I sidste weekend foldede NORDISKE NäTTER sine vinger ud over Moesgaard Museum. For andet år i træk kunne festivalen slå dette fast – Norden er fashion. Weekenden bød på en kulturel indsprøjtning med alt fra gastronomi og design til musik og litteratur. Jeg tog min far under armen om lørdagen og oplevede et oplyst vintermørke. Læs med her.
DET DIFFUSE LYS I NORDEN
Folk stimler sammen på stolene i salen foran Oldtidsudstillingen. På den mindst 5 meter høje væg kaster lamper et smukt nordlys, der changerer fra rød til grøn. Stemningen er lagt. Nanet Mathiasen er arkitekt samt forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, og i aften fortæller hun om lysets betydning i Norden.
Hvad er det særlige ved lyset i Norden, og hvordan kan man karakterisere lysets spil i nordisk arkitektur? Det nordiske lys fremhæves ofte som et særligt kendetegn ved Norden. Hvordan tager det sig ud i forhold til andre typer af lys? Og hvad gør det ved vores måde at bygge huse på i Norden?
Arkitektur er slet ikke min boldgade. Alligevel formår Nanet Mathiasen at holde min opmærksomhed skarpt rettet mod hende i de 30 minutter, oplægget varer. Tillægger du nogensinde lyset betydning? Husker du den morgen i sommerhuset, når du vågner og ser støvet danse i lysstrålen, der rammer væggen med flødeskumsstrøg? Lægger du mærke til, hvor skærende blå den nordiske himmel er, når du vender hjem efter en rejse sydpå? Lyset er vigtigt. Alligevel tager vi det som en selvfølge.
DEN LAVE VINTERSOL
Lyset omsvøber vores omgivelser og efterlader et særligt indtryk af alt det, som vores øjne hviler på. Forholder vi os til det – eller overser vi det? Det er et af de spørgsmål, som Nanet Mathiasen stiller. Lyset i Norden er en term, som vi ofte møder. Måske er det blot en floskel, der er lige så gennemristet som havtorn og tissemyrer på menukortet.
Nanet Mathiasen illustrerer, at fra nu, november, og indtil februar, står solen ikke højere end 20 grader over horisonten. Den lave sol kaster lange skygger af sig. Det er det irriterende øjeblik, hvor du er ved at køre galt på din cykel, fordi du bliver blændet, selvom du takker dig lykkelig for, at du kan kaste dit ligblege korpus ud af vinterhulen og håbe på et skud D-vitamin.
To tredjedele af tiden er himlen dækket af skyer i Norden. Det er præcis det omvendte i syden, forklarer Nanet Mathiasen. Man må kærtegne det nordiske vinterlys, hvis det skal kærtegne os tilbage. Man må med andre ord bygge efter lysets regler, så vi får det bedste ud af det. Nanet Mathiasen fortalte om den norske arkitekt Christian Norberg-Schulz, der forskede i det nordisk lys kontra lyset i syden. Han satte ord på, hvordan det nordiske lys udlyser, hvordan det skaber diffusitet og bløde skygger. Det er et blødt lys, der skaber en blid aftegning af et vindue på en væg, fremfor en hård aftegning ved kraftig sol. Du har set det i Hammershøjs malerier på ARoS – de bløde toner af lys og den diffusitet, der er i rummet. Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman ledte også efter det særlig lys i sine film. Han gik efter den bløde stoflighed, der kunne fange en stemning af tristhed og længsel.
LYS OG MØRKE
Vindue betyder vind-øje på oldnordisk. Faktisk havde vinduet intet med lysindfald at gøre i gamle dage. Det var en åbning i loftet, hvor vind og luft kom ind. Med opfindelsen af skorstenen ændredes det. Siden har vinduer i Norden haft til formål at kaste lys ind i vores hjem, og vinduerne skal helst være så store som muligt. Glem alt om at beklæde vinduerne med skodder, som de i syden ikke ville kunne undvære grundet solens stærke stråler.
Kontraster er vigtige. Mørket er lysets modstykke, og de mørke overflader er med til at fremhæve lyset. Forestil dig interiøret af en kirke, hvis kolde stenvægge omslutter dig, imens et vindue fra langt oppe over dit hoved kaster en dansende lysplet foran dine fødder.
Nanet Mathiasen understreger, at i arkitekturen er kunsten med lyset med til at lade det æstetiske og funktionelle mødes. Hvornår synes du, at lys er smukkest?
SELFIE-LITTERATUR?
Efter en kort dannelsesrejse i det nordiske lys er det tid til litteratur. Jeg har glædet mig til at høre om ”Selfie-litteratur?”, som er overskriften på aftenens litterære oplæg. For mig lyder det interessant og meget aktuelt. Vi lever i en verden, hvor selfies er hverdagskost. Alle gør det. Ordet “selfie” blev faktisk kåret som årets ord i 2013. Men hvad har det at gøre med litteratur?
Stefan Kjerkegaard er lektor i Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet, og i aften fortæller han om autofiktionen i Norden. Autofiktion er en litterær genre, hvor forfatteren tager udgangspunkt i en periode fra sit eget liv i en mere eller mindre fiktionaliseret form. Det er med andre ord en genre mellem selvbiografien og romanen. Du tænker måske allerede nu på Karl Ove Knausgård og hans anmelderroste romanværk Min Kamp, som er en nærgående beskrivelse af forfatterens eget liv. Jeg har ikke selv tygget mig igennem de seks bind, der tæller i alt omkring 2500 sider. Alligevel er det ikke svært af følge med i de pointer, som Stefan Kjerkegaard fremlægger ud fra sit 8 år lange studie af autofiktionen i Norden, der med aftenens oplæg netop tager afsæt i Karl Ove Knausgårds romanværk.
EN GENRE IKKE UDEN KONTROVERSER
Selvbiografier i romanform er langt fra et nyt fænomen. De sidste 100 år har mange forfattere ladet genren være krydderiet i deres værker. Allerede i 1913 gjorde Marcel Proust det med På sporet af den tabte tid. I Danmark i 70’erne gjorde Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger det, og navnlig sidstnævnte væltede mig bagover, da jeg læste Creme Fraiche. Suzanne Brøggers selvbiografiske roman fra 1978 er en hæmningsløs skildring af en kvindes seksuelle oplevelser, som på sin tid skabte overskrifter ved både at være provokerende, men også i høj grad frigørende. Selv smilede jeg stort, da jeg på de første sider læste, hvordan Suzanne Brøgger ligger med spredte ben på et bjerg af marokkanske puder i New York, imens en kunstner laver en måsgrøn skulptur af hendes kusse. Ja, kusse. Romanen er trods alt skrevet i 70’erne. Jeg synes, at min generation bør læse Creme Fraiche, for den er en forfriskende knytnæve i hovedet på den bornerthed, som jeg synes er kommet til at kendetegne den tid, som vi lever i.
Det er ikke ufarligt terræn at begive sig ud i, når man lader fakta og fiktion, privatliv og litteratur smelte sammen. I nyere tid har også forfattere som Jørgen Leth og Knud Romer anvendt genren i deres værker. Det har ofte givet anledning til konflikter og misforståelser. Det kan være vanskeligt at fortolke en roman, hvor fiktion og fakta flyder sammen. Det skal ikke lyde som om, at autofiktion er den eneste genre, hvor forfatteren kan tage udgangspunkt i sit eget liv. Af indlysende årsager må en forfatter altid skrive ud fra sit eget erfaringsgrundlag. Er autofiktion derfor bare en gang mig-mig-mig-pladder, eller lader det tværtimod forfatteren komme tydeligere frem med sit budskab, når det sker ved navns nævnelse? Bliver vi i højere grad modtagelige overfor Suzanne Brøgger, når hun stiller et gennemgående spørgsmål i sit forfatterskab: Hvordan skal man bære sig ad med at leve livet mindst ulykkeligt og mest interessant, inden man dør?
NARCISISMENS ENDELIGT?
Stefan Kjerkegaard nævner den amerikanske forfatter Susan Sontag, som i sin tid udtalte, at man udøver vold på et andet menneske ved at tage et billede af dem. Det er et overgreb. Hvad sker der, når vi tager et selfie? Kjerkegaard spørger, om vi laver et overgreb mod os selv, når vi tager et selfie. Laver Karl Ove Knausgård et overgreb på sig selv, når han stiller sit liv til frit skue i Min Kamp?
Ud fra sit arbejde med Karl Ove Knausgårds romanværk forklarer Stefan Kjerkegaard, at der er en skam forbundet med at skrive om sig selv. Det er en form for narcisisme, som vi forbinder med at tage et selfie. Prøv at tænke over det – du foretrækker sikkert at tage et selfie, når andres øjne ikke hviler på dig. Vi er så bange for at træde forkert, når det gælder korrekt social opførsel. Kraften i det sociale bliver meget tydeligt, og det får mig til at tænke på Jantelovens grimme ansigt. Selv siger Karl Ove Knausgård, at hans romanværk er litteraturen mod det sociale. Stefan Kjerkegaard citerer Knausgård: ”Jeg kan kun beskrives ved at overskride det sociale”. Ved at skrive om sig selv, stikker han skammen skråt op, og på den måde bliver litteraturen en frigørelsesproces. For Karl Ove Knausgård er det et meget personligt projekt.
Stefan Kjerkegaard pointerer, at man ikke tager et selfie for sin egen skyld. Man tager et selfie for andres skyld, således at man kan vise sig selv frem på præcis den måde, som man ønsker, at andre skal opfatte en. Stefan Kjerkegaard forklarer, at Karl Ove Knausgård vil vise, at vi alle sammen er narcissister. Det viser han ved at gøre det ekstreme – at skrive 2500 sider om sig selv. Selv ville Karl Ove Knausgård hade, at man kaldte hans bog for selfie-litteratur, eftersom han insisterer på, at samtlige seks bind er en roman. Grænserne flyder sammen. Er Karl Ove Knausgårds romanværk lig med overdreven narcisisme, eller er det tværtimod narcisismens endeligt?
Vores måde at opfatte identitet på har i høj grad ændret sig i takt med teknologien og globaliseringen. Vi får hele tiden nye måder at positionere os på, og det gør noget ved vores selvopfattelse. Stefan Kjerkegaard slutter af med at spørge, om selvbiografien, som vi kender den, overhovedet er dækkende for, hvordan vi forstår et selv i dag?
Den nordiske aften byder på et væld af oplevelser og inspiration. Ærligt indrømmet er min far og jeg sidst på aftenen ved at nå et kulturelt mætningspunkt, mens vi bevæger os rundt på det smukke MoMu. Regnen slår hårdt imod de store vinduer udenfor i mørket, og vi slapper af i restauranten, der er pakket med stearinlys. Jeg drikker en juice med havtorn-smag, og det kan jeg på en måde ikke lade være med at grine lidt af, hér under NORDISKE NäTTER.
Aftenens højdepunkt er færøskfødte Teitur. Den 39-årige singer-songwirter er min færøske helt. Hvis den islandske sangerinde Björk er dronningen af musik i de nordligste breddegrader, så er Teitur kongen. Selvom de to bevæger sig i genrer milevidt fra hinanden, så har de begge fyldt i mine tidlige ungdomsår. Jeg flippede ud på mit teenageværelse til Björks sange “Hyperballad” og “Big Time Sensuality”, og jeg var følsom til tonerne af Teiturs “You Get Me” og “Louis Louis”.
Med fare for at blive al for nostalgisk, så tillægger jeg Teiturs første album en meget speciel betydning. Han udkom med Poetry & Aeroplanes i 2003. På albummet er der to sange, hvis titler er pigenavne. Og det er ikke hvilke som helst pigenavne – det er navnene på min storesøster og mig. Sangene hedder “Josephine” og “Amanda’s Dream”.
SALMER ER DET HOTTESTE SHIT LIGE NU
Folk er stimlet sammen i foyeren. Unge mennesker, familier og modne kærestepar har indtaget den grå stentrappe i midten af MoMu, og folk står tæt sammen langs murene hele vejen rundt i det højloftede rum. Alles opmærksomhed er rettet imod Teitur, der sidder ved et smukt sort piano.
Teitur flyttede til Danmark som 16-årig. Alligevel kan han på ingen måde skjule sin færøriske accent, og han ser meget nordisk ud, som han sidder foran pianoet iklædt en strikket islandsk vest.
Teitur tryllebinder publikum med sin musik. Det er kun ham og pianoet. Hans stemme når op i høj falset, og han holder publikum fast med sin intensitet og en melankoli, der får mine nakkehår til at danse.
“Jeg mødte lige Grauballemanden før. Han siger ikke så meget, men fedt at han også er her i aften”, siger han.
Teitur er charmerende. Han frembringer latter, som blander sig med lyden af vinglas, der klirrer i restauranten ved siden af. Teitur synger mange af sine engelske sange og præsenterer publikum for sit utrolige tekstunivers. Jeg fyldes med glæde, da han synger “Josephine”. Jeg bliver samtidig udsat for en noget anderledes genre, end jeg normalt beskæftiger mig med inden for musikken, idet Teitur siger:
“Jeg vil bevæge mig ud i noget så sexet som salmer i aften. Det er det hotteste shit lige nu.”
Efter lattersmilene fra publikum fremtryller Teitur endnu engang en dyb melankoli, da han synger en række gamle danske salmer, som jeg ikke anede fandtes. Det er smukt, og jeg er fan.
Særligt med den sidste salme vækker Teitur begejstring, for det er en noget anderledes sangtekst. Er der grænser for, fra hvilke tekster man kan frembringe musik? Teitur forundrer sit publikum, og selv har jeg svært ved at finde ud af, hvilken grimasse jeg skal stå med, da han begynder af synge Goldbergs depressionstest som salme:
”Jeg er deprimeret i – høj grad…
Har mistet interessen – ret meget…”
Sådan fortsætter Teitur med at synge hele depressionstesten. Publikum griner, mens de tager sig til munden og kigger på hinanden og klapper stort til sidst.
Min far bemærker tørt: ”Hvilken score mon det gav?”.
