Ensomhed er en følelse og et fænomen, der altid har været mennesket bekendt. Det er en universel og menneskelig følelse, der vil opstå indimellem i livet, fordi mennesket er skabt til at følges og fungere i flok. Det kan være svært at definere ensomheden, for man kan være ensom som en kronisk tilstand, og man kan føle sig ensom i perioder. Men uanset hvad, giver ensomheden anledning til triste tanker. Men hvorfor er det så svært at sætte ord på ensomheden? Er der en sammenhæng mellem ensomhed og tidens teknologi? Og kan vi lære at gøre den til en følgesvend fremfor en ubehagelig følelse? 

 

For mit vedkommende, hvis største spekulationer førhen ikke rakte meget længere end til en flad mave og flotte fyre, blev mit første rigtige møde med ensomheden, da jeg flyttede ind på et 20 m2 stort loftsværelse i Ole Rømers Gade. Her gik jeg alene med forestillingen om, at det at flytte ind til byen udelukkende ville byde på latte-liv, drinks og daiquiris ved åen, morgenmad i Manolo Blahniks – og nåh ja, et selskab bestående af Samantha, Charlotte og Miranda.

Men HBO kunne desværre ikke udgøre hverdagens trivielle trivsel, og for mig blev trivsel til travlhed for at flygte fra den ensomhed, jeg begyndte at fornemme, og som jeg på daværende tidspunkt ikke havde stiftet bekendtskab med før. Jeg havde endnu ikke lært at forstå ensomheden, endnu ikke lært, at det blot er en del af læren som menneske – og som såkaldt ’voksen’. Men det kan, ligesom med alle andre følelser, være svært at sætte ord på ensomheden, hvilket endvidere kan forstærke følelsen af selvsamme. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt at snakke om ensomheden. For det er for mange en del af livet, og man bør lære, hvordan man kan bruge ensomheden konstruktivt, og hvordan man kan gøre ensomheden til en følgesvend.

 

Den teknologiske tilværelse

Med tidens teknologi ser ensomheden ud til at vinde sit indpas i befolkningen. Selv tror jeg, at der må være en sammenhæng mellem tidens triste tanker, der eksisterer i samfundet, og tidens teknologi. For i ensomhedens trivsel ser man, hvordan triste tanker lettere kan tage til. Og selvom jeg er helt blæst bagover ved tanken om, at min veninde i San Francisco alligevel ikke er længere væk end et par tryk på tasterne, gør teknologien det jo muligt at være sammen – men uden egentlig at være sammen. Det kan derfor være svært at gennemskue ensomheden, fordi teknologien med sociale medier giver os muligheden for hele tiden at møde mennesker, men uden egentlig at mødes. I teknologiens verden er mennesker nemlig ikke bare mennesker. De er digitale skygger, silhuetter og idealer af et egentligt fysisk og følende væsen – der ikke kan komme til udtryk på samme måde, som når man mødes over morgenmad. Og mennesket har, som det biologiske væsen det er, brug for fysisk nærvær, hvilket teknologien blot efterlader en flad fornemmelse af. Måske vi med evolutionen får tilpasset os teknologiens tilstedeværelse – ligesom så meget andet. Det kan dog næppe være tilfældet i dag.

Yderligere kan de sociale mediers fremstilling af frembrusende og perfektioneret adfærd forstærke følelsen af ensomhed hos de, der måske ikke spiser brunch eller tager i byen hver weekend. Eller måske bare ikke lægger billeder op af det. For eksisterer vi overhovedet i dag, hvis ikke vi eksisterer på de sociale medier? Det er dog en anden snak.

 

At lære at være alene

Men man må ej forglemme, at der ligeledes er fordele at finde ved at være, som ordets betydning indbefatter, ene i sit eget selskab. Ensomheden giver nemlig anledning til fordybelse og bør derfor anses som en følgesvend fremfor en ubehagelig følelse. Det er også med ensomheden, at min interesse for mennesket gennem litteraturen og kulturen voksede. Og det er med ensomheden, at jeg er i stand til at skrive – og har lyst til at skrive disse ord. Hvis man samtidig skal slå et slag for tidens teknologi, så er det ligeledes til takke for teknologien, at jeg har kunne fordybe mig i et hav af hobbyer og kunne formidle det videre til jer – hér på VINK for eksempel.

Dét, at jeg har accepteret ensomheden, har været min største udfordring og erfaring ved at flytte ind til byen. Det tog mig halvandet år, og jeg vil formentlig fortsat af og til skulle minde mig selv om, at det er okay at være ensom til tider. For det er de fleste.

 

Ensomheden behøver vi ikke at være bange for.

//Thea Egestrand

 

 

Illustration af Maria Molbech, www.mariamolbech.dk, @studiomolbech