I december havde jeg en idé om, at alle mine problemer ville fordufte lige så snart, jeg var kommet på den anden side af eksaminerne i januar, og jeg kunne holde lidt ferie. Nu sidder jeg på uni igen, stadig træt og bleg, og det er vådt, koldt og klamt udenfor. Maven rumler en smule, og øjnene kigger langt efter kantinen, men nej. Den går ikke – havregrøden venter hjemme.
Farven er grå
Hold nu kæft, hvor ville jeg da gerne have haft lidt ferie. Ned i varmen, spise god mad og drikke lækre drinks. Har måtte overgive mig til dødssynden og være grøn af misundelse, når flere bekendte i denne måned har meldt deres afrejser. Men hey, jeg har jo også lige haft en slags fri, men synes på ingen måde, det har føltes som ferie! Den manglende sol, manglende kapital og følelsen af at alle dage har været mandage, har resulteret i et usædvanligt lunefuldt humør. Rugbrød og havregrød, som jeg ellers synes kan være sygt nice, finder jeg vildt provokerende. Der er ikke noget som friskt og lækkert bagerrugbrød, når man samtidigt kan tilføje lidt avocado, laks eller noget old fashioned, højtbelagt pålæg. Problemet er bare, at det tillader januar ikke! Banken og Zalando med deres 30 dages kredit i december har narret mig igen, og jeg kan love for, at jeg var fin, mæt og at gaverne spillede… Nu får jeg tør rugbrød med leverpostej samt tips og idéer til, hvordan jeg kan peppe min havregrød lidt op. DET. HJÆLPER. IKKE. Når du har spist det samme hver dag i en måned, kan det ikke andet end at hænge dig langt ud af halsen – uanset om havregrøden er med kanelsukker, smør eller proteinpulver med chokolade. Drømmer om krydder og lækkerier, mens min hud bliver mere og mere lig havregrødens triste kulør. Fy for en skefuld!
Instagram er social magtudøvelse
Ligesom havregrøden har folk på Insta heller ikke rigtigt lavet andet end at provokere mig. I virkeligheden burde jeg nok bare have lukket min profil ned i denne måned, da mit liv tilsyneladende har været 110 % mere usselt end alle andres. Indholdet på folks billeder i januar har som altid været de perfekte snacks, kager og varme retter – aldrig bestående af blot havregryn, vand og salte tårer. Hov, er det min grå hud, der er ved at blive grøn igen? Argh. Alt er så fint og poleret på Insta – og jeg er træt af det. Jeg vaskede tøj forleden dag – heldigvis er det gratis i min opgang – og spottede da de ledeste gule skjolder under armene på en af mine hvide skjorter. Hvad skal det nu til for!? Jeg havde lyst til at poste lidt af det grimme på Insta – nok med lidt filter, bevares – men skulle jo nødigt positionere mig selv som en total fiasko, så lod være. Med tanke på Foucault ved jeg, at kulturen og de sociale magtrelationer på Instagram er med til at definere hvornår, man opfattes som et succes-menneske. Mange har gjort Insta til et medie for negative livsstilskonkurrencer, hvor ingen rigtig vinder. Januars ”new me” har i hvert fald ikke en chance. Mærker protestfølelsen og får lyst at ramme skjorten ind bag glas og hænge den op på væggen derhjemme. Mærker også en underlig lyst til alligevel at spise min havregrød.
Musikken er en trickster
Mit lunefulde humør har heller ikke været påvirket til det bedre af, at jeg har været forfulgt af en musiknisse hele måneden – både i det private og i det offentlige. Oppe fra overboen er der som sædvanlig blevet spillet både trommer, guitar og trompet – og jeg elsker skam musik normalvist, men i mindre grad når det samme track bliver spillet på repeat i fire timer, mens jeg allerede er on edge. Når man så en dag videre har glemt, hvor man har gjort af sin vandkaraffel af glas og forårsager glaseksplosion inde i fryseren, går man hurtigt fra det vanvittige til det opgivne… Jeg kunne have en mistanke om, hvorvidt det var trompetens dissonanser, der sprængte glasset i stykker, men må nok se fysikkens termokræfter i øjnene og få afrimet den fryser en af dagene. Den værste opdagelse i januar blev dog, da NRK blokerede for alle udenlandske SKAM-seere på grund af manglende musikrettigheder udenfor Norge – helt ærligt!!! Jeg føler det efterhånden som personlig forfølgelse. Der er i hvert fald ikke mere ”dick in the air” til os danske piger – men måske Bertel Haarder kommer os til undsætning!? … Det lyder forkert… I ved, hvad jeg mener!
Problemerne er tragikomiske
Jeg ved godt, at ovennævnte måske ikke er de vildeste high stake-problemer. Men dog er det problemer, og i forhold til SKAM-geoblokeringen lyder det fra Bertel Haarder, at ”Intet betyder mere for den gensidige nordiske sprogforståelse end uhindret adgang til nabolandskanalerne”. Det er ret komisk, at vores tidligere kulturminister går ind og kommenterer på sagen. Hvis vores politikere ikke har vildere ting at give sig til, må det vel gå ret godt indenrigs!? Ellers er der da noget helt galt. Som 24-årig SKAM-fan og kultur- og kommunikationsstuderende bakker jeg da naturligvis op om appellen uanset. Af kulturelle årsager selvfølgelig. Så mangler jeg bare, at Mette Bock gør det samme, og at jeg også får en ende på mine mad- og Instagram-provokationer. Heldigvis er der jo faktisk kun én dag tilbage med havregrød på menuen. I morgen er der igen mønt på lommen, og jeg glæder mig!! Januars kryptonit er næsten overvundet, og jeg mærker en underlig bevægelse i kinderne. Er det et lille smil her midt i de grå omgivelser og den grimme æstetik? Jeg tror det. Det har været en hård og uperfekt måned, men lad os vinke januar farvel og byde februar et hjerteligt velkommen!
God mandag alle sammen. Vi er der næsten!
//Karen H
Coverfoto: Caroline Borring
