DEBAT: Der findes to sider af Godsbanens skelet; det kreative miljø ved Institut for X og selve institutionen Godsbanen, hvor bl.a. de tre centre for Litteratur, Scenekunst og Billedkunst befinder sig. Men lever Godsbanen i det hele taget op til sit formål?
Godsbanen moderniseres
Tilbage i 2012 sitrede området omkring Godsbanen af forventning. Det var en forventning om, at de tomme bygninger nu skulle bruges til noget, at der ikke skulle være så langt mellem undergrunden og det etablerede, ment på den måde, at det skulle være lettere at blive hjulpet frem mht. fx fondsøgning, pressedækning og generel vejledning.
Jeg var selv meget begejstret og lavede dengang interviews med lederne af alle tre centre og dækkede åbningen, da det nye Godsbane-areal stod færdigt. Det gik ligesom igen, at institutionen Godsbanen skulle være et sted, hvor alle kunne mødes – rent arkitektonisk blev det symboliseret i sammenblandingen mellem det rå og gamle udtryk, og det nye og polerede.
Der findes da også en række gode initiativer dernede som fx Skrivegrupperne, Skriveskolen, Story Slam, Teater Katapult og De åbne værksteder. I den netop offentliggjorte evaluering af Godsbanen står der bl.a.: ”at det på Godsbanen indtil nu er lykkedes at skabe et samlingssted, hvor forskellige aktører og borgere mødes på tværs af fagligheder og interesser. Det er i forlængelse heraf lykkedes at skabe en nysgerrighed efter og tiltrækningskraft på stedet, som skaber liv i huset og forbinder Godsbanen med verden udenfor.”
Jeg er umiddelbart ikke enig i, at Godsbanen forbinder sig selv med verden udenfor; ment på den måde, at der selvfølgelig er en række arrangementer, hvor borgerne benytter sig af Godsbanen, men når det kommer til hjælp af projekter uafhængige af selve Godsbanen som sted, altså hvis arrangementet eller foreningen ikke benytter sig af Godsbanen, halter det med de gode råd.
Godsbanen virker altså forbundet med sig selv, og hjælper sine egne projekter frem eller de projekter, der finder sted dernede, mens hvis man som ekstern aktør (fx forfatter eller forening) henvender sig, kan man ikke forvente hjælp på lige vilkår med fx skrivegrupperne, der bliver båret frem både i medierne og i forhold til at arrangere oplæsninger. Vi andre må stadig klare os selv. Hvilket på sin vis er helt fint, dét har vi været vant til i mange år, men forventningen var en anden – det lugter lidt af nepotisme.
Den sammenblanding, der skulle finde sted mellem verden ‘indenfor’ og verden ‘udenfor’ Godsbanen, er på nuværende tidspunkt ikke en realitet. Den kreative/selvstændige generation af Aarhus anno 2014/15 kaldes ofte for “DIY” (Do it yourself), men jeg er sikker på, at det ville gavne, især fordi det næsten er umuligt at leve af fx et forfatterskab eller kulturelt arbejde som sådan, at de mennesker der faktisk sidder og trækker en løn, bliver nødt til at kunne have andet end sin egen arbejdsplads for øje.
Pointen er netop, at Godsbanen skulle rumme det hele: fx en forfatter eller en forening får ikke nødvendigvis mere ud af at være en del af miljøet dernede, altså ment på den måde, at kulturen ikke skal centraliseres, den skal netop hjælpes til at være spredt ud over alle områder af byen. Èn ting er, hvad der sker på Godsbanen, en anden ting er, hvad der sker udenfor. Det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, at man har sin daglige gang dernede, men det virker sådan; er Godsbanen et bindeled eller en endestation?
Bindeled eller kejserens nye klæder
Jeg har de sidste ca. 8 år boet i Aarhus, og jeg har ikke mærket en ændring, det er ikke blevet lettere at etablere sig selv som kunstner eller arrangør, og jeg håbede personligt på, at Godsbanen netop kunne udgøre bindeledet mellem fx forskellige litterære foreninger; altså som en slags koordinator.
Det ville jo give god mening, at Litteraturcentret fik midler til at ansætte flere (vi ved jo, at mange akademikere har brug for et arbejde), så de bedre ville kunne vejlede arrangører af litterære arrangementer, fx så de blev spredt ud i hver måned – sådan at aarhusianerne fik bedre muligheder for at opleve forskellige typer af litterære- og andre kunstneriske arrangementer for den sags skyld. Som det ser ud lige nu, er der ingen kommunikation mellem de forskellige foreninger, og der er tilsyneladende heller ikke et ønske om dette. Her kunne Godsbanen spille en afgørende rolle.
Vi er en by med mange unge mennesker, mange er kreative, mange arbejder frivilligt hver dag for at skabe kultur i byen, men mange gør det også forgæves, fordi de står meget alene med deres visioner, og at der ikke er de store muligheder for at tjene penge på det. Jeg har tidligere skrevet om den manglende sammenhæng mellem hvad der sker på gadeplan og hvad der sker på samfundsplan (Århus Onsdag 12/11 2014). Konklusionen i evalueringen af Godsbanen er da også: ” Der er behov for at ændre organiseringen og prioritere tydeligere, hvad Godsbanen skal være for et sted og dermed for hvem.” Netop den problematik jeg selv tidligere har interesseret mig for.
Og det er måske netop det, der er det store problem: hvem er Godsbanen egentlig for? Jeg vurderer følgende: hvad der sker på Godsbanen og/eller er iværksat af dernede har ofte gunstige vilkår, blomstrer og udvikler sig til at blive en rigtig dejlig ting fx skrivegrupperne eller Story Slam. MEN, og det er et ret stort men, udenfor bliver vi bare peget i en retning, og må derfra selv finde frem til målet. Ikke at vi er hjælpeløse sjæle, der vandrer hvileløst rundt, faktisk forholder det sig ofte modsat; vi er passionerede og målrettede. Men for at højne den allerede gode kvalitet, Aarhus har som by, kræver det, at vi kan og vil hjælpe hinanden mere. Især de steder, der har midlerne, burde træde i karakter og hjælpe dem, der ikke har. En af de vigtigste opgaver for en institution som Godsbanen er vel at omfordele, ikke forfordele muligheder og midler.
Det kulturelle vækstlag er presset, fordi ingen vil poste penge eller opmærksomhed i det, og hvad der sker på Godsbanen er kun en meget lille del af den aarhusianske kultur, men hvad angår mediebilledet er der måske tale om kejserens nye klæder, da Godsbanens og dens initiativer har fået mere end rigeligt med sendetid, hvorimod andre glimrende initiativer står henslængt i mørke
Det er måske heller ikke rimeligt at kræve, at Godsbanen skal være med til at løfte vækstlaget frem, men hvad skal den så? Var det ikke en del af visionen, at ”højkultur” og ”lavkultur” skulle mødes under lige vilkår? Eller er jeg forvirret? Måske er det bare Godsbanen, der er forvirret, og derfor er jeg enig med Rådmanden (Rabih Azad-Ahmad red.) i, at organisering skal gentænkes. Hellere før end siden. Med andre ord mener jeg, at Godsbanen fungerer fint som sted, altså fx hvis man gerne vil udstille eller lignende dernede, men den fungerer derimod ikke som overgang, altså som et apparat, der er med til at sikre kulturprojekter gode vilkår andre steder i byen.
De tre centre er meget låste til deres egen location, og det ville være en stor hjælp til de ikke-penge-stærke vækstlagsprojekter, hvis institutionen turde se forbi egne mure og fx gøre noget så simpelt som at dele arrangementer, der ikke finder sted dernede, på deres Facebooksider eller stå åbent bag projekter, der ikke nødvendigvis har noget med Godsbanen at gøre, men som er til gavn for byens generelle kulturliv.
Vi skal turde stille spørgsmålstegn ved institutionerne, ikke følge dem blindt, fordi det er det lette at gøre. Godsbanens indre skal gentænkes, og det er vigtigt at forholde sig til de planer der er omkring dens ydre også.
Forslag
Hvis Aarhus virkelig vil være forgangsby, skal vi tænke mindre, ikke større. Infrastrukturen skal forbedres nedefra og op, ikke omvendt. Godsbanen skal vide, om den vil hjælpe folk med at komme fra gadeplan til samfundsplan eller ikke – det vigtigste er ikke, hvor pengene løber fra og hvor de skal hen, men hvordan og hvem der får hjælp til at komme videre med deres kulturelle ideer.
Der er en række fantastiske initiativer på gadeplan, både i form af konkrete butikker, caféer og mere løse foreninger, der er med til at sikre kultur til aarhusianerne. Vi glemmer ofte, at disse initiativer er båret af frivillige kræfter, der måske putter flere hundrede timer i arrangementer hvert år, uden at få hverken betaling eller hjælp undervejs. Den manglende betaling i kulturlivet er en lang og anden diskussion, men hjælpen burde ligge ligefor ved fx de tre centre på Godsbanen, alt efter hvilket felt man bevæger sig indenfor.
Forslaget går simpelthen på, at Godsbanen finder ud af, om den vil være et bindeled eller ej, så vækstlaget ved, hvad det har at gøre med og hvad det kan forvente; indtil videre får man en pegefinger i den rigtige retning, men ingen efterfølgende hjælp, selvom man ofte bliver lovet denne hjælp til at søge fx en fond. Det har jeg oplevet på egen krop.
Jeg har på den anden side også oplevet, at jeg er blevet gjort opmærksom på fx et skriveophold i udlandet, som jeg ellers ikke ville vide eksisterede; kritikken går ikke så meget på den daglige medarbejder (faktisk synes jeg fx ledereren af Litteraturcentret Jette Sunesen og lederen af Billedkunstcentret Anja Raithel ofte gør et fremragende stykke arbejde), der forsøger at hjælpe efter bedst mulig evne, den går i stedet på ledelsen af Godsbanen og selve visionen, der virker noget uklar eller ugennemført og ude af kontakt med de virkelige rammer, kulturen er en del af.
Vi gør det godt, men vi kan stadig gøre det bedre. Måske ville en generel oplysning på samfundsplan gavne; det virker til, at der er mere end almindelig langt mellem politikere, regelsæt, aflønning, medier og institutioner ud til de mennesker, der rent faktisk udfører ting i ’virkeligheden’ – og den afstand skal mindskes – altså det er vigtigt at vide, hvordan konkret dagligdag ser ud, ikke hvordan den bliver forestillet på rådhuset og rundt omkring på diverse institutionelle kontorer.
Kom, lad os komme i gang, der er nok at gøre.
Man kan læse første debat-indlæg om planerne for Latinerkvarteret her, der bl.a. diskuterer byplanerne for Latinerkvarteret og cykelgaden i Mejlgade.
