Udefra ser det ud, som om byen har det godt. Bygninger skyder oven på tom asfalt, gaderne er fyldt med liv, der findes kulturtilbud i alle formater. Men indefra ser det ud, som om den arkitektoniske blomstring er et maskespil, der stille udfaser livet i gaderne, mens kulturtilbuddene stille svinder ind. Hvad sker der, Aarhus?
Aarhus’ sjæl bygges væk lidt efter lidt
Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Aarhus’ bymidte er et stort byggerod, der på et tidspunkt måske, måske ikke bliver et lækkert sted at være igen. Havnen skyder op og ser indtil videre ud til at blive en rodet affære, der ikke har nogen klar arkitektonisk linje; her er Isbjerget det absolutte højdepunkt. Der er lavet noget, som minder om et meget afgrænset skateareal, hvor der på sigt muligvis kan opstå et kulturmiljø. Jeg ved ikke, om der er planer om en stor park eller lignende dernede, men det ville være godt for Aarhus’ sjæl, hvis det er tilfældet.
Omkring Ceres skyder de nye studiebygninger op. Jeg husker stadig, hvordan øllene kørte i vinduerne, da jeg flyttede til byen; duften, rytmen, stemningen. Noget af det der sker lige nu er, at vi samler det hele i midten; vi centraliserer studier, kulturudbud og tænker meget i højden, når vi bygger. Arkitektonisk ser det meget fint ud, men hvad sker der med befolkningen og den kreative tankegang, når det ene landmærke efter det andet forsvinder?
Sidste skud på stammen er Mølleparken, der er blevet solgt. Planerne om at bygge et hostel og rykke Naturhistorisk Museum derned, er i udgangspunktet meget fine; men spørgsmålet er, om det skaber det samme liv, som der er dernede i dag. En samling af alle byens lag fra de skæve eksistenser, til de studerende og til ældre der går en tur. Mølleparken er et sted for alle, om man vil være aktiv ved basketkurven, bordtennisbordet, eller om man vil slappe af eller drikke en øl. Hvis det skal være et centrum for turisterne, der typisk vil benytte et hostel og et museum, kunne man frygte, at der bliver ”ryddet” op dernede eller som rygterne (jeg understreger rygterne) siger, at Mølleparken skal agere parkeringsplads.
Pointen med de tre ovenstående eksempler er, at de skæve og kulturelle steder ét efter ét rettes ud i byrådets internationale og ofte kommercielle planer; de nære steder vi holder af forandres, og sjældent til det bedre. I stedet for cement, metal og glas foreslår jeg, at der bliver tænkt i flere parker og kulturelle tilbud. Det eneste jeg ser, er bygninger, det jeg savner, er det nære liv.
De små steder forsvinder, kæderne overtager
Et andet symptom på, at byen blomstrer i forfald, er, at mange af de små steder, vi holder af, lukker og bliver erstattet af personlighedsløse kæder. I de otte år jeg har boet i byen, har den mistet meget kultur. Mange ildsjæle har bukket under for det store pres, økonomisk og internationalt, hvor det smarte og store overtrumfer det afslappede og det lille.
I løbet af den sidste tid har vi mistet, og jeg mener mistet, to virkelig dejlige Aarhus-steder, Stardust og Vansgaards Boghus. Stardust var netop et sted, der vægtede nærheden mellem mennesker. Det var et sted, hvor man ikke kunne være på nettet, hvor man kunne lytte til plader, finde bøger, opleve livemusik og drikke lækker kaffe. Stedet lukker nu. De to ildsjæle bag, Jette Lykke og Juha Tamminen, måtte desværre sande, at økonomien ikke kunne køre rundt. Indtil videre ved jeg ikke, hvad der kommer der, kun at det bliver svært for de nye ejere at skabe noget så smukt igen.
Vangsgaard Boghus er et legendarisk sted. Først med Boghandler Clausen, der vidste hvor de fleste af de ca. 70.000 titler var, og nu må Søren Vangsgaard rykke endegyldigt ud af lokalerne i Ryesgade. Udefra bliver det hurtigt erstattet af en ny boghandel, Arnold Busck, Danmarks største bogkæde, men indefra forsvinder en boghandel med karakter og meninger. For kæder som Arnold Busck og Bog & Idé har fx ikke plads til digte og laver ikke bogøer med lokale forfattere. Her bestemmer krimierne og der bliver kun fremvist, hvad der generelt er let at sælge. Man kan godt forlange, at en boghandel har holdninger og er med til at sætte dagsordener, ikke kun følge dem. Sådan var det med Vangsgaard.
De steder vi elsker, de steder som er båret af passion og nærhed, har det hårdt. Fejlen ligger ved den enkelte og måske også i byen som sådan. Det har noget at gøre med, hvor man lægger sine penge og hvad man engagerer sig i. Vi skal huske disse nære steder, når vi holder forbrugsfest hver måned, ellers risikerer vi, at vi alle sammen må købe de samme ting og på den måde kommer til at ligne hinanden. Disse steder er med til at sikre, at vi kan være forskellige, at vores udvalg er nuanceret; sådan forholder det sig ikke, hvis vi skal gå fra en kæde til en anden.
Løsninger
Der er selvfølgelig flere symptomer på, at Aarhus’ sjæl forsvinder og kulturlivet bliver forfladiget (fx at Løve’s ikke må spille musik og hele Escobar-fadæsen), men jeg valgte at kigge på den arkitektoniske blomstring og at kæderne vinder frem, mens de nære ildsjæle må trække stikket.
Løsningen på det arkitektoniske storhedsvanvid er, at vi i det mindste lader parkerne stå, måske endda udvikler lidt på dem, så der er mulighed for endnu mere kulturudfoldelse. Desuden mener jeg, at det er vigtigt at tænke de grønne områder ind i de nye planer, så det ikke bare er bygninger oven på bygninger, men også steder man kan fylde med liv. I forhold til kæderne og ildsjælene kræver det, at vi som den enkelte borger opsøger og bruger tid på at finde de små, lækre steder. Når vi først ser de mennesker i øjnene, der med blod, sved og tårer støtter og er en del af kulturlivet med deres måde at tænke på, går vi ikke ind til kæderne igen, medmindre det er absolut nødvendigt. Kæderne skal nok klare sig, det forholder sig anderledes med de mindre steder.
Vi er Aarhus, men hvor længe endnu?
