Vores kære professorer gør deres bedste for at fastholde vores opmærksomhed. Det er mandag og jeg har 2.-dagstømmermænd. Er i tvivl om, hvad der giver den største hovedpine – byturen eller det faktum, at endnu en fra mit hold i denne måned har annonceret sin graviditet. Lige nu er det ikke ligefrem dér, jeg er i mit liv – men er det der, jeg burde være!?
Spørgsmålene
I søgen efter en sjov icebreaker må jeg kapitulere og blot starte ud med et ‘Hej! Jeg hedder Karen’. Ligesom de 50.000 andre studerende i Aarhus snuser jeg rundt i byen, når jeg ikke er til undervisning eller på arbejde. Jeg er 24 år og har en følelse af at have umådeligt lidt styr på mit shit og min fremtid. Jeg passer dog skolegangen og når jeg møder mennesker og særligt familie, jeg ikke har set i noget tid, bliver jeg altid spurgt om det uundgåelige: “Hvad laver du så nu?”. Jo, jeg læser Nordisk sprog og litteratur. Som oftest får vedkommende her et tomt blik i ansigtet, men stiller alligevel det klassiske følgespørgsmål: “Og hvad vil du så med det?”. *fuck!* Jeg aner det ikke – endnu. Noget med kommunikation – eller kultur og æstetik – eller forlagsbranchen – eller…
Når de har fundet ud af, at det ikke er værd at bore i, kommer spørgsmålet om min boligsituation og om jeg har fundet mig en lille kæreste. Jeg bor på Trøjborg sammen med Lars – ham kan vi godt lide! Men nej, Lars er kun min roomie… Og ja, vi er begge singler. Det kan faktisk godt lade sig gøre.
Shawarma King – min sande kæreste
Spørgsmålene minder mig om, at uanset hvilken gruppe i mit netværk, man tager som eksempel, er der nogen, der skal giftes, er gift, er gravide eller har børn i forvejen. Alle synes at have en ret god idé om dagen, der kommer. Uden at gå for meget ind i kulturelle diskurser, mærkes forventningen til, at du finder en kæreste og har en nogenlunde fornemmelse af, hvor du er om 5 år – hvis du altså ikke vil falde udenfor kategori. Min mor var 24, da hun fik sit første barn – ligeledes var min mormor. Men hey! Jeg kan gå i høje hæle OG være fuldstændig boogie-woogie, mens jeg spiser kebab fra Shawarma King *Mmh* på vej hjem fra nattens festivitas kl. 04.30. Til gengæld aner jeg ikke, hvad jeg vil i morgen.
Stop med at reducere
I virkeligheden har jeg det nok som mange andre, men jeg får lyst til at skrige, når jeg bliver puttet ned i de alt for simple identitetskasser: Studerende, café latte-drikker, SINGLE (det giver næsten ekko). Selvfølgelig har jeg en barndom, der med sin egen historie er med til at forme min egen unikke identitet. I familieregi vil jeg formentlig altid være hende den lille pige, der som 5-årig gik ind i en massiv tjørnebusk på rejsen til Tenerife og måtte sidde, i hvad der føltes som flere timer, mens en ansat i parken fjernede pigge fra mit lille korpus. Eller hende, der faldt gennem isen i den store fiskedam hjemme ved farmor og farfar. Det er – trods det sure opstød – dejligt og nostalgisk at have en fortid, man kan dele, hvis man vil skabe nye relationer.
Uforudsigelig fremtid
Stadig savner jeg dog en tydeligere idé om, hvad fremtiden bringer – den nye historie, der endnu ikke er fortalt om og om igen; fx hvorvidt jeg bliver hende karrierekvinden med den store, lækre automobil, hun altid har drømt om, og med dejlige venner og plads til rejser, sjov og spas. Eller om jeg bliver hende med 2-3 børn med villa, Volvo og vovse i en kernefamilie. Jeg ender formentlig med noget helt tredje. Eller måske en dejlig kombination mellem de potentielle identitetskasser? (GLEM DET)
Tinder eller ej
Fuck uvisheden. Trods jeg ikke er sikker på, hvad jeg vil med min uddannelse og jeg på nuværende tidspunkt ikke har en kæreste, har jeg det jo faktisk meget godt. Og selv hvis alt går galt, så går det jo aldrig rigtig galt herhjemme alligevel. SÅ SLAP NU AF kære familie og samfund med alle forventningerne. Før eller siden finder jeg jo nok ud af det hele og der vil blive fortalt andet end anekdoter fra min barndom. På et tidspunkt kan det også være, jeg endda installerer Tinder på min telefon (Det skulle være det nye sort?!) – jeg har hørt, man faktisk KAN møde spændende mennesker her i vores Aarhus. De skal nok stille de samme spørgsmål som de alligevel ret søde familiemedlemmer – det er sikkert og vist. Men det er nok også OK. Så kan det være, jeg en dag kan svare familien, at jeg faktisk har fundet en ny, forhåbentlig ikke alt for lille, kæreste. På et tidspunkt. Når jeg vil.
God mandag alle sammen! (Og stort tillykke til dig og manden, J.)
//Karen H
