to var den del af serien, som Geeti Amiri mente kunne have hjulpet til at belyse det emne.

 

At nedbryde fordomme

Jeg husker tydeligt samtalen mellem Isak og Eskild, hvor Eskild giver en brandtale om alvoren ved at være homoseksuel i et samfund, som ikke altid accepterer en. Den tale ramte en realitet, og det var vigtigt, at de ting blev sagt. Ikke mindst var det vigtigt, hvordan Isak og Evens forhold blev helt normaliseret inden for vennegruppen. Nogen kan måske mene, at også det var urealistisk – men det var absolut et billede på, hvordan tingene bør være.

Jeg husker også tydeligt samtalen mellem Isak og Sana, hvor Sana bliver mindet om, at man nogle gange bare skal svare på de dumme racistiske spørgsmål for netop at være med til at nedbryde dem. Og det var det sæson fire skulle handle om – en nedbrydning af fordomme og en måde at vise at en pige med tørklæde bare er ”like any other girl”; forelsket i livet, forelsket i fyre, spontan og drømmende.

 

De unge seere

Anden del af debatten til SKAM-aftenen på Godsbanen fortsætter efterfølgende med nye deltagere og ledes af den norske journalist Hilde Sandvik. En gruppe unge i forskellige aldersgrupper og i forskellige steder i livet skal, ud fra klip de selv har valgt, diskutere nogle af de samme problematikker som i forrige debat. Mads i panelet bliver rundens åbner, og han bliver bedt om at forklare, hvem af karaktererne han bedst kan relatere sig til. ”Jeg mangler en Chris i mit liv”, svarer han, imens salen skralder af grin.

Anna, endnu en af paneldeltagerne, relaterer sig selv til Noora som værende den politiske og korrekte type. ”Hun er den cool pige, som ikke vil tabe ansigt, men i virkeligheden er hun også sårbar”, siger hun. Steffen, endnu en af panelets deltagere, har boet i Oslo, så for ham kom serien tæt på. Thea, som er gymnasieelev og i aftenens anledning med i panelet, genkender nogle af problematikkerne i SKAM.

 

Klip med indtryk

I debatrunden viser panelet også udvalgte klip fra serien, som gør personlige indtryk på dem. Vi ser dem i salen på storskærm, og flere steder kan man høre fnisende piger, når Isak siger noget gumpet eller bliver pinlig over noget. Man kan fornemme en god og trofast fanskare.

Jeg bliver imponeret over, hvordan de valgte filmklip alle indeholder karaktererne Isak og Sana. Scenen med Sana og Isak på bænken med udsigt over et forårsfriskt Oslo i dyb samtale om religion, ungdom og fordomme er iblandt. Steffen har valgt dette klip og forklarer, hvordan scenen for ham giver indtryk: ”Isak lader sig ikke helt kue – han er reflekteret og tager stilling. Han er en rollemodel, og han giver det videre til Sana. Det er et ret stort klip”, beskriver han.

Dette har også været min tanke, at samtalen formår at række en hånd ud til forståelse (i det større perspektiv). I panelet er der dog uenighed. Silva fra panelet mener, at scenen er patroniserende, og Anna bliver irriteret over Isaks tale, om at man skal kunne svare på spørgsmål om religion og kultur: ”Selvfølgelig skal man svare på spørgsmål. Men det er stadig irriterende at få dem. Det kan godt være, at det ikke menes racistisk, men det føles sådan. ”

 

Vi skal kunne tale om alt

Og det er netop denne følelse, som scenen i virkelighed skal gøre op med. Det viser, hvordan mennesker i et moderne samfund burde kunne normalisere en snak om religion (og udseende, køn, seksualitet, ALT), uden at de adspurgte skal føle det på en negativ og intimiderende måde. At føle det negativt og at føle det racistisk er grundlæggende set i lyset af en historisk diskurs, som siden er blevet til norm. En meget forkert norm.

Denne scene passer på det næste klip, vi ser på skærmen. Endnu en seriøs scene – også på en bænk i en park i Oslo (hvad sker der for alle de bænkescener?). Anna vælger klippet, og vi ser på skærmen det nervepirrende øjeblik, hvor Isak fortæller sin ven, Jonas, at han er forelsket i Even, en mand. Jonas’ kebabspisende og rolige ansigt går ned i historien som den mest ”calm-and-collected”-reaktion – nogensinde. Anna beskriver scenen som en kæmpe lettelse. Thea er meget enig: ”Det er et vigtigt klip, det er essentielt, og den måde han tager det til sig, det er bare en naturlig reaktion.”

 

SKAM som et fælles sprog

SKAM har som serie formået at ramme et punkt i mange mennesker. Måske er det på grund af seriens egentlig ret afdramatiserende og simple måde at vise normale teenageres liv på. Serien har også formået at skabe en bestemt æstetik med sin brug af musik, farven gul og ikke mindst måden at realisere karaktererne som næsten værende levende i virkeligheden med rigtige profiler på de sociale medier m.m.

I et dansk og nordisk perspektiv har SKAM været med til at skabe en forståelse for et fælles sprog i Norden. Norske slangord er blevet, mere eller mindre, indoptaget i daglig tale og skrift hos en del unge danskere. I kraft af serien har også Oslo formået at trække en kæmpe gruppe danske, unge turister til sig, som alle skal op og se det famøse gymnasium, Hartvig Nissens skole.

Forståelsen for hinandens sprog giver også forståelsen for andre ting. I dette tilfælde har SKAM gennem sine karakterer udlevet nogle dilemmaer, som er relaterbare for mange. På den måde blev serien ikke kun en platform, hvor det sproglige og det kulturelle kunne deles i Norden, men serien er også en platform for debat og italesættelse af diskursive emner såsom køn, race og seksualitet. Og med en fælles sprogforståelse i Norden åbner det op for langt større muligheder for at italesætte og forstå hinanden ud fra disse emner – noget som vennerne i SKAM har været med til at bryde ud.

 

SKAM-debatten blev afholdt under Nordisk Sprogfest fra d. 18. september 2017 til d. 21. september 2017 i Aarhus. For mere om Nordisk Sprogfest – læs her.