Der er svar fra Pernille Vermund. Jeg har ventet skiftevis tålmodigt og utålmodigt. Nu sker det, og jeg har glædet mig til at vise det frem. Men altså, du sidder lige nu med fjerde og sidste del af en artikelserie. Det betyder to ting: nu bliver det rigtig spændende; og du er nok nødt til at have læst dén her, dén her og dén her først. That’s fine. Teksten hér render ingen vegne.

 

Jeg ringer til Pernille Vermund. Eller…. nærmere den presseansvarlige for Nye Borgerlige, Lars. Da jeg taster nummeret ind og ringer, kommer navnet frem på telefonen: “Stjernesponsor”. Okay. Ja, why not?
Lars tænker heldigvis, at Pernille nok godt gider at tale med mig. Yes. Jeg føler mig in, på sådan en lidt underlig måde. Jeg sveder faktisk også lidt, mens jeg taler i telefonen – godt jeg er alene hjemme.
Vi aftaler, at jeg sender en mail med kontaktoplysninger, og Lars vil så stable et telefoninterview på benene. Det kører, og jeg får hurtigt sendt mailen afsted.

 

match_game_web
Illustration. // Amanda Louise Gladbjerg

 

Pernille ringer aldrig til mig. Jeg venter og venter og tager kontakt til Stjerne-Lars to gange mere, før der er hul igennem. Jeg ender med at sende spørgmålene på mail, hvorefter Pernille finder tid til at svare. Sådan, instantly. Efter 2,5 uge er der endelig svar – og de kommer her. Copy, paste, værsgo’:

 

#1 På jeres hjemmeside står der, at noget af det særlige ved Danmark og danskerne er, at vi er et folk, der kan tale sammen om tingene og leve side om side i fred, frihed og frisind uanset køn, oprindelse, tro, seksualitet og sociale forhold. Er det rigtigt?

Ja.

 

2# Jeg så for nogle uger siden et kort interview med dig, da det poppede op på min facebook-feed. Her udtaler du, at det ikke er en dansk værdi at gå med muslimsk tørklæde. Hvordan hænger det sammen med det foregående?

Islam er i opposition til de friheder, som netop sikrer, at vi kan gå med tørklæde og uden tørklæde efter vores personlige valg. Det kan man ikke i muslimske lande under religiøs ledelse som f.eks. i Iran og Saudi-Arabien. Det muslimske tørklæde repræsenterer dermed negationen af demokrati og frihed og er derfor ikke en dansk værdi. Dermed ikke være sagt, at vi Danmark skal forbyde muslimske tørklæder. Det skal vi ikke. Folk må tro, som de vil, og gøre, som de vil.

Det, jeg siger, er, at i den offentlige skole og på offentlige arbejdspladser, der understøtter vi frihed og demokrati – og tillader ikke islam at få fodfæste. Så det muslimske tørklæde kan man tage på, når man får fri.

 

3# Jeg har dækket mit hår til med tørklæde – bundet som en turban – i ti dage. Det er et mere moderne tørklæde-look; også for flere unge muslimske kvinder. Skulle jeg, ifølge jeres politik, fjerne mit tørklæde i offentlige institutioner?

Hvis det er et muslimsk religiøst betinget tørklæde – så ja.

 

4# Hvordan vil du mene, at man skal kunne se om et tørklæde er et religiøst symbol eller ej?

Det ved dem, der har det på selv.

 

5# Hvis mange ikke-muslimske kvinder i Danmark begyndte at gå med tørklæde, ville I så få et problem?

Nej. Det er ikke tørklædet, der er problemet. Det er den frihedsnægtende religion islam, som tørklædet repræsenterer, vi ikke skal give indflydelse i samfundet.

 

Fritidsreligiøsitet og kvindefrigørelse

Da mailen tikker ind på min telefon, læser jeg den med det samme. Jo længere jeg når ned gennem de måske lettere halvhjertede svar, jo længere tipper mit hoved til højre, og des mere forvrænget bliver mit ansigt. Min læsegruppe kigger afventende på mig. Da jeg læser højt for dem, afspejles i deres ansigter det selvsamme udtryk. What the fuck?

Jeg bliver ved med at læse mailen, igen og igen. Jeg synes stadig ikke, at jeg kan spore den mindste smule af et reelt svar på, hvordan en sådan anti-tørklæde-politik skulle tage sig ud. Selvcensur? Det virker som en underlig løsning på en underlig problemstilling. Og det hele vender, for mig, alligevel tilbage til det samme spørgsmål: hvad fanden er problemet?

 

turban_tulipano_web
Illustration. // Amanda Louise Gladbjerg

 

Hvis Pernilles problem er det muslimske tørklæde i offentlige institutioner, så har jeg ganske svært ved at forestille mig, hvordan den konkrete lovgivning skulle tage sig ud. For hvis selvcensur er vejen frem, så er det jo så nemt som at sige: nej, nej det er ikke en hijab; eller jo, jo, den er god nok; hvis man gerne vil fucke med systemet. Og systemfuckeri – det går jo altså ikke. Hvad gør man så lige? Laver man et muslim-kartotek? En mindre markering i systemet? Eller på tøjet? Hvis vi levede i Matador-serien, så var der måske et lokum, der savnede et portræt af P. Vermund.

 

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan denne fritidsreligiøsitet skal fungere – sådan helt konkret. Efterhånden er der nok allerede en stor flok danskere, der netop er dette: fritidsreligiøse. Eller julereligiøse. Eller bryllupsreligiøse. Og det er sådan set fint nok – for der stilles ikke lovgivende krav til niveauet af religiøsitet i de enkelte hjem, eller laves regler for, hvordan vi, hvis vi ønsker det, har lyst til at udtrykke den. Vi bestemmer selv. For mig er det essensen af det hele: essensen af det frie valg, de mange muligheder – og så må du fandeme selv bestemme, hvordan du indretter dit liv. Dét er frihed. Dét er demokrati. Og jeg frygter, at det er sat på spil, hvis vi lader os skræmme af det fremmede. Hvis vi glemmer, at mødet med det fremmede er demokratiserende. Hvis vi glemmer, hvem vi er, fordi vi er så bange for, at vi forsvinder.

 

At fjerne tørklæder i offentlige institutioner er som at fjerne kvindesvømning i Gellerup. På politisk plan ser det muligvis ud som om, man har taget en kamp for kvinderne, sat dem fri fra deres farlige mænd og lukkede rammer. Åh, win for Danmark. Men i realiteten, så udelukkes mange. De, som ikke ønsker at vise deres hår, oplever næppe en befrielse, når de tvinges til at smide tørklædet og hoppe i badevandet eller på cyklen i skole. De oplever måske nærmere, at samfundet skubber dem ud. At der ikke er plads til dem. At der ikke er plads til deres måde at være på. Og her kommer den vigtige: at der ikke er plads til deres måde at være danskere på. Og det må vi give dem. Det må vi give os selv. Der er næppe nogen, der skal bestemme hvad vi, os danskere, har på; hverken på hovedet, benene eller overkroppen. Kan vi godt please, bebe, gøre krav på det?

 

Hvad så nu?

Jeg er skiftevis vred, håbefuld, bange og lykkelig – og alt derimellem. For det er svært at få et samlet billede. Det er svært at forstille sig, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Selvom jeg endelig fik mine svar – omend ret kortfattede – så sidder jeg igen tilbage med den dér tomme fornemmelse. Ja, faktisk lidt som når der ikke er flere nye afsnit af SKAM tilbage. For hvad sker der nu? Skiden er slået, geden barberet. Nu kan jeg gå tilbage til mit liv uden tørklæde, og med tiden vil jeg glemme det hele. Efterhånden er alt normalt igen.

 

Men…. systemfuckeri er måske bare lidt sjovere. Så her er en video. Den viser, hvordan man binder en turban. Så kan du gøre med det, hvad du vil. Pernille kan næppe se forskel alligevel.