TANKESTRØM: Som om det ikke er nok, at de kommer anstigende søndag morgen med en raslebøsse, når vi ligger og sover vores tømmermænd ud. Nu nedprioriterer de også alle de daglige programmer på sendefladen i uge 43 til fordel for at knække cancer. Men hvad rager det egentlig os..?

Faktisk rager cancer os alle en hel del. For selvom du skulle være så heldig at klare frisag, bliver du højst sandsynligt stadig pårørende. Tallene fra Kræftens Bekæmpelse lyder nemlig på, at hver 3. dansker får kræft på et tidspunkt i deres liv og derfor må vi altså – om vi vil det eller ej – acceptere, at vi alle er pårørende og bør tage et fælles ansvar.

 

Men hvordan kan jeg hjælpe?

Okay, der er rent faktisk andre måder at hjælpe på end at donere nogle penge. Det er uden tvivl en god måde at bidrage, men det er sidst på måneden og skulle der ikke være luft i budgettet, er der også mange andre og enkle måder at hjælpe på.

 

“Never be ashamed of a scar. It simply means that you were stronger that what tried to hurt you!” // Foto: Lucas Adler Hyldebrandt

 

For tre år siden fik jeg selv konstateret kræft. Jeg er i dag erklæret rask og ventes at være færdig i behandling til januar. Med andre ord har jeg en ret god fornemmelse af, hvordan du hjælper en kræftsyg. Og en ting er at donere penge, men som kræftsyg bliver du hverken gladere eller roligere af at få doneret en sjat penge. Vis derimod at du er der for dem. At du egentlig også synes, at kræft er noget pis. Vær en ven og en støtte – i bund og grund er det alt, vi behøver!

 

Cancer er en alvorlig sag og nogle af os har også mistet elskede til den. Jeg ved selv, at cancerugen påvirker mig, tager mig tilbage til sygehuset og en stram tid. Men jeg tager tingene i strakt arm og er ikke bange for at snakke om det. At dele min glæde og sorg. Og du kan faktisk gøre det samme. I det stille eller i Gellerup Parken på tirsdag kl. 21.10, hvor Knæk Cancer inviterer dig til at komme og tænde et lys for din sag. Samtidigt kan du få et sundhedstjek – for hvorfor ikke være på forkant, nu vi er ved emnet?

 

Fuck Cancer! // Foto: Josephine Holm Bach

 

Jeg kan, trods journalistisk kunnen, på ingen måde gøre kræft spændende eller sexet. Det er stadig lidt tabu-belagt. Men første skridt på vejen er en accept, et skulderklap og forståelse til os der kæmper, eller en mønt på bunden af raslebøssen. Vi kan ikke komme uden om, at cancer tager for mange gode mennesker med sig, men som kræftoverlever er jeg overbevist om, at det bedste slogan er det samme, som har været i min familie de tre sidste år:
”Vi skal nok klare den her i fællesskab”.

 

Så STØT på den ene eller anden måde. Der er ikke noget bedre end et skuldeklap – I should know!

 

God karma, god bedring, god vind // Josephine, kræftoverlever og livsnyder

 

Psst! Du kan støtte hele ugen og se mere her!