PORTRÆT: Fra den 1. til den 14. august har organisationen Bureau Detours inviteret fire europæiske kunst- og arkitektgrupper til Aarhus for at gentænke særlige områder og måden vi bruger dem på. Projektet hedder Urban Instigator og du kan komme til fernisering på alle de spændende ideer lørdag den 13. august på Institut for (X).

urbaninstigators_day11_138
Bureau Cosmique er taget på opdagelsesrejse fra Aarhus Å og hele vejen til Brabrand sø // Foto: Mikkeline Daa Natorp

 

HVAD ER URBAN INSTIGATOR?

Måske har du set tre franske fyre komme sejlende i en lille gummibåd med et periskop gennem Aarhus Å? De er ikke ude for at erobre nyt land, men derimod for at udforske Aarhus inden du får muligheden! Lige nu løber projektet Urban Instigator nemlig af stablen – et byrumslaboratorie, der vil skabe kreative projekter, der kan inddrage aarhusianerne og måske ændre deres perspektiver på Aarhus. Områderne der er i fokus er Aarhus Ø, Sydhavnen, Gellerupparken og Midtbyen. Fra den 1. til den 14. august er grupperne blevet introduceret for disse områder og de er derefter gået i krig med at lære dem at kende og skabe projekter, der enten komplimenterer eller udfordrer områderne. Udstillingen den 13. august bliver en præsentation af projekterne og selve udførelsen af dem vil komme løbende over det næste år. Det bliver dermed en del af konceptet om Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017.

urbaninstigators_day1_12
Den islandske gruppe REITIR har taget Aarhus Ø under kærlig behandling // Foto: Mikkeline Daa Natorp

 

HVAD KOMMER DER TIL AT SKE?

Hvad hvis man lavede en oppustelig moské? Eller satte delfiner løs i kanalerne omkring Aarhus Ø? Ideerne har fløjet gennem luften de sidste to uger og de fire grupper er nu klar til at præsentere deres påfund. De kreative grupper, der er fra henholdsvis Frankrig, Island og Holland arbejder på helt forskellige måder. Nogen bruger lang tid på research, andre på observationer, nogen er mere interesserede i at mærke atmosfæren i et område. Derfor bliver det også helt forskellige projekter, de kan præsentere på udstillingen – nemlig alt fra performance til ekskursioner og til redskaber, der samler mennesker til et radioprojekt.

urbaninstigators_day2_13
Urban Instigator vil blandt andet skabe sammenhold i Gellerupparken // Foto: Mikkeline Daa Natorp

 

HVEM ER URBAN INSTIGATOR?

Projektet Urban Instigator inkluderer som sagt fire forskellige kreative grupper, der har en masse erfaring med byrumsprojekter. Gruppen Staalslagerij fra Holland er vant til at bygge og konstruere ting i stål og træ. De har kastet deres kærlighed over Gellerupparken og de lokale ildsjæles dedikation til området. Derfor har de indgået et samarbejde med ‘Gellerupgænsere’ og kan præsentere et vildt spændende radioprojekt. Nous Sommes kommer fra Frankrig og elsker at skabe ting, der kan samle folk i offentlige rum. De vil derfor fokusere på, hvordan man kan skabe socialt liv i midtbyens mange mødepunkter – gør man f.eks. det med en food-truck? eller hvad med en kæmpe tippi? REITIR kommer fra Island og har dedikeret sig til Aarhus Ø – de er fascinerede (og en smule skræmte) af den rivende udvikling, der lige nu sker i Aarhus gamle industriområde. Derfor vil de sparke til folkesjælen med en performance, der stiller en skarp kritik af  ‘det perfekte liv’. Til udstillingen kan du se en præsentation af deres vildt spændende happening. Sidst men ikke mindst vil den franske gruppe Bureau Cosmique tage dig med på tur – deres ekspertise er nemlig at skabe værktøjer, der gør det nemmere at udforske nye sider af sin by. Derfor har de også været ude og testkøre(-sejle) ting som periskoper og stiger, så de kan skabe ekspeditioner for alle de nysgerrige og eventyrlystne.

urbaninstigators_day3_12
Ideerne kender ingen grænser når de kreative hoveder mødes om Aarhus potentiale // Foto: Mikkeline Daa Natorp

 

Mens I glæder jer til den spændende fernisering på Institut for (X) lørdag, kan I klikke på gruppernes navne og se hvad de tidligere har lavet af enormt spændende projekter – der er i hvertfald ingen tvivl om, at det kommer til at skabe kulturelle ekkoer gennem hele Aarhus!

 

Hvad: Fernisering af byrumsprojekter, præsenteret af fire dygtige kunst- og arkitektgrupper

Hvor: Træværkstedet DAK på Institut for (X)

Hvornår: Lørdag den 13. august fra kl. 13.00 til 16.00

Hvorfor: Fordi du kommer til at opleve enormt kreative og nytænkende måder vi kan bruge og opleve vores by

Mønt: Gratis!

Links: Tilmeld dig eventet her og følg med i de indledende dage her